Jesu komme eller Jesu nærværelse?
„Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3.
1. Hvordan gjorde Jesus brug af spørgsmål i sin forkyndelse?
NÅR Jesus stillede sine tilhørere gode spørgsmål, fik det dem til at tænke og se tingene i et nyt perspektiv. (Markus 12:35-37; Lukas 6:9; 9:20; 20:3, 4) Vi kan være taknemmelige for at han også besvarede spørgsmål. Hans svar kaster lys over sandheder som vi ellers ikke ville have kendt til eller forstået. — Markus 7:17-23; 9:11-13; 10:10-12; 12:18-27.
2. Hvilket spørgsmål vil vi nu undersøge nærmere?
2 I Mattæus 24:3 finder vi et af de vigtigste spørgsmål Jesus besvarede. Hans jordiske liv nærmede sig sin afslutning, og han havde netop fortalt at templet i Jerusalem ville blive ødelagt, hvilket ville markere afslutningen på den jødiske ordning. Mattæus beretter hvad der derefter skete: „Mens han sad på Oliebjerget kom disciplene hen til ham da de var for sig selv og sagde: ’Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [„dit komme“, da. aut.] og afslutningen på tingenes ordning?’“ — Mattæus 24:3.
3, 4. Hvordan oversættes et nøgleord i Mattæus 24:3 forskelligt i nogle bibeloversættelser?
3 Millioner af bibellæsere har tænkt: Hvorfor stillede disciplene dette spørgsmål, og hvad betyder Jesu svar for mig? I sit svar sagde Jesus at når træerne får blade, er det et tegn på at sommeren „er nær“. (Mattæus 24:32, 33) Mange kirker lærer derfor at apostlene spurgte om hvad der ville være tegnet på Jesu „komme“, tegnet på at hans genkomst var umiddelbart forestående. De mener at dette „komme“ er det tidspunkt hvor han tager de kristne til himmelen og dernæst gør ende på verden. Er det også sådan du opfatter det?
4 Nogle bibeloversættelser, deriblandt Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, bruger ordet „nærværelse“ i stedet for „komme“. Kunne det tænkes at det disciplene spurgte om, og det svar Jesus gav, drejer sig om noget helt andet end det kirkerne lærer? Hvad var det egentlig disciplene spurgte om? Og hvad svarede Jesus?
Hvad spurgte de om?
5, 6. Hvad har apostlene sikkert haft i tanke da de stillede det spørgsmål vi læser i Mattæus 24:3?
5 I betragtning af det Jesus sagde om templet, tænkte disciplene sandsynligvis på den jødiske ordning da de spurgte om ’et tegn på hans nærværelse [eller „komme“] og afslutningen på tingenes ordning [verdens ende, da. aut.; ordret: „tidsalderens afslutning“].’ — Jævnfør ordet „verden“ i Galaterbrevet 1:4, da. aut.
6 På dette tidspunkt havde apostlene kun en begrænset forståelse af Jesu lære. De havde tidligere forestillet sig „at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig“. (Lukas 19:11; Mattæus 16:21-23; Markus 10:35-40) Og selv efter samtalen på Oliebjerget, men før de blev salvet med hellig ånd, spurgte de Jesus om tiden var inde til at genoprette riget for Israel. — Apostelgerninger 1:6.
7. Hvorfor udspurgte apostlene Jesus angående fremtiden?
7 De var imidlertid godt klar over at han skulle forlade dem, for han havde kort forinden sagt: „Endnu en kort tid vil lyset være iblandt jer. I skal vandre mens I har lyset.“ (Johannes 12:35; Lukas 19:12-27) De kan derfor udmærket have tænkt: ’Hvis Jesus forlader os, hvordan skal vi så kunne kende og anerkende ham når han kommer igen?’ Da han fremstod som Messias, var det kun de færreste der anerkendte ham. Og mere end et år senere var man stadig i tvivl om hvorvidt det var ham der ville opfylde alle messiasprofetierne. (Mattæus 11:2, 3) Der var derfor god grund til at apostlene udspurgte ham om fremtiden. Men bad de om et tegn der viste at han snart ville komme igen, eller spurgte de om noget andet?
8. Hvilket sprog talte apostlene og Jesus sandsynligvis?
8 Hvis du havde været en fugl der lyttede til samtalen på Oliebjerget, hvad ville du så have hørt? (Jævnfør Prædikeren 10:20.) Du ville sandsynligvis have hørt Jesus og hans apostle tale hebraisk. (Markus 14:70; Johannes 5:2; 19:17, 20; Apostelgerninger 21:40) Men de kunne sikkert også tale græsk.
Hvad Mattæus skrev — på græsk
9. Hvad har dannet grundlag for de fleste nyere oversættelser af Mattæusevangeliet?
9 Ifølge kilder fra det andet århundrede efter vor tidsregning er der noget der tyder på at Mattæus først skrev sit evangelium på hebraisk. Senere skrev han det tilsyneladende også på græsk. Mange græske håndskrifter af Mattæus’ evangelium er bevaret til vor tid og har tjent som grundlag for oversættelser til nutidens sprog. Hvad skrev Mattæus på græsk da han gengav samtalen på Oliebjerget? Hvad skrev han om det „komme“ eller den „nærværelse“ som disciplene spurgte om og som Jesus beskrev i sit svar?
10. (a) Hvilket græsk ord for „komme“ benyttede Mattæus ofte, og hvad kan det betyde? (b) Hvilket andet græsk ord er af interesse?
10 I de første 23 kapitler af Mattæus’ evangelium finder vi det almindelige græske udsagnsord for „at komme“, nemlig erʹchomai, over 80 gange. Det indeholder ofte tanken om at nærme sig, sådan som det er tilfældet i Johannes 1:47: „Jesus så Natanael komme hen imod sig.“ Afhængigt af sammenhængen bruges ordet erʹchomai i betydningerne „komme“, „gå“, „tage til“ og „begive sig på vej“. (Mattæus 2:8, 11; 8:28; Johannes 4:25, 27, 45; 11:29; 20:4, 8; Apostelgerninger 8:40; 13:51) Men i Mattæus 24:3, 27, 37, 39 brugte Mattæus et andet ord, et navneord der ikke forekommer noget andet sted i evangelierne, nemlig parousiʹa. Eftersom Gud inspirerede nedskrivningen af Bibelen, hvorfor fik han da Mattæus til at vælge dette græske ord i disse vers da han skrev sit evangelium på græsk? Hvad betyder ordet, og hvorfor bør vi være interesserede i dets betydning?
11. (a) Hvad betyder ordet parousiʹa? (b) Hvordan bekræfter Josefus’ skrifter at vor forståelse af parousiʹa er rigtig? (Se fodnoten.)
11 Kort sagt betyder parousiʹa „nærværelse“. I Vines Expository Dictionary of New Testament Words står der: „PAROUSIA, . . . ordret: en nærværelse, para, ved siden af, og ousia, væren (af eimi, at være), betegner både en ankomst og en efterfølgende nærværelse. For eksempel taler en kvindelig brevskriver i et papyrusbrev om nødvendigheden af sin parousia et sted for at hun kan tage sig af anliggender i forbindelse med sin ejendom dér.“ Andre opslagsværker forklarer at ordet parousiʹa betegner ’en herskers besøg’. Det er altså ikke blot en kort ankomst, men en nærværelse der begynder ved ankomsten og strækker sig fra dette tidspunkt og fremefter. Det er interessant at den jødiske historiker Josefus, en af apostlenes samtidige, anvendte ordet parousiʹa.a
12. Hvordan kan man ud fra Bibelen selv fastslå betydningen af parousiʹa?
12 Betydningen „nærværelse“ bekræftes altså af oldtidens skrifter. Men kristne er naturligvis især interesserede i hvordan ordet parousiʹa anvendes i Guds ord. Også her bruges det i betydningen nærværelse. Det fremgår blandt andet af Paulus’ breve. For eksempel skrev han til filipperne: „Ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær, sådan skal I blive ved med at arbejde på jeres egen frelse.“ Han talte også om at være sammen med dem så de kunne glæde sig ’ved hans nærværelse [parousiʹa] hos dem igen’. (Filipperne 1:25, 26; 2:12) Andre oversættelser lyder: „Når jeg igen er hos jer.“ (Da. aut.; Jerusalem Bible; New English Bible) „Når jeg igen kan komme til at være rigtigt sammen med jer.“ (Seidelin) „Når I atter har mig iblandt jer.“ (Twentieth Century New Testament) I Andet Korintherbrev 10:10, 11 taler Paulus om ’sin personlige nærværelse’ som en modsætning til at være „fraværende“. Her taler han tydeligvis ikke om sit komme eller sin ankomst; han bruger ordet parousiʹa om det at være nærværende.b (Jævnfør Første Korintherbrev 16:17.) Men hvordan forholder det sig med Jesu parousiʹa? Er der her tale om hans „komme“, eller er der tale om en længerevarende nærværelse?
13, 14. (a) Hvorfor må vi slutte at en parousiʹa er af en vis varighed? (b) Hvad kan vi sige om længden af Jesu parousiʹa?
13 Åndssalvede kristne på Paulus’ tid var interesserede i Jesu parousiʹa. Men Paulus advarede dem mod „at blive bragt fra besindelsen“. Først måtte „lovløshedens menneske“ fremstå, hvilket har vist sig at være kristenhedens gejstlighed. Paulus skrev: „Den lovløses nærværelse er ifølge Satans virke ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn.“ (2 Thessaloniker 2:2, 3, 9) Det er indlysende at ’lovløshedens menneskes’ parousiʹa, eller nærværelse, ikke blot var tidspunktet for ankomsten; den ville strække sig over en vis periode, hvorunder der ville blive frembragt løgnagtige tegn. Hvorfor er dette af betydning?
14 Lad os læse det foregående vers: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde med sin munds ånd og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ Ligesom ’lovløshedens menneskes’ nærværelse ville strække sig over en periode, ville Jesu nærværelse også strække sig over en vis tid og nå sit klimaks når „undergangens søn“ blev udslettet. — 2 Thessaloniker 2:8.
Aspekter ved det hebraiske
15, 16. (a) Hvilket særligt ord bruges i mange hebraiske oversættelser af Mattæusevangeliet? (b) Hvordan anvendes ordet bō’ i Bibelen?
15 Som nævnt skrev Mattæus øjensynlig først sit evangelium på hebraisk. Hvilket hebraisk ord brugte han da i Mattæus 24:3, 27, 37, 39? Forskellige oversættelser af Mattæusevangeliet til nutidshebraisk bruger en form af udsagnsordet bō’, både i apostlenes spørgsmål og i Jesu svar. En oversættelse kunne således lyde: „Hvad vil være tegnet på din [bō’] og afslutningen på tingenes ordning?“ og: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens [bō’] være.“ (Mattæus 24:3, 37) Hvad betyder det hebraiske ord bō’?
16 Udsagnsordet bō’ har forskellige betydninger, men grundbetydningen er „at komme“. Værket Theological Dictionary of the Old Testament siger: ’Bō’ forekommer 2532 gange og er således et af de mest anvendte verber i De Hebraiske Skrifter. Det er det verbum der oftest bruges til at beskrive bevægelse.’ (1 Mosebog 7:1, 13; 2 Mosebog 12:25; 28:35; 2 Samuel 19:30; 2 Kongebog 10:21; Salme 65:2; Esajas 1:23; Ezekiel 11:16; Daniel 9:13; Amos 8:11) Hvis Jesus og apostlene brugte et ord der kan have så mange betydninger, kunne man diskutere hvordan det skulle forstås. Men var det dette ord de benyttede?
17. (a) Hvorfor kan man ikke ud fra de nyere oversættelser af Mattæusevangeliet slutte hvad Jesus og apostlene sagde? (b) Hvor kan vi ellers få et fingerpeg om hvilket ord Jesus og apostlene kan have brugt, og af hvilken anden grund er denne kilde interessant? (Se fodnoten.)
17 Det er værd at huske at vore dages hebraiske oversættelser netop er oversættelser, der måske ikke bruger lige netop dét hebraiske ord Mattæus brugte. Jesus kan faktisk godt have brugt et andet ord end bō’, et ord der svarer til betydningen af parousiʹa. Det fremgår af bogen Hebrew Gospel of Matthew, skrevet af professor George Howard og udgivet i 1995. Bogen fokuserer på et polemisk skrift mod kristendommen fra det 14. århundrede, forfattet af den jødiske læge Sjem-Tob ben Isaak ibn Sjaprut. Dette skrift indeholder en hebraisk tekst til Mattæusevangeliet. Der er noget der tyder på at der ikke er tale om en oversættelse fra latin eller græsk på Sjem-Tobs tid, men at denne tekst til Mattæusevangeliet er meget gammel og oprindelig var affattet på hebraisk.c Det er derfor muligt at den bringer os nærmere ordlyden af det der blev sagt på Oliebjerget.
18. Hvilket interessant hebraisk ord anvender Sjem-Tob, og hvad betyder det?
18 I Mattæus 24:3, 27, 39 bruger Sjem-Tobs Mattæusevangelium ikke verbet bō’. Her bruges i stedet det beslægtede navneord bi’ahʹ. I De Hebraiske Skrifter forekommer dette navneord kun i Ezekiel 8:5, hvor det er oversat med „indgangen“. Her bruges bi’ahʹ altså ikke om handlingen at komme, men om indgangen til en bygning; når man befinder sig i indgangen eller på dørtærskelen, er man i bygningen. Ikkebibelske religiøse dokumenter blandt Dødehavsrullerne bruger desuden ofte bi’ahʹ om begyndelsen af præsternes skifter. (Se Første Krønikebog 24:3-19; Lukas 1:5, 8, 23.) En hebraisk oversættelse fra 1986 af den gamle syriske (eller aramaiske) Pesjitta-oversættelse bruger bi’ahʹ i Mattæus 24:3, 27, 37, 39. Noget tyder derfor på at navneordet bi’ahʹ i gammel tid har haft en betydning der i nogen grad adskilte sig fra udsagnsordet bō’ som det bruges i Bibelen. Hvorfor er dét interessant?
19. Hvis Jesus og apostlene benyttede bi’ahʹ, hvad kan vi da slutte?
19 Måske har apostlene og Jesus brugt navneordet bi’ahʹ. Selv hvis apostlene blot tænkte på Jesu fremtidige ankomst, kan Jesus have brugt bi’ahʹ for at give rum for mere end de tænkte på. Jesus kunne have henvist til sit komme for at tiltræde et nyt embede; hans ankomst ville være begyndelsen til den nye stilling han skulle indtage. Det ville svare til betydningen af ordet parousiʹa, som Mattæus senere brugte. Hvis ordet bi’ahʹ blev brugt på denne måde, må det nødvendigvis støtte den tanke Jehovas Vidner længe har fremholdt, nemlig at det sammensatte ’tegn’ Jesus beskrev for sine apostle, skulle vise at han var nærværende.
Mens vi venter på hans nærværelses klimaks
20, 21. Hvad kan vi lære af det Jesus sagde om Noas dage?
20 Vort studium af Jesu nærværelse bør have direkte indflydelse på vor tilværelse og vore forventninger. Jesus opfordrede sine disciple til at holde sig vågne. Han gav et tegn så man kunne se at han var nærværende, men de fleste ville ikke give agt: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Mattæus 24:37-39.
21 På Noas tid fortsatte de fleste i datidens generation blot med at leve sådan som de altid havde gjort. Jesus forudsagde at det samme ville ske under „Menneskesønnens nærværelse“. Noas samtidige har måske ment at der ikke ville ske noget. Men som bekendt nåede Noas dage, der varede et vist tidsrum, et klimaks da „vandfloden kom og gjorde det af med dem alle“. Også i Lukas’ beretning sammenligner Jesus „Noas dage“ med „Menneskesønnens dage“. Jesus sagde advarende: „På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.“ — Lukas 17:26-30.
22. Hvorfor bør vi være særlig interesserede i Jesu profeti i Mattæus, kapitel 24?
22 Alt dette har en særlig betydning for os fordi vi lever på den tid da vi ser alt det Jesus forudsagde, gå i opfyldelse — krige, jordskælv, pestsygdomme, hungersnød og forfølgelse af hans disciple. (Mattæus 24:7-9; Lukas 21:10-12) Disse begivenheder har man kunnet iagttage siden den krig som senere fik det meget betegnende navn den første verdenskrig, og som ændrede historien, selv om de fleste blot betragter disse forhold som historiens normale gang. Sande kristne forstår imidlertid betydningen af disse vigtige begivenheder — ligesom de der lægger mærke til at træerne er ved at få blade, véd at sommeren er nær. Jesus sagde: „Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.“ — Lukas 21:31.
23. For hvem har Jesu ord i Mattæus, kapitel 24, særlig betydning, og hvorfor?
23 Meget af det vi læser i Jesu svar på Oliebjerget, var henvendt til hans disciple. Det var dem der skulle udføre det livreddende arbejde med at forkynde den gode nyhed på hele jorden før enden skulle komme. Det var dem der ville forstå Jesu ord om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ og som skulle stå „på et helligt sted“. Det var dem der skulle reagere ved at „flygte“ før den store trængsel. Og det ville især være dem der blev berørt af de efterfølgende ord: „Blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ (Mattæus 24:9, 14-22) Men hvad betyder disse alvorlige ord, og hvorfor giver de os alligevel grund til at være glade, fortrøstningsfulde og nidkære? Det følgende studium af Mattæus 24:22 vil give os svaret.
[Fodnoter]
a Eksempler fra Josefus’ skrifter: På Sinaj Bjerg viste lyn og torden at „Gud var nærværende [en form af parousiʹa] dér“. Den mirakuløse manifestation i tabernaklet „viste Guds nærværelse [parousiʹa]“. Ved at vise Elisas tjener de stridsvogne der omringede stedet, „tilkendegav [Gud] over for sin tjener sin magt og nærværelse [parousiʹa]“. Da den romerske embedsmand Petronius forsøgte at berolige jøderne, hævdede Josefus at ’Gud viste Petronius sin nærværelse [parousiʹa]’ ved at sende regn. Josefus anvendte ikke ordet parousiʹa om ankomsten, der blot varer et øjeblik. Han brugte det om en vedvarende, og endog usynlig, nærværelse. (2 Mosebog 20:18-21; 25:22; 3 Mosebog 16:2; 2 Kongebog 6:15-17) — Jævnfør Antiquities of the Jews, 3. bog, kapitel 5, paragraf 2 [80]; kapitel 8, paragraf 5 [202]; 9. bog, kapitel 4, paragraf 3 [55]; 18. bog, kapitel 8, paragraf 6 [284].
b I A Critical Lexicon and Concordance to the English and Greek New Testament peger E. W. Bullinger på at parousiʹa betyder ’det at være nærværende eller at komme til stede, følgelig, nærværelse, ankomst; et komme der indeholder tanken om et permanent ophold fra dette komme og fremefter’.
c Et af vidnesbyrdene herom er at det indeholder udtrykket „Navnet“ 19 gange, skrevet med hebraiske bogstaver, enten helt ud eller forkortet. Professor Howard skriver: „Det er bemærkelsesværdigt at finde Guds navn i et kristent skrift citeret af en jødisk polemiker. Hvis der var tale om en hebraisk oversættelse af et kristent dokument fra græsk eller latin, ville man forvente at finde adonai [Herren] i teksten, og ikke et symbol for det uudsigelige gudsnavn JHWH. . . . At han skulle have indføjet det uudsigelige navn, ville være uforklarligt. Vidnesbyrdene tyder stærkt på at Sjem-Tob har fået sit eksemplar af Mattæusevangeliet med en tekst der allerede indeholdt Guds navn, og at han sandsynligvis har bibeholdt det for ikke at risikere at gøre sig skyldig i at fjerne det.“ I Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave med noter og henvisninger bruges Sjem-Tobs udgave af Mattæusevangeliet (J2) som støtte for brugen af Guds navn i De Kristne Græske Skrifter.
Spørgsmål til repetition
■ Af hvilken grund er det vigtigt at forstå hvorfor diverse bibeloversættelser gengiver Mattæus 24:3 forskelligt?
■ Hvad betyder parousiʹa, og hvorfor er det af betydning?
■ Hvilken lighed er der muligvis mellem den græske og hebraiske tekst til Mattæus 24:3?
■ Hvilken faktor vedrørende tidsmomentet må vi nødvendigvis kende for at kunne forstå Mattæus, kapitel 24?
[Illustration på side 10]
Oliebjerget, med udsigt over Jerusalem