William Tyndale — en mand med visioner

William Tyndale blev født i England „på grænsen til Wales“, sandsynligvis i Gloucestershire, skønt man ikke med sikkerhed ved hvor og hvornår. I oktober 1994 fejrede England 500-året for den mand som „gav os vor engelske bibel“. Men det var netop af denne grund William Tyndale måtte lide martyrdøden. Hvorfor?

WILLIAM TYNDALE udmærkede sig i studiet af græsk og latin. I juli 1515, i en alder af blot 21 år, tog han en magistergrad ved Oxford-universitetet. I 1521 blev han ordineret som katolsk præst. På det tidspunkt var der en del røre om katolicismen i Tyskland på grund af Martin Luther. England forblev imidlertid katolsk indtil kong Henrik VIII til sidst brød med Rom i 1534.

På Tyndales tid talte man engelsk, men al undervisning foregik på latin. Latin var også Bibelens og kirkens sprog. I 1546 fastslog Tridentinerkoncilet at man udelukkende skulle anvende Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse fra det 5. århundrede. Det var imidlertid kun de lærde der kunne læse den. Hvorfor skulle det engelske folk ikke have en bibel på deres eget sprog, og frihed til at læse i den? „Hieronymus oversatte Bibelen til sit modersmål; hvorfor må vi så ikke?“ indvendte Tyndale.

En trosgerning

Efter at Tyndale var færdig ved Oxford og sandsynligvis havde læst videre ved Cambridge, var han privatlærer for John Walshs sønner i to år i Gloucestershire. I denne periode voksede hans ønske om at oversætte Bibelen til engelsk. Han havde utvivlsomt mulighed for at dygtiggøre sig som oversætter ved at studere Erasmus’ nye bibeltekst, hvor den græske og latinske tekst var opstillet i parallelle spalter. I 1523 forlod Tyndale familien Walsh og rejste til London. Her ville han søge om tilladelse til sin oversættelse hos Londons biskop, Cuthbert Tunstall.

Tunstalls bemyndigelse var nødvendig fordi bestemmelserne i en Oxfordsynode i 1408 blandt andet sagde at det var forbudt at oversætte eller læse Bibelen på modersmålet, medmindre man fik tilladelse til det af en biskop. Mange omrejsende forkyndere, kendt som lollarder, vovede at overtræde dette forbud og blev derfor brændt som kættere. Lollarderne brugte og uddelte John Wycliffes bibel, en engelsk oversættelse af den latinske Vulgata. Tyndale følte at tiden nu var inde til at oversætte de kristne skrifter fra græsk til en ny, pålidelig udgave til brug for kirken og det engelske folk.

Biskop Tunstall var en lærd mand som i høj grad havde støttet Erasmus’ arbejde. Tyndale havde oversat en af Isokrates’ taler, en meget svær græsk tekst, for at give Tunstall et bevis på at han magtede opgaven. Tyndale regnede med at Tunstall ville tilbyde ham venskab og yde ham støtte samt tage imod hans tilbud om at oversætte Bibelen. Hvordan reagerede biskoppen?

Afvist — hvorfor?

Skønt Tyndale medbragte en introduktionsskrivelse ville Tunstall ikke tage imod ham. Tyndale måtte derfor skriftligt anmode om en samtale. Om Tunstall omsider nedlod sig til at tale med Tyndale er uvist, men Tyndale fik denne besked: ’Der er ikke plads i mit hus.’ Hvorfor affærdigede Tunstall ham på denne måde?

Luthers reformarbejde på det europæiske kontinent vakte stor bekymring inden for den katolske kirke, og det gav genklang i England. I 1521 udsendte kong Henrik VIII et skrift der i utvetydige vendinger forsvarede paven frem for Luther. Paven var taknemmelig og tildelte Henrik titlen „troens forsvarer“.a Henriks kardinal Wolsey var også aktiv, idet han destruerede Luthers bøger, der illegalt var blevet indført. Som en katolsk biskop der var loyal mod paven, kongen og sin kardinal, var Tunstall nærmest tvunget til at undertrykke enhver hvis tankegang røbede sympati med den oprørske Luther. Tyndale var under stærk mistanke. Hvorfor?

Under sit ophold hos familien Walsh havde Tyndale frygtløst udtalt sig om det lokale præsteskabs hykleri og uvidenhed. En af disse gejstlige var John Stokesley, der kendte Tyndale fra Oxford, og som med tiden afløste Cuthbert Tunstall som Londons biskop.

Modstanden mod Tyndale fremgår også af en konfrontation han havde med en højtstående gejstlig, som sagde: „Vi kan hellere være foruden Guds lov end pavens.“ Tyndales mindeværdige svar lød: ’Jeg tager afstand fra paven og alle hans love. Hvis Gud sparer mit liv, skal jeg inden mange år sørge for at en plovdreng kender mere til Bibelen end I gør.’

Tyndale måtte nu møde for lederen af Worcester stift på grund af opdigtede anklager for kætteri. „Han kom med skarpe trusler og skældte mig ud,“ fortalte Tyndale, og tilføjede at han var blevet behandlet „som en hund“. Men der var ingen beviser som kunne dømme Tyndale for kætteri. Historikere mener at alt dette i hemmelighed blev fortalt Tunstall, så det kunne påvirke hans afgørelse.

Efter et år i London erkendte Tyndale: „Der var ikke plads i min herre af Londons palads til at oversætte Det Nye Testamente, men faktisk . . . er der intet sted i England det kan gøres.“ Han havde ret. Luthers arbejde havde skabt en restriktiv atmosfære, og hvilken trykker i England turde fremstille en bibel på engelsk? I 1524 krydsede Tyndale derfor Den Engelske Kanal for aldrig at vende tilbage.

Europa og nye problemer

William Tyndale fandt et tilflugtssted i Tyskland med sine dyrebare bøger. Han medbragte 10 engelske pund som hans ven Humphrey Monmouth, en indflydelsesrig købmand i London, venligt havde skænket ham. På den tid var denne sum næsten tilstrækkelig til at Tyndale kunne få trykt De Græske Skrifter, som han planlagde at oversætte. Monmouth blev senere arresteret fordi han havde hjulpet Tyndale og angiveligt sympatiserede med Luther. Monmouth blev forhørt og kastet i fængsel i Tower of London, og han blev først løsladt da han havde givet kardinal Wolsey en undskyldning.

Man ved ikke præcis hvor i Tyskland Tyndale opholdt sig, men noget tyder på at han kan have tilbragt et år i Hamburg. Traf han Luther? Det vides ikke, men ifølge anklagen mod Monmouth gjorde han. Ét er sikkert: Tyndale arbejdede flittigt med at oversætte De Græske Skrifter. Hvor kunne han få trykt sit manuskript? Han betroede opgaven til Peter Quentell i Køln.

Alt gik godt indtil modstanderen Johannes Dobneck, der også er kendt under navnet Cochlæus, fandt ud af hvad der var i gære. Cochlæus sendte omgående besked til en nær ven af Henrik VIII, som straks fik udstedt forbud mod at Quentell trykte Tyndales oversættelse.

Tyndale og hans assistent, William Roye, flygtede for livet, og medbragte de sider af Mattæusevangeliet som var blevet trykt. De sejlede op ad Rhinen til Worms, hvor de gjorde arbejdet færdigt. Med tiden blev der produceret 6000 eksemplarer af denne førsteudgave af Tyndales Nye Testamente.b

Succes trods modstand

Oversættelse og trykning var én sag. At få biblerne til England var en helt anden sag. Kirkefolk og verdslige myndigheder var besluttede på at hindre transporten over Den Engelske Kanal, men venligtsindede købmænd havde løsningen. Skjult i store baller af tøj og andre varer blev biblerne smuglet til England og op til Skotland. Dette glædede Tyndale, men kampen var kun lige begyndt.

Den 11. februar 1526 mødtes kardinal Wolsey med 36 biskopper og andre dignitarer ved St. Paul’s Cathedral i London „for at se store kurvefulde af bøger blive kastet i ilden“. Deriblandt var nogle eksemplarer af Tyndales værdifulde oversættelse. Af denne førsteudgave findes nu kun to eksemplarer. Det eneste komplette (kun titelbladet mangler) findes på British Library. Det andet, som mangler 71 sider, blev ironisk nok fundet på biblioteket i St. Paul’s Cathedral. Ingen ved hvordan det er havnet der.

Tyndale fortsatte ufortrødent med at mangfoldiggøre sin oversættelse, som systematisk blev konfiskeret og brændt af engelske gejstlige. Nu ændrede Tunstall imidlertid taktik. Han aftalte med en købmand ved navn Augustine Packington at denne skulle opkøbe alt hvad der blev skrevet af Tyndale, deriblandt Det Nye Testamente, for at brænde det. Packington indgik dog i al hemmelighed en aftale med Tyndale om dette. Halles Chronicle siger: „Biskoppen fik bøger, Packington fik tak, og Tyndale fik penge. Og da flere eksemplarer af Det Nye Testamente blev trykt, strømmede det ind med bibler til England.“

Hvorfor var de gejstlige så meget imod Tyndales oversættelse? Mens den latinske Vulgata nærmest tilslørede den hellige tekst, fik Tyndales gengivelse af den græske grundtekst for første gang udtrykt Bibelens budskab i et klart sprog til det engelske folk. I Første Korintherbrev, kapitel 13, valgte Tyndale for eksempel at oversætte det græske ord agaʹpe med „kærlighed“ i stedet for „velgørenhed“. Han insisterede på at bruge ordet „menighed“ frem for „kirke“, for at lægge vægt på de troende og ikke bygningerne. Men det der fik bægeret til at flyde over var at Tyndale erstattede „præst“ med „ældste“ og brugte „angre“ frem for „gøre bod“. Derved fratog Tyndale de gejstlige den magt de havde tiltaget sig. Som David Daniell udtrykker det: „Der er ingen skærsild, og det er ikke nødvendigt at skrifte eller gøre bodsøvelser. To støtter til kirkens rigdom og magt er sunket i grus.“ (William Tyndale — A Biography) Dette var det udfordrende ved Tyndales oversættelse, og moderne forskere er enige i at hans ordvalg er præcist.

Antwerpen — forrådt og henrettet

På et tidspunkt mellem 1526 og 1528 flyttede Tyndale til Antwerpen, hvor han kunne føle sig sikker mellem de engelske købmænd. Her skrev han The Parable of the Wicked Mammon, The Obedience of a Christian Man og The Practice of Prelates. Tyndale fortsatte sin oversættergerning og var den første der brugte Guds navn, Jehova, i en engelsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Navnet forekommer over 20 gange.

Mens Tyndale opholdt sig hos sin ven og velgører Thomas Poyntz i Antwerpen, var han i sikkerhed for Wolseys intriger og spioner. Tyndale blev kendt for at tage sig af de syge og de fattige. På et tidspunkt vandt englænderen Henry Phillips på en underfundig måde Tyndales fortrolighed. Det førte til at Tyndale i 1535 blev forrådt og ført til Vilvoorde Slot, cirka 10 kilometer nord for Bruxelles. Her sad han fængslet i 16 måneder.

Det vides ikke med sikkerhed hvem der betalte Phillips, men alt tyder på at det var biskop Stokesley, som på det tidspunkt havde travlt med at brænde „kættere“ i London. I 1539 kunne Stokesley på sit dødsleje „glæde sig over at han i sin levetid havde brændt halvtreds kættere,“ siger W. J. Heaton i The Bible of the Reformation. En af disse var William Tyndale, som, efter først at være blevet stranguleret, blev brændt offentligt i oktober 1536.

Tre fremtrædende teologer fra det katolske Louvain-universitet, hvor Phillips havde tilmeldt sig, var med i den kommission som skulle behandle Tyndales sag. Tre kannikker fra Louvain, tre biskopper og andre dignitarer var også til stede for at se Tyndale blive dømt for kætteri og frataget sit præsteembede. Alle så de frem til hans død. Han døde sandsynligvis i en alder af 42 år.

Robert Demaus, en biograf, sagde for over hundrede år siden: „Tyndale gjorde sig altid bemærket ved at være frygtløs ærlig.“ Tyndale skrev til sin medarbejder, John Frith, som Stokesley fik brændt i London: „Jeg har aldrig ændret så meget som én stavelse i Guds ord mod min samvittighed, og ville heller ikke gøre det i dag, om så alt på jorden, det være sig fornøjelser, ære eller rigdom, blev givet mig.“

Sådan gik det til at William Tyndale gav sit liv for den forret at skænke det engelske folk en bibel de kunne forstå. Det var en høj pris at betale, men en uvurderlig gave at give!

[Fodnoter]

[Ramme på side 29]

TIDLIGE OVERSÆTTELSER

TYNDALES ønske om en oversættelse af Bibelen på folkets modersmål var ikke urimeligt eller uden fortilfælde. I det tiende århundrede var der fremstillet en oversættelse på angelsaksisk. Trykte bibler der var oversat fra latin havde frit cirkuleret i Europa i slutningen af det 15. århundrede: på tysk (1466), italiensk (1471), fransk (1474), tjekkisk (1475), hollandsk (1477) og catalansk (1478). I 1522 udgav Martin Luther sin oversættelse af Det Nye Testamente på tysk. Det eneste Tyndale spurgte om var hvorfor man ikke kunne gøre det samme i England.

[Kildeangivelse på side 26]

Bibel i baggrunden: © The British Library Board; William Tyndale: Med tilladelse fra Hertford College, Oxford