Hvem var masoreterne?

JEHOVA, „sandhedens Gud“, har bevaret sit ord, Bibelen, men Satan, sandhedens fjende, har forsøgt at forvanske og ødelægge den. (Salme 31:5) Hvordan er det gået til at Bibelen alligevel er blevet bevaret og overleveret til vor tid? — Se Mattæus 13:39.

En del af svaret findes i en kommentar af professor Robert Gordis: „Den indsats som [de] hebraiske skriftlærde der er kendt som masoreterne, eller ’traditionens bevarere’, har ydet, er ikke blevet tilstrækkeligt påskønnet. Disse anonyme skriftlærde afskrev Den Hellige Skrift med pinlig og kærlig omhu.“ Skønt de fleste af disse afskrivere er anonyme i dag, er navnet på en af masoretslægterne veldokumenteret, nemlig Ben Asjer. Hvad ved man om denne slægt og andre masoreter?

Ben Asjer-slægten

Den del af Bibelen der oprindelig blev skrevet på hebraisk, ofte betegnet Det Gamle Testamente, blev omhyggeligt afskrevet af jødiske skriftlærde. Fra det sjette til det tiende århundrede e.v.t. blev disse afskrivere kendt som masoreterne. Hvad gik deres arbejde ud på?

I århundreder blev hebraisk kun skrevet med konsonanter; vokallydene måtte læseren selv indføje. På masoreternes tid var den nøjagtige udtale imidlertid ved at gå i glemme fordi mange jøder ikke længere talte sproget. For at bevare den rette udtale af konsonantteksten opfandt grupper af masoreter i Babylon og Israel et system af accenttegn og vokalpunkter der blev placeret over og under konsonanterne. Man udviklede mindst tre forskellige systemer, men det mest udbredte system blev udarbejdet af masoreterne i byen Tiberias ved Galilæas Sø, Ben Asjer-slægtens hjemegn.

Kilder opregner fem generationer af masoreter fra denne dygtige familie, med Asjer den Ældre fra det ottende århundrede e.v.t. som den første. De andre var Nehemias ben Asjer, Asjer ben Nehemias, Moses ben Asjer, og Aron ben Moses ben Asjer, der levede i det tiende århundrede.a Disse mænd gik foran i arbejdet med at udvælge de tegn som efter deres mening bedst kunne udtrykke hvad der var den rette udtale af den hebraiske bibeltekst. For at udvikle disse symboler måtte de først fastlægge hvad der skulle danne grundlag for den hebraiske grammatik. Der fandtes ikke noget endegyldigt system af regler for hebraisk grammatik. Derfor kan man sige at disse masoreter var blandt de første hebraiske grammatikere.

Det var masoreten Aron, den sidste af Ben Asjer-traditionen, der begyndte at optegne og redigere resultaterne af dette arbejde. Det gjorde han i et værk med titlen „Sefer Dikdukei ha-Te‛amim“, den første bog over hebraiske grammatiske regler. Denne bog kom i de følgende århundreder til at danne grundlag for andre hebraiske grammatikeres arbejde. Men den var blot et biprodukt af det mere betydningsfulde arbejde som masoreterne udførte. Hvad var det?

En fænomenal hukommelse påkrævet

Masoreterne betragtede det som deres vigtigste opgave at overlevere hvert eneste ord og bogstav i bibelteksten nøjagtigt. For at sikre tekstens nøjagtighed anførte masoreterne noter i margenen der angav eventuelle tekstændringer som enten uforvarende eller med vilje var blevet foretaget af tidligere afskrivere. De noterede også usædvanlige ordformer og sammensætninger, og markerede hvor ofte de forekom i en bog eller i hele den hebraiske tekst. På grund af den begrænsede plads blev disse kommentarer skrevet i et stærkt forkortet kodesprog. Som en yderligere hjælp til at efterkontrollere teksten markerede de i nogle af bøgerne det midterste ord og bogstav. De gik endog så vidt som til at tælle hvert eneste bogstav for at sikre en nøjagtig afskrivning.

Øverst og nederst på siderne skrev masoreterne mere udførlige kommentarer til nogle af de forkortede notater i margenen. Disse ville også være en hjælp til at efterkontrollere deres arbejde.b Men da der på det tidspunkt ikke fandtes nogen nummereret versinddeling og heller ingen bibelkonkordanser, hvordan kunne masoreterne da henvise til andre dele af Bibelen når man ville sammenligne med andre skriftsteder? De anførte i den øverste og nederste margen dele af parallelskriftsteder der viste hvor man andre steder i Bibelen kunne finde det eller de samme ord eller udtryk. Af pladshensyn anvendte de ofte kun ét nøgleord i hvert parallelsted. For at få gavn af disse marginalnoter måtte afskriverne i virkeligheden kunne hele den hebraiske Bibel udenad!

De lister som var for lange til at kunne stå i margenerne blev anført andre steder i håndskriftet. Den masoretiske marginalnote til Første Mosebog 18:3 viser for eksempel de tre hebraiske bogstaver קלד, der på hebraisk svarer til tallet 134. Et andet sted i håndskriftet er der en fortegnelse over de 134 steder hvor de førmasoretiske afskrivere med vilje har erstattet navnet Jehova i den hebraiske tekst med ordet „Herre“.c Masoreterne bemærkede disse ændringer, men ændrede ikke den overleverede tekst. De anførte i stedet ændringerne i deres marginalnoter. Men hvorfor var masoreterne så omhyggelige med ikke at foretage ændringer i teksten når tidligere afskrivere havde gjort det? Var deres jødiske tro anderledes end deres forgængeres?

Hvad troede de på?

På masoreternes tid var der store ideologiske meningsforskelle inden for jødedommen. Siden det første århundrede e.v.t. havde rabbinerne fået øget indflydelse. Affattelsen af Talmud og rabbinernes udlægninger bevirkede at deres fortolkninger af den mundtlige lov efterhånden blev betragtet som vigtigere end den bibelske tekst.d Der var således risiko for at den omhyggelige bevarelse af bibelteksten havde mistet sin betydning.

I det ottende århundrede gjorde en gruppe jøder der er kendt som karaitterne (eller karæerne) oprør mod denne tendens. De lagde vægt på betydningen af personligt bibelstudium og forkastede rabbinernes autoritet og fortolkninger, samt Talmud. De anerkendte kun den bibelske tekst som deres autoritet. Det blev som følge heraf vigtigt med en nøjagtig overlevering af teksten, og dette fornyede interessen for masoreternes studier.

Hvor stor indflydelse kunne rabbinerne og karaitterne have på masoreternes arbejde? En ekspert i hebraiske bibelhåndskrifter, M. H. Goshen-Gottstein, siger: „Masoreterne var overbeviste om . . . at de holdt en ældgammel tradition i hævd, og at bryde den forsætligt ville være den værste forbrydelse de kunne gøre sig skyldige i.“

Masoreterne betragtede den nøjagtige afskrivning af bibelteksten som et helligt hverv. Selv om de personligt kunne være stærkt påvirket af andre religiøse overvejelser, lader det til at masoreternes arbejde som helhed var hævet over ideologiske stridsspørgsmål. De meget koncise marginalnoter gav kun ringe mulighed for en teologisk debat. Det var selve bibelteksten der havde deres største interesse; intet måtte ændres i den.

Værdien af deres arbejde

Selv om det ikke længere var det kødelige Israel der var Guds udvalgte folk, viede disse jødiske afskrivere sig helt og holdent til arbejdet med at bevare Guds ord nøjagtigt. (Mattæus 21:42-44; 23:37, 38) Robert Gordis har kommenteret den indsats som Ben-Asjer-slægten og andre masoreter har ydet, på denne måde: „Disse ydmyge og dog ukuelige arbejdere . . . udførte i al ubemærkethed et herkulesarbejde, idet de beskyttede bibelteksten mod tab eller ændringer.“ (The Biblical Text in the Making) Dette viste sig at være til stor gavn for reformatorer som Luther og Tyndale i det 16. århundrede. Da de trodsede kirkens myndighed og begyndte at oversætte Bibelen til menigmands sprog, havde de en pålidelig hebraisk tekst til rådighed som grundlag for deres arbejde.

Masoreternes flittige indsats gavner også os i dag. Deres hebraiske tekster danner grundlag for Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Denne oversættelse bliver fortsat oversat til mange sprog i den samme nidkære ånd og med samme omhu som den fortidens masoreter lagde for dagen. Vi gør vel i at vise Guds ord den samme opmærksomhed. — 2 Peter 1:19.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 28]

Et system til at udtale hebraisk

I ÅRHUNDREDER søgte masoreterne at finde frem til den bedste måde at anbringe vokalpunkter og accenttegn på. Det er derfor ikke overraskende at der fandt en fortsat udvikling sted inden for hver generation af Ben Asjer-slægten. De eksisterende håndskrifter indeholder de stilarter og metoder der anvendtes af de to sidste masoreter af Ben Asjer-slægten, Moses og Aron.e En sammenligning af disse håndskrifter viser at Aron udviklede visse mindre regler til angivelse af udtale og foredrag af teksten som var forskellige fra hans faders, Moses ben Asjers, system.

Ben Naftali levede samtidig med Aron ben Asjer. Kairo-kodeksen, med Moses ben Asjers system, indeholder mange læsemåder som tillægges Ben Naftali. Muligvis er Ben Naftali blevet oplært af Moses ben Asjer, eller også har begge opretholdt en tradition af ældre dato. Mange lærde drøfter de forskelle der er mellem Ben Asjer- og Ben Naftali-skolen, men M. H. Goshen-Gottstein skriver: „Det ville være mere korrekt at tale om to underordnede systemer inden for Ben Asjer-slægten og at betegne forskelle i læsemåder som Ben Asjer kontra Ben Asjer.“ Det vil således ikke være rigtigt at tale om kun ét Ben Asjer-system. At Aron ben Asjers system vandt almindelig anerkendelse skyldtes ikke at det var det andet overlegent. Det blev foretrukket efter at den kendte talmudist Moses Maimonides i det 12. århundrede havde rost en Aron ben Asjer-tekst.

[Hebraiske bogstaver]

Et stykke af Anden Mosebog 6:2 med og uden vokalpunkter og diakritiske tegn

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Tiberias — fra det ottende til det tiende århundrede et center for masoreternes virksomhed

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.