Min tillid til Jehova har holdt mig oppe

FORTALT AF AGENOR DA PAIXÃO

Vores eneste søn, Paul, døde af bronkitis da han kun var 11 måneder. Tre måneder senere, den 15. august 1945, døde min kone af lungebetændelse. Jeg var kun 28 år, og disse slag efterlod mig dybt bedrøvet. Min tillid til Jehova og hans løfter holdt mig imidlertid oppe. Lad mig fortælle hvordan jeg fik opbygget denne tillid.

JEG blev født den 5. januar 1917 i Salvador i delstaten Bahia i Brasilien. Lige fra barnsben lærte jeg af min mor at tilbede de katolske „helgener“. Hun vækkede endda mine brødre og mig tidligt om morgenen så vi kunne bede sammen. Mine forældre overværede også candomblé-møder. (afrikansk-brasilianske voodoo-ritualer). Jeg havde stor respekt for disse trosretninger, men jeg nærede ingen tillid til katolicismens såkaldte helgener eller til disse voodoo-ritualer. Noget der især skuffede mig inden for disse religioner, var deres racefordomme.

På et tidspunkt rejste mine to storebrødre hjemmefra for at søge arbejde. Senere forlod min far familien. Som 9-årig måtte jeg derfor ud at finde arbejde for at hjælpe min mor og min lillesøster. Omkring 16 år senere skulle samtaler med en kollega på den fabrik hvor jeg arbejdede, vise sig at blive et vendepunkt i mit liv.

Min tillid til Jehova opbygges

Jeg mødte Fernando Teles i 1942. Han sagde tit at det var forkert at tilbede „helgener“. (1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) I begyndelsen hørte jeg ikke efter hvad han sagde. Men hans oprigtighed og hans interesse for andre, uanset deres hudfarve, tiltrak mig, og jeg kom til at beundre ham for hans bibelkundskab. Det han fortalte om Guds rige og et paradis på jorden, gjorde især et stort indtryk på mig. (Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4) Han lagde mærke til at jeg var interesseret, og gav mig derfor en bibel og nogle bibelske publikationer.

Nogle få uger senere tog jeg imod en invitation til et menighedsbogstudium. I gruppen gennemgik man bogen Religion, udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society. Jeg nød studiet og begyndte at overvære alle Jehovas Vidners menighedsmøder. To ting der især gjorde indtryk på mig, var at ingen nærede fordomme, og at jeg straks blev taget godt imod. Det var omkring dette tidspunkt jeg begyndte at komme sammen med Lindaura. Da jeg fortalte hende om det jeg lærte, begyndte hun også at overvære møderne.

Noget andet ved møderne der gjorde et stort indtryk på mig, var den vægt der blev lagt på forkyndelsesarbejdet. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:20) Opmuntret af pionererne, eller heltidsforkynderne, begyndte jeg at forkynde uformelt i toget når jeg rejste til og fra arbejde. Når jeg fandt en der var interesseret, fik jeg hans adresse og aflagde ham et besøg for at opdyrke interessen yderligere.

I mellemtiden blev min tillid til Jehova og til den organisation han benytter, større og større, så efter at have lyttet til et bibelsk foredrag om kristen indvielse blev jeg døbt i Atlanterhavet den 19. april 1943. Den selv samme dag deltog jeg for første gang i hus-til-hus-forkyndelsen.

Fjorten dage senere, den 5. maj, blev Lindaura og jeg gift. I august 1943 blev hun døbt ved det første stævne Jehovas Vidner holdt i Salvador. I 1973 Yearbook of Jehovah’s Witnesses siges der om dette stævne: „Det lykkedes præsterne at sætte en stopper for det offentlige foredrag i Salvador, men først efter at stævnet var blevet averteret vidt og bredt.“ Beviserne på Jehovas ledelse under hård forfølgelse styrkede min tillid til ham.

Som jeg fortalte i begyndelsen, døde min elskede kone, Lindaura, kun to år efter hendes dåb og tre måneder efter vores søns død. Hun blev kun 22. Men den tillid jeg havde til Jehova, holdt mig oppe i disse vanskelige måneder.

Styrket af åndelig aktivitet

I 1946, et år efter at jeg havde mistet min kone og søn, blev jeg udnævnt til bibelstudietjener i Salvadors dengang eneste menighed. Samme år blev Den Teokratiske Skole oprettet i menighederne i Brasilien, og jeg blev den første skoletjener i delstaten Bahia. I oktober 1946 blev „Glade nationers teokratiske stævne“ afholdt i byen São Paulo. Min chef gennem ti år sagde at han havde brug for mig, og han prøvede at presse mig til ikke at tage af sted. Men efter at jeg havde forklaret ham hvor meget det betød for mig at overvære dette stævne, gav han mig en stor gave og ønskede mig god tur.

Stævneprogrammet i São Paulos kommunale teater blev holdt på landets sprog, portugisisk, såvel som på engelsk, tysk, ungarsk, polsk og russisk. Ved dette stævne blev bladet Vågn op! frigivet på portugisisk. Omkring 1700 overværede det offentlige foredrag. Jeg var så begejstret for stævnet at jeg ansøgte om at tjene som pioner fra 1. november 1946.

På det tidspunkt benyttede vi i stor udstrækning grammofonen i vores pionertjeneste. Vi spillede ofte foredraget „Beskyttelse“ for dem vi besøgte. Bagefter sagde vi: „For at kunne beskytte os mod en usynlig fjende må vi søge hjælp hos en ven som også er usynlig. Jehova er vores bedste ven, og han besidder langt større kraft end vores fjende, Satan. Vi må derfor holde os nær til Jehova for at kunne beskytte os mod Satan.“ Derefter tilbød vi brochuren Beskyttelse, der indeholdt uddybende oplysninger.

Jeg havde været pioner i mindre end et år da jeg modtog en invitation til at tjene som specialpioner i Carioca-menigheden i Rio de Janeiro. I dette område mødte vi indimellem stærk modstand. Min makker, Ivan Brenner, blev engang direkte angrebet af én han besøgte. Naboerne tilkaldte politiet, og vi blev alle ført til politistationen.

Under afhøringen anklagede den vrede mand os for at forstyrre freden. Politichefen beordrede ham til at tie stille. Derefter vendte politichefen sig mod os og sagde på en venlig måde at vi var fri til at gå. Han tilbageholdt manden og anklagede ham for overfald. Situationer som denne styrkede min tillid til Jehova.

Udvidet heltidstjeneste

Jeg var lykkelig da jeg den 1. juli 1949 blev indbudt til at tjene på Betel (Jehovas Vidners afdelingskontor). Dengang lå det brasilianske betelhjem på Rua Licínio Cardoso nr. 330 i Rio de Janeiro. På det tidspunkt bestod betelfamilien kun af 17 medlemmer. I en periode tilhørte jeg den lokale Engenho de Dentro-menighed, men senere blev jeg udnævnt til præsiderende tilsynsmand i den eneste menighed i Belford Roxo, en by der ligger nogle få kilometer fra Rio de Janeiro.

Jeg havde meget travlt i weekenderne. Om lørdagen tog jeg toget til Belford Roxo, hvor jeg forkyndte om eftermiddagen, og om aftenen overværede jeg Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Jeg overnattede hos brødrene og deltog i forkyndelsen søndag formiddag. Om eftermiddagen havde vi det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet. Efter mødet tog jeg tilbage til Betel og var hjemme omkring klokken halv ti om aftenen. I dag er der 18 menigheder i Belford Roxo.

Efter at have fulgt dette weekendprogram i tre og et halvt år blev jeg i 1954 bedt om at tjene som præsiderende tilsynsmand i São Cristóvão-menigheden i Rio de Janeiro. Her blev jeg de næste ti år.

Min beteltjeneste

Min første arbejdsopgave på Betel var at bygge en garage til Selskabets eneste køretøj, en Dodge-varevogn fra 1949. Den fik kælenavnet „Chokolade“ på grund af sin brune farve. Da denne opgave var udført, blev jeg bedt om at arbejde i køkkenet, og her var jeg de næste tre år. Derefter blev jeg overført til jobpress-afdelingen, hvor jeg nu har været i over 40 år.

En stor del af det trykkeriudstyr vi havde, var brugt. For eksempel havde vi i mange år en gammel fladpresse som vi godmodigt opkaldte efter Abrahams hustru, Sara. Den havde i flere år været benyttet i trykkeriet på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. I 1950’erne blev den så fragtet med skib til Brasilien. Ligesom Abrahams hustru bar den frugt i en høj alder — i form af bladene Vagttårnet og Vågn op!

Jeg forbløffes hele tiden over det stigende antal publikationer der fremstilles på det brasilianske trykkeri. I løbet af hele 1953 trykte vi 324.400 blade, men nu trykker vi hver måned over tre millioner eksemplarer.

Vore betelfaciliteter

Det har været spændende gennem årene at følge udvidelsen af vores betelkompleks i Brasilien. I 1952 byggede vi et toetages trykkeri bag vores betelhjem i Rio de Janeiro. I 1968 blev afdelingskontoret flyttet til en ny bygning i São Paulo. Her så der ud til at være rigelig plads til vores betelfamilie på 42 medlemmer. Vi troede virkelig at denne bygning ville kunne dække den fremtidige vækst. Men i 1971 måtte vi opføre to tilbygninger på fem etager, og en tilstødende fabrik blev opkøbt, ombygget og forbundet med dette kompleks. Blot nogle få år senere havde væksten i antallet af forkyndere været så stor at der nu var brug for endnu mere plads — i 1975 var vi over 100.000 forkyndere!

Der blev derfor opført et nyt bygningskompleks omkring 140 kilometer fra São Paulo, i nærheden af den lille by Cesário Lange. I 1980 flyttede betelfamilien på 170 medlemmer ind i disse nye faciliteter. Siden da har Rigets arbejde oplevet en eksplosiv vækst. Der er nu over 410.000 som regelmæssigt deltager i forkyndelsen i Brasilien! For at kunne dække alle disse forkynderes åndelige behov har vi været nødt til at blive ved med at bygge nye trykkerier hvor de bibelske publikationer kan blive fremstillet, og nye boliger der kan huse de frivillige arbejdere på Betel. I øjeblikket er betelfamilien på omkring 1100 medlemmer!

Et højt værdsat privilegium

Jeg betragter beteltjenesten som et værdifuldt privilegium. I mine unge år overvejede jeg at gifte mig igen, men jeg valgte at koncentrere mig helt og fuldt om de privilegier jeg havde på Betel og i forkyndelsesarbejdet. Jeg har haft den glæde at oplære utallige unge i trykkeriet og arbejde sammen med dem dér. Jeg har forsøgt at behandle dem som var de mine sønner. Deres nidkærhed og uselviskhed har været til stor opmuntring for mig.

Jeg har også haft den forret at have selskab af forskellige prægtige værelsesmakkere i årenes løb. Det er sandt at forskelle i personlighed til tider har været en udfordring. Men jeg har lært ikke at forvente fuldkommenhed af andre. Jeg har forsøgt at lade være med at gøre en myg til en elefant eller at tage mig selv for højtideligt. At kunne le ad mine egne fejl har hjulpet mig til at se igennem fingre med andres.

Jeg har også nydt det privilegium at overvære store internationale stævner i USA. Et af disse var stævnet „En evigvarende god nyhed“, der blev holdt på Yankee Stadium i 1963, og et andet var stævnet „Fred på jorden“, der blev afholdt samme sted i 1969. Mens jeg var i New York, havde jeg den glæde at besøge Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, der lå i nærheden.

I ti år har jeg også haft den forret at skiftes med andre ældste til at lede betelfamiliens drøftelse af dagsteksten. Arbejdet med at bringe Rigets budskab ud til de retsindige betragter jeg imidlertid som mit største privilegium. Det har bragt mig stor glæde og været til stor opmuntring for mig at følge i vor Herre Jesu Kristi fodspor.

I de senere år har jeg måttet kæmpe med den udfordring det er at leve med Parkinsons sygdom. Den kærlige omsorg jeg modtager af brødre og søstre på Betels sygeafdeling, er hele tiden en hjælp og trøst for mig. Med fuld tillid beder jeg Jehova Gud om at give mig styrke så jeg fortsat kan gøre mit bedste til fremme af den sande tilbedelse.

[Illustration på side 23]

Mit hjem — afdelingskontoret i Brasilien

[Illustrationer på side 23]

Med min kone, som døde i 1945