Tilflugtsbyerne — Guds barmhjertige ordning
„Disse seks byer [skal] tjene som en tilflugt, så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.“ — 4 MOSEBOG 35:15.
1. Hvad er Guds syn på livet og på blodskyld?
JEHOVA GUD betragter menneskelivet som helligt, og livet er i blodet. (3 Mosebog 17:11, 14) Kain, det første menneske der blev født på jorden, pådrog sig derfor blodskyld da han myrdede sin broder Abel. Gud sagde derfor til Kain: „Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ Det blod der plettede jorden på mordstedet, var et tavst men sigende vidnesbyrd om det liv der så brutalt var blevet bragt til ophør. Abels blod råbte til Gud på hævn. — 1 Mosebog 4:4-11.
2. Hvordan blev Jehovas respekt for livet understreget efter Vandfloden?
2 Guds respekt for menneskelivet blev understreget da den retfærdige Noa og hans familie kom ud af arken efter at have overlevet den verdensomspændende vandflod. Det var på det tidspunkt Jehova Gud gav mennesket lov til at spise dyrekød, men ikke blod. Han gav følgende påbud: „Blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:5, 6) Jehova lod forstå at offerets nærmeste mandlige slægtning havde ret til at lade manddraberen dø når han mødte ham. — 4 Mosebog 35:19.
3. Hvad sagde Moseloven om livets hellighed?
3 I Loven der blev givet til Israel gennem profeten Moses, blev livets hellighed gang på gang understreget. For eksempel lød Guds lov: „Du må ikke myrde.“ (2 Mosebog 20:13) Det Moseloven sagde om en dødsulykke hvori en gravid kvinde var impliceret, var også med til at indskærpe israelitterne respekt for livet. Loven sagde at hvis kvinden eller hendes ufødte barn døde som følge af et slagsmål mellem to mænd, skulle dommerne undersøge de nærmere omstændigheder og graden af forsætlighed, og straffen kunne blive „sjæl for sjæl“, altså liv for liv. (2 Mosebog 21:22-25) Kunne en morder i Israel på en eller anden måde slippe for konsekvenserne af sin voldshandling?
Fandtes der et fristed for mordere?
4. Hvilke fristeder fandtes i fortiden uden for Israel?
4 I andre lande end Israel kunne mordere og andre kriminelle finde et fristed, for eksempel i templet for gudinden Artemis i oldtidens Efesus. Om lignende steder hed det: „Nogle helligdomme var udklækningsanstalter for kriminelle, og det var ofte nødvendigt at begrænse antallet af fristeder. I Athen var det kun visse helligdomme der ved lov var anerkendt som tilflugtssteder (for slavernes vedkommende templet for Theseus); i Tiberius’ tid var banderne af kriminelle i helligdommene blevet så farlige at man (i år 22) begrænsede asylretten til at omfatte nogle få byer.“ (The Jewish Encyclopedia, 1909, bind II, side 256) Senere blev kristenhedens kirker fristeder, men derved blev magten ofte forskudt fra de civile myndigheder til præsteskabet, hvilket modarbejdede den rette håndhævelse af retfærdigheden. Misbrug førte til sidst til at denne ordning ophørte.
5. Hvad viser at man ikke uden videre kunne klare frisag hvis man som følge af forsømmelighed havde forårsaget en andens død?
5 Hos israelitterne kunne mordere ikke opnå asyl. Selv en levitpræst der gjorde tjeneste ved Guds alter skulle føres bort og henrettes hvis han dræbte nogen med list. (2 Mosebog 21:12-14) Loven gav heller ikke rum for straffrihed hvis ens forsømmelighed havde kostet nogen livet. For eksempel skulle ejeren lave et rækværk på det flade tag af sit nye hus. Ellers ville der hvile blodskyld over huset hvis nogen faldt ned fra taget og døde. (5 Mosebog 22:8) Hvis den der ejede en okse som var tilbøjelig til at stange var blevet advaret herom men alligevel ikke havde holdt den bevogtet, og den så stangede et menneske ihjel, pådrog oksens ejer sig blodskyld og kunne blive henrettet. (2 Mosebog 21:28-32) Endnu et eksempel der viser noget om hvor dyrebart livet er i Guds øjne, drejer sig om indbrudstyveri. Den der slog en tyv så han døde, pådrog sig blodskyld hvis det skete om dagen hvor man kunne se og genkende tyven. (2 Mosebog 22:2, 3) Guds fuldkommen ligevægtige love lod ikke forsætlige mordere slippe for dødsstraf.
6. Hvordan blev loven om ’liv for liv’ håndhævet i fortidens Israel?
6 Hvis der blev begået et mord i fortidens Israel skulle offerets blod hævnes. Loven om ’liv for liv’ blev håndhævet når morderen blev slået ihjel af „blodhævneren“. (4 Mosebog 35:19) Blodhævneren var offerets nærmeste mandlige slægtning. Men hvilken lov gjaldt for den uforsætlige manddraber?
Jehovas barmhjertige ordning
7. Hvilken ordning indførte Gud for den der uforsætligt slog en anden ihjel?
7 For den der ved et uheld kom til at slå en anden ihjel, havde Gud kærligt sørget for tilflugtsbyer. Vedrørende disse byer fik Moses følgende befaling: „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I står nu i begreb med at gå over Jordan til Kana’ans land. Og I skal vælge byer som ligger bekvemt for jer. De skal tjene som tilflugtsbyer for jer, og den manddraber der af vanvare slår en sjæl ihjel, skal flygte dertil. Og byerne skal tjene jer som tilflugt for blodhævneren, for at manddraberen ikke skal dø før han har stået til doms for forsamlingen. Og de byer som I afgiver, de seks tilflugtsbyer, skal stå til jeres tjeneste. I skal afgive tre byer på denne side af Jordan, og I skal afgive tre byer i Kana’ans land. De skal tjene som tilflugtsbyer . . . så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.’“ — 4 Mosebog 35:9-15.
8. Hvor lå tilflugtsbyerne, og hvordan blev den uforsætlige manddraber hjulpet til at komme derhen?
8 Da israelitterne drog ind i det forjættede land adlød de denne befaling og oprettede seks tilflugtsbyer. Tre af disse byer — Kedesj, Sikem og Hebron — lå vest for Jordanfloden. Øst for Jordan lå tilflugtsbyerne Golan, Ramot og Bezer. De seks tilflugtsbyer lå bekvemt ved veje der blev holdt i god stand. På formålstjenlige steder langs disse veje var der opstillet skilte hvorpå der stod: „Tilflugtssted“. Disse skilte pegede i retning af tilflugtsbyen, og den uagtsomme manddraber løb for livet hen til den nærmeste af disse byer for at blive beskyttet mod blodhævneren. — Josua 20:2-9.
9. Hvorfor befalede Jehova at der skulle oprettes tilflugtsbyer, og til gavn for hvem blev de oprettet?
9 Hvorfor tilvejebragte Gud tilflugtsbyer? For at landet ikke skulle blive besudlet med uskyldigt blod, og for at der ikke skulle hvile blodskyld på folket. (5 Mosebog 19:10) Til gavn for hvem blev tilflugtsbyerne oprettet? Det hed i Loven: „For Israels sønner og for den fastboende udlænding og for indvandreren iblandt dem skal disse seks byer tjene som en tilflugt, så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.“ (4 Mosebog 35:15) For at være retfærdig og for at retfærdigheden kunne ske fyldest samtidig med at der blev vist barmhjertighed, påbød Jehova israelitterne at oprette tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere der enten var (1) indfødte israelitter, (2) fastboende udlændinge i Israel, eller (3) indvandrere fra andre lande der boede i landet.
10. Hvorfor kan man sige at tilflugtsbyerne var en af Guds barmhjertige foranstaltninger?
10 Det er bemærkelsesværdigt at selv den uforsætlige manddraber egentlig stod til dødsstraf, for Guds lov lød: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt.“ Det var altså kun som følge af Jehova Guds barmhjertige ordning at en uforsætlig manddraber kunne flygte til en af tilflugtsbyerne. Folk i almindelighed havde åbenbart sympati for den der flygtede fra blodhævneren, for alle vidste at de selv kunne komme til at begå en lignende lovovertrædelse og få behov for at søge tilflugt og blive vist barmhjertighed.
Flugten til tilflugtsstedet
11. Hvad kunne en indbygger i fortidens Israel gøre hvis han ved et uheld kom til at slå nogen ihjel?
11 Følgende eksempel kan måske hjælpe os til bedre at forstå Guds barmhjertige ordning med tilflugtsbyerne. Forestil dig at du var i færd med at hugge brænde i fortidens Israel. Ved et uheld flyver øksehovedet pludselig af skaftet og rammer en anden så han dør. Hvad ville du gøre? Loven omtalte netop denne situation. Du ville uden tvivl benytte dig af den ordning Gud havde foranstaltet: „Sådan forholder det sig med manddraberen som kan flygte [til en tilflugtsby] og blive i live: Når han slår sin næste ihjel uden at vide af det og ikke i forvejen har hadet ham, eller når han går med sin næste i skoven for at samle brænde, og hans hånd er løftet for at hugge med øksen for at fælde træet og jernet glider af træskaftet og rammer hans næste og han dør, så skal han flygte til en af disse byer og blive i live.“ (5 Mosebog 19:4, 5) Men selv om du nåede hen til en tilflugtsby ville du ikke være uden ansvar for det der var sket.
12. Hvilken procedure fulgte man når en uforsætlig manddraber kom til en tilflugtsby?
12 Du ville blive gæstfrit modtaget, men du måtte fremføre din sag for de ældste der sad i tilflugtsbyens byport. Når du var ankommet til byen ville du blive sendt tilbage og stillet for retten hos de ældste der repræsenterede Israels menighed i den by der havde jurisdiktion over det område hvor drabet havde fundet sted. Her ville du få mulighed for at bevise din uskyld.
Når manddrabere
blev stillet for retten
13, 14. Hvad ville de ældste sikre sig under retssagen mod manddraberen?
13 Under retssagen hos de ældste i porten til den by der havde jurisdiktionen, ville du uden tvivl være taknemmelig for at mærke at man tillagde din tidligere adfærd stor betydning. De ældste ville omhyggeligt bedømme hvilket forhold du havde haft til offeret. Hadede du ham og lå på lur efter ham, og slog du ham ihjel med overlæg? I givet fald måtte de ældste overgive dig til blodhævneren, og du ville dø. Disse ansvarshavende mænd ville huske Lovens bud om at man skulle „fjerne skylden for det uskyldige blod fra Israel“. (5 Mosebog 19:11-13) I dag må kristne ældste der er med i et dømmende udvalg også kende Bibelen godt og handle i overensstemmelse med dens forskrifter, samtidig med at de tager overtræderens hidtidige indstilling og adfærd i betragtning.
14 Byens ældste ville, venligt og uden overilede anklager, undersøge om du havde overlistet offeret. (2 Mosebog 21:12, 13) Havde du overfaldet ham fra et skjul? (5 Mosebog 27:24) Var du blevet så vred på vedkommende at du havde udtænkt en eller anden listig plan for at slå ham ihjel? I givet fald ville du blive dømt til døden. (2 Mosebog 21:14) De ældste ville især søge at finde ud af om der havde været fjendskab eller had mellem dig og offeret. (5 Mosebog 19:4, 6, 7; Josua 20:5) Forestil dig at de ældste fandt dig skyldfri og lod dig vende tilbage til tilflugtsbyen. Du ville sikkert føle dig meget taknemmelig over den barmhjertighed der var blevet vist dig.
Livet i en tilflugtsby
15. Hvilke begrænsninger blev den uforsætlige manddraber pålagt?
15 En uforsætlig manddraber skulle blive i tilflugtsbyen og måtte kun bevæge sig tusind alen (445 meter) uden for bymuren. (4 Mosebog 35:2-4) Hvis han gik uden for dette område ville han måske møde blodhævneren, der da ustraffet kunne slå ham ihjel. Men manddraberen blev ikke lænket eller holdt fængslet. Som indbygger i tilflugtsbyen skulle han lære et fag, udføre et arbejde og på den måde være en nyttig samfundsborger.
16. (a) Hvor længe skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen? (b) Hvorfor gjorde ypperstepræstens død det muligt for en manddraber at forlade tilflugtsbyen?
16 Hvor længe skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen? Måske resten af livet. Under alle omstændigheder hed det i Loven: „Han skal bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død; først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord der er hans ejendom.“ (4 Mosebog 35:26-28) Hvorfor gav ypperstepræstens død den uforsætlige manddraber lov til at forlade tilflugtsbyen? Ypperstepræsten var en af de mest fremtrædende personer i nationen. Hans død ville derfor være så betydningsfuld en begivenhed at den ville blive kendt i alle Israels stammer. Alle flygtninge i tilflugtsbyerne kunne derefter vende tilbage til deres hjem uden fare for at blive slået ihjel af blodhævneren. Hvorfor? Fordi Guds lov forordnede at hævnerens mulighed for at slå manddraberen ihjel ophørte ved ypperstepræstens død, og det vidste alle. Hvis en nær slægtning derefter hævnede drabet, ville han være morder og ville i sidste instans blive straffet for mord.
Varige virkninger
17. Hvilken virkning ville det sandsynligvis have på den uforsætlige manddraber at blive pålagt begrænsninger?
17 Hvilken virkning har det sandsynligvis haft at den uforsætlige manddraber blev underlagt restriktioner? De var en påmindelse om at han havde forårsaget en andens død. Han ville højst sandsynligt for altid betragte menneskelivet som helligt. Han ville sikkert heller aldrig glemme at der var blevet vist ham barmhjertighed. Og eftersom han selv var blevet vist barmhjertighed ville han sandsynligvis også bestræbe sig for at vise andre barmhjertighed. Ordningen med tilflugtsbyerne og de begrænsninger der gjaldt i den forbindelse, var også til gavn for folk i almindelighed. Hvordan det? Det må have indprentet dem at de ikke måtte være tankeløse eller ligeglade med menneskeliv. Dette bør minde kristne om nødvendigheden af at undgå en skødesløs adfærd der kunne forvolde en dødsulykke. Guds barmhjertige ordning med tilflugtsbyer bør desuden få os til at vise barmhjertighed når det er på sin plads. — Jakob 2:13.
18. Hvilke fordele havde Guds ordning med tilflugtsbyer?
18 Jehova Guds ordning med tilflugtsbyer var også en fordel på en anden måde. Ingen slog sig sammen om at jage en manddraber og tage retten i egen hånd før drabsmanden var blevet stillet for en domstol. Nej, de betragtede ham som værende uden skyld i overlagt mord og hjalp ham endog i sikkerhed. Ordningen med tilflugtsbyer var desuden helt anderledes end nutidens straffe, der sender mordere i fængsler og tugthuse, hvor de bliver forsørget af samfundet og ofte bliver endnu værre forbrydere fordi de lever sammen med andre kriminelle. Under ordningen med tilflugtsbyer var det unødvendigt at bygge, vedligeholde og bevogte dyre, muromkransede fængsler med jerngitre, steder hvorfra de indsatte ofte ville forsøge at undslippe. Manddraberen søgte i virkeligheden selv hen til ’fængselet’ og blev der i det fastsatte tidsrum. Han måtte også arbejde og derved gøre noget til gavn for sine medmennesker.
19. Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med tilflugtsbyerne?
19 Jehovas ordning med tilflugtsbyer i Israel, hvor uforsætlige manddrabere kunne søge beskyttelse, var en barmhjertig foranstaltning der fremmede respekten for livet. Men har fortidens tilflugtsbyer betydning for os der lever her i det 20. århundrede? Har vi pådraget os blodskyld i Jehova Guds øjne uden at være opmærksomme på at vi har brug for hans barmhjertighed? Hvad er i dag modbilledet til Israels tilflugtsbyer?
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan betragter Jehova menneskeliv?
◻ Hvilken barmhjertig ordning indførte Gud for den uforsætlige manddraber?
◻ Hvordan fik manddraberen adgang til en tilflugtsby, og hvor længe skulle han blive der?
◻ Hvilken virkning havde det sandsynligvis at en uforsætlig manddraber blev pålagt visse begrænsninger?
[Kort på side 12]
Israels tilflugtsbyer lå bekvemt
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
KEDESJ Jordanfloden GOLAN
SIKEM RAMOT
HEBRON BEZER