Et bedre håb for sjælen

DET syn der mødte de romerske soldater var ikke lige hvad de havde ventet. Mens de stormede den befæstede bjergtop Masada, de jødiske oprørsstyrkers sidste bastion, gjorde de sig klar til at møde fjendens angreb, krigsråb fra de kæmpende og skrig fra børn og kvinder. Men alt hvad de hørte var knitrende flammer. Mens romerne udforskede den brændende klippefæstning, gik den grufulde sandhed op for dem: Deres fjender, i alt omkring 960 personer, var allerede døde. De jødiske oprørere havde systematisk dræbt deres egne familier, og derefter hinanden. Sidste mand havde begået selvmord.a Hvad havde fået dem til at begå dette frygtelige massemord og selvmord?

Ifølge den samtidige historiker Josefus var troen på den udødelige sjæl en vigtig faktor. Eleazar Ben Ya’ir, zeloternes anfører i Masada, havde først forsøgt at overbevise sine mænd om at selvmord ville være mere ærefuldt end at dø for romernes hånd eller blive slaver for dem. Da han så at de tøvede gik han over til at holde en lidenskabelig tale om sjælen. Han fortalte dem at legemet kun var et påhæng, et fængsel for sjælen. „Men naar Sjælen er befriet fra den Byrde, som hænger ved den og drager den nedad mod Jorden,“ fortsatte han, „kan den begive sig til sit rette Hjem, faar der Del i den velsignede Kraft og Styrke, som intetsteds møder Hindring, og bliver usynlig for menneskelige Øjne ligesom Gud selv.“

Hvordan var reaktionen? Josefus rapporterer hvad der skete da Eleazar længe havde talt på denne måde: „De afbrød ham, og opfyldte af en uimodstaaelig Iver skyndte de sig alle at gøre, som han sagde.“ Josefus tilføjer: „De styrtede afsted som besatte, den ene mere ivrig end den anden; . . . De vare besjælede af en lidenskabelig Iver efter at se deres Hustruers, deres Børns og deres eget Blod.“ — Jødernes Krig mod Romerne.

Denne makabre beretning illustrerer hvor meget læren om den udødelige sjæl kan ændre et menneskes syn på døden. De der tror på den, oplæres til ikke at betragte døden som menneskets værste fjende, men mere som en vej ad hvilken sjælen bliver frigjort til en højere eksistens. Men hvorfor havde de jødiske zeloter denne opfattelse? Mange tror måske at deres hellige skriftruller, De Hebraiske Skrifter, lærer at mennesket har en bevidst ånd i sig, en sjæl som lever videre når man er død. Forholder det sig virkelig sådan?

De Hebraiske Skrifters brug af ordet „sjæl“

Svaret er nej. Lige fra den første bog i Bibelen, Første Mosebog, lærer vi at mennesket ikke har en sjæl, men at det er en sjæl. Om skabelsen af Adam, det første menneske, læser vi: „Mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mos. 2:7) Det hebraiske ord der her bruges for sjæl, næʹfæsj, optræder mere end 700 gange i De Hebraiske Skrifter, men ikke en eneste gang leder det tanken hen på en adskilt, overjordisk, åndelig del af mennesket. Tværtimod er sjælen noget håndgribeligt, konkret og fysisk.

Slå selv følgende skriftstedshenvisninger efter i din egen bibel; i hvert af skriftstederne forekommer det hebraiske ord næʹfæsj. De viser klart at sjælen kan vove noget, stå over for farer eller blive kidnappet (5 Mosebog 24:7; Dommerne 9:17; 1 Samuel 19:11), røre ved noget (Job 6:7), være lagt i jern (Salme 105:18), længes efter at spise kød, spæges af faste, blive svag af sult og tørst, samt lide af tærende sygdom eller søvnløshed som følge af sorg. (5 Mosebog 12:20; Salme 35:13; 69:10; 106:15; 107:9; 119:28) Med andre ord, fordi din sjæl er dig som person, kan din sjæl opleve alt det du kan opleve.b

Betyder det så at sjælen rent faktisk kan dø? Ja. I De Hebraiske Skrifter siges der at sjælen kan „udryddes“, eller henrettes, på grund af uret adfærd; den kan endvidere slås ihjel, myrdes og sønderrives. (2 Mosebog 31:14; 5 Mosebog 19:6; 22:26; Salme 7:2) „Den sjæl der synder, den skal dø,“ står der i Ezekiel 18:4. Døden er tydeligvis noget der rammer alle menneskesjæle, eftersom vi alle synder. (Salme 51:5) Det første menneske, Adam, fik at vide at straffen for synd var døden, ikke en overførsel til åndeverdenen og udødelighed. (1 Mosebog 2:17) Og da han syndede lød dommen: „For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Da Adam og Eva døde blev de ganske enkelt det som i Bibelen ofte kaldes ’døde sjæle’. — 4 Mosebog 5:2; 6:6.

Det er ikke mærkeligt at The Encyclopedia Americana har følgende kommentar til brugen af ordet „sjæl“ i De Hebraiske Skrifter: „I Det Gamle Testamente fremstilles mennesket som en helhed, ikke en forening af sjæl og legeme.“ Der siges videre: „Næʹfæsj bliver aldrig opfattet som noget der optræder adskilt fra legemet.“

Så hvad mente de trofaste jøder at døden var? Enkelt sagt troede de at død var det modsatte af liv. I Salme 146:4 fortælles der hvad der sker når ånden eller livskraften forlader et menneske: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“c I tråd med dette skrev kong Salomon: „De døde ved slet ingenting.“ — Prædikeren 9:5.

Men hvorfor var så mange af det første århundredes jøder, som for eksempel zeloterne på Masada, overbevist om sjælens udødelighed?

Den græske indflydelse

Jøderne havde ikke fået denne opfattelse fra Bibelen, men fra grækerne. Mellem det syvende og det femte århundrede f.v.t. har idéen tilsyneladende bredt sig fra gådefulde græske religiøse sekter til græsk filosofi. Mange havde gennem længere tid følt sig tiltrukket af tanken om et liv efter døden hvor de onde sjæle blev smerteligt straffet, og denne tanke tog yderligere form og spredtes. Filosofferne førte endeløse diskussioner om sjælens nøjagtige natur. Homer hævdede at sjælen med en hørlig summen, piben eller raslen forsvandt i dødsøjeblikket. Epikur sagde at sjælen havde masse og derfor var et meget lille legeme.d

Den største fortaler for den udødelige sjæl var nok den græske filosof Platon, fra det fjerde århundrede f.v.t. Hans beskrivelse af sin lærer Sokrates’ død, viser at han havde samme holdning som zeloterne på Masada århundreder senere. Som teologen Oscar Cullmann udtrykker det: „Platon viser os hvordan Sokrates dør i fuldendt fred og sindsligevægt. Sokrates’ død er en smuk død. Her er intet spor af dødens rædsel. Sokrates kan ikke frygte døden, eftersom den jo befrier os fra legemet. . . . Døden er sjælens hjerteven. Sådan er hans lære; og sådan, i vidunderlig harmoni med sin lære, dør han.“

Det var øjensynlig i makkabæertiden, i det andet århundrede før Kristus, at jøderne begyndte at tage denne græske lære til sig. I det første århundrede e.v.t. fortæller Josefus at farisæerne og essæerne, magtfulde jødiske religiøse grupper, gik ind for denne lære. Poesi der sandsynligvis stammer fra den periode, afspejler samme holdning.

Men hvad med Jesus Kristus? Underviste han og hans disciple også i denne græske lære?

De første kristnes syn på sjælen

De kristne i det første århundrede betragtede ikke sjælen på samme måde som grækerne gjorde. Overvej for eksempel hvad der skete i forbindelse med Jesu ven Lazarus’ død. Hvis Lazarus havde haft en udødelig sjæl der, fri og lyksalig, svævede væk ved hans død, ville beretningen i Johannes, kapitel 11, da ikke have lydt helt anderledes? Så ville Jesus uden tvivl have fortalt sine disciple at Lazarus var i live og ved bevidsthed og havde det godt i himmelen; men tværtimod udtrykte han sig i overensstemmelse med De Hebraiske Skrifter og fortalte dem at Lazarus sov, at han var uden bevidsthed. (Vers 11) Jesus ville så afgjort have glædet sig hvis hans ven befandt sig i vidunderlige nye omgivelser; i stedet læser vi at han græd over vennens død. (Vers 35) Og hvis Lazarus’ sjæl havde befundet sig i himmelen, i lyksalig udødelighed, ville Jesus ikke have været så grusom at hente ham tilbage til nogle få års videre liv i et ufuldkomment fysisk legemes „fængsel“, midt i en syg og døende menneskehed.

Vendte Lazarus tilbage fra de døde med fantastiske beretninger om sine fire dage som en frigjort, ulegemlig ånd? Nej, det gjorde han ikke. De der tror på den udødelige sjæl vil måske indvende at det skyldes at hans oplevelser var for ærefrygtindgydende til at han kunne sætte ord på dem. Det argument er imidlertid ikke særlig overbevisende; kunne Lazarus så i det mindste ikke have fortalt sine kære at det forholdt sig sådan — at han havde oplevet noget der var for storslået til at han kunne beskrive det? Men Lazarus fortalte overhovedet intet om hvad han havde oplevet mens han var død. Tænk engang — at tie om det emne som mere end noget andet har optaget menneskene, nemlig hvad døden er! At han intet fortalte kan kun forklares på én måde. Der var intet at fortælle. De døde sover og er uden bevidsthed.

Fremholder Bibelen således døden som sjælens ven, som noget der blot er en rituel passage mellem forskellige eksistensniveauer? Nej! For sande kristne som apostelen Paulus var døden ikke en ven; den var „den sidste fjende“. (1 Korinther 15:26) Kristne betragter ikke døden som noget naturligt, men derimod som noget afskyeligt, noget unaturligt, idet den er et direkte resultat af synd og oprør mod Gud. (Romerne 5:12; 6:23) Døden har aldrig været en del af Guds oprindelige hensigt med menneskene.

Kristne er imidlertid ikke uden håb hvad angår sjælens død. Lazarus’ opstandelse er blot en af mange bibelske beretninger der levende skildrer det sande bibelske håb for døde sjæle, nemlig en opstandelse. I Bibelen lærer vi om to former for opstandelse. Størstedelen af menneskeheden som sover i graven, hvad enten de er retfærdige eller uretfærdige, har håb om en opstandelse til evigt liv i et paradis her på jorden. (Lukas 23:43; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) En mindre gruppe, som Jesus kalder sin „lille hjord“, vil blive oprejst til udødeligt liv som åndeskabninger i himmelen. Disse, der indbefatter Kristi apostle, vil sammen med Jesus Kristus herske over menneskeheden og føre den frem til fuldkommenhed. — Lukas 12:32; 1 Korinther 15:53, 54; Åbenbaringen 20:6.

Hvordan kan det så være at kristenhedens kirker ikke lærer om opstandelsen, men om menneskesjælens udødelighed? Overvej det svar som teologen Werner Jaeger giver i The Harvard Theological Review, fra 1959: „Det vigtigste faktum i den kristne læres historie er at den kristne teologis fader, Origenes, var platonisk filosof ved skolen i Alexandria. I den kristne lære indbyggede han hele det kosmiske drama om sjælen, en lære han tog fra Platon.“ Kirken gjorde altså hvad jøderne havde gjort nogle hundrede år tidligere. De tilsidesatte Bibelens lære til fordel for græsk filosofi.

Lærens egentlige ophav

Nu vil nogle måske, til forsvar for læren om sjælens udødelighed, spørge: Hvorfor er denne lære, i den ene eller den anden form, så fremherskende blandt denne verdens religioner? Bibelen giver en god begrundelse.

I Bibelen siges der at „hele verden ligger i den ondes magt“, og den identificerer klart Satan som „denne verdens hersker“. (1 Johannes 5:19; Johannes 12:31) Det er tydeligt at verdens religioner ikke har været immune over for Satans påvirkning. De har tværtimod ydet et væsentligt bidrag til de vanskeligheder og stridigheder der er i verden i dag. Og med hensyn til sjælen synes de kun alt for godt at genspejle Satans tanker. Hvordan det?

Husk på den første løgn der blev fremsat. Gud havde fortalt Adam og Eva at hvis de syndede ville de dø. Men Satan forsikrede Eva: „I skal visselig ikke dø.“ (1 Mosebog 3:4) Adam og Eva døde selvfølgelig; de vendte tilbage til støvet nøjagtig som Gud havde sagt. Satan, „løgnens fader“, har imidlertid aldrig opgivet sin første løgn. (Johannes 8:44) I utallige trossamfund der afviger fra Bibelens lære, eller helt ignorerer den, fremmes den samme tanke stadig: ’Du skal visselig ikke dø. Dit legeme forgår måske, men din sjæl lever videre til evig tid — ligesom Gud!’ Interessant nok sagde Satan også til Eva at hun ville „blive som Gud“. — 1 Mosebog 3:5.

Et håb der er baseret på sandhed, er langt bedre end et der er baseret på løgn eller menneskers filosofi. Det er langt bedre at have en sikker forvisning om at vore kære afdøde er uden bevidsthed i graven, frem for at bekymre sig om hvor deres udødelige sjæl befinder sig. Denne dødens søvn er ikke noget vi skal være skrækslagne for eller nedtrykte over. På en måde kan vi betragte de døde som om de befinder sig på et sikkert hvilested. Hvorfor sikkert? Fordi Bibelen forsikrer os om at de døde som Jehova elsker, er levende i en særlig forstand. (Lukas 20:38) De er levende i hans hukommelse. Det er en tanke der yder stor trøst, for hans hukommelse er ubegrænset. Han er ivrig efter at bringe utallige millioner mennesker tilbage til livet og give dem mulighed for at leve evigt i et paradis her på jorden. — Jævnfør Job 14:14, 15.

Den storslåede opstandelsens dag vil komme, eftersom alle Jehovas løfter går i opfyldelse. (Esajas 55:10, 11) Tænk blot på når denne profeti går i opfyldelse: „Men dine døde vil leve, deres legemer vil stå op igen. De der sover i jorden, vil vågne og råbe af glæde; for din dug er dug af strålende lys, og jorden vil lade dem der længe har været døde, blive født igen.“ (Esajas 26:19, The New English Bible) De døde der sover i graven er altså lige så trygge som en baby i moderens mave. De skal snart „fødes“, bringes tilbage til livet på en paradisisk jord.

Hvilket håb kunne være bedre?

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

De jødiske zeloter på Masada troede at døden ville befri deres sjæle