Bryllupper der ærer Jehova

Denne artikel om kristne bryllupper blev oprindelig udarbejdet i Etiopien for at tilvejebringe en vejledning på amharisk som en hjælp for de mange i dette land der først for nylig er blevet Jehovas vidner. Den handler om lokale skikke og fremgangsmåder som muligvis adskiller sig fra dem der er almindelige der hvor du bor. Du vil sikkert finde forskellene interessante. Samtidig indeholder artiklen afbalanceret bibelsk vejledning som kan anvendes selv om bryllupsskikkene er anderledes i det område hvor du bor.

„KRISTNE bryllupper der bringer glæde.“ Sådan lød titlen på en studieartikel i Vagttårnet for 15. juli 1984. Den følgende artikel i bladet hed: „Ligevægt ved kristne bryllupsfester.“ (Alle der overvejer ægteskab, kan finde supplerende, fornuftig vejledning i bøgerne Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv, kapitel 2, og Hvordan du får det bedste ud af din ungdom, kapitel 19 og 20.)a Mange er blevet Jehovas vidner siden disse artikler blev bragt. Derfor vil vi genopfriske nogle oplysninger som er særlig anvendelige i vort område, og andre relevante informationer som kan hjælpe os til at gøre bryllupper til begivenheder der ærer Jehova, ægteskabets Indstifter.

Allerførst kunne man overveje hvornår brylluppet skal finde sted. Skal man lade stedlig tradition for hvornår det er sæson for bryllupper, afgøre datoen? Det er den lokale opfattelse at ethvert ægteskab der indgås på et andet tidspunkt af året, vil blive ulykkeligt. En sådan overtro savner ethvert grundlag. Der findes mange ægtepar som lykkeligt og enigt tjener Jehova selv om de ikke lod sig vie i den traditionelle bryllupssæson. Vi tror ikke på at held eller uheld spiller ind. (Esajas 65:11; Kolossenserne 2:8) Og vi hjælper ikke vore ikketroende slægtninge til at se forskel på sandhed og løgn hvis vi lader deres overtro afgøre bryllupsdatoen. Kristne kan indgå ægteskab på et hvilket som helst tidspunkt af året.

Skal der holdes en bryllupstale efter den foreskrevne borgerlige vielse, bør der ikke gå flere dage imellem disse to begivenheder. Ønsker brudeparret at der holdes et bryllupsforedrag i rigssalen, bør de i god tid henvende sig til menighedens ældste for at bede om lov til at bruge salen til dette formål. Menighedens ældste vil sikre sig at de med god samvittighed kan tillade de arrangementer der er planlagt i forbindelse med vielsen. Bryllupstalen bør holdes på et tidspunkt hvor den ikke griber forstyrrende ind i nogle af menighedens aktiviteter. Den broder der skal holde bryllupsforedraget, vil i forvejen mødes med bruden og brudgommen for at tilbyde rådgivning og hjælp. Han vil sikre sig at der ikke, hverken moralsk eller åndeligt, er noget til hinder for ægteskabets indgåelse, og at han kan sige god for planerne om socialt samvær efter brylluppet. Bryllupsforedraget bør vare cirka en halv time, og det bør fremholdes på en værdig måde der understreger det åndelige aspekt. Foredraget har helt afgjort større betydning end en eventuel efterfølgende reception.

Et kristent bryllup er en god lejlighed til at vise at vi „ikke er en del af verden“. (Johannes 17:14; Jakob 1:27) Vor gode orden bør være tydelig for enhver. Det indebærer at brudeparret kommer til tiden i stedet for at lade bryllupsgæsterne vente. Derved undgår man også at brylluppet griber forstyrrende ind i eventuelle menighedsaktiviteter. Bruden må især være opmærksom på dette eftersom verdslige slægtninge måske vil råde hende til at komme for sent for derved at understrege sin betydning. En moden kristen søster kan, ved at være præcis, vise at åndelige egenskaber som ydmyghed og villighed til at tage hensyn til andre er noget hun prioriterer højt! Har man inviteret en fotograf, er god orden i den forbindelse også vigtig. Hvis fotografen er en mand, vil det være passende at forlange at han kommer i jakke og slips, og at han ikke fotograferer på en måde som forstyrrer under foredraget. Der bør ikke tages billeder under bønnen. Vor gode orden vil aflægge et godt vidnesbyrd og vil ære Jehova. Der er ingen grund til at rette sig efter verdslige bryllupstraditioner som ville overskygge begivenhedens egentlige betydning.

En reception er ikke nogen betingelse for et vellykket bryllup, men Skrifterne indeholder ingen indvendinger imod afholdelsen af en reception i forbindelse med en sådan glædelig begivenhed. En sammenkomst for sande kristne bør imidlertid adskille sig markant fra verdslige receptioner der er kendetegnet af ødselhed, drikkeri, frådseri, vild og sindsoprivende musik, vovet og udfordrende dans og tilmed slagsmål. „Sviregilder“ er ifølge Bibelen en af kødets gerninger. (Galaterne 5:21) Det er lettere at have tingene under kontrol når der ikke er arrangeret en meget stor sammenkomst. Der er ingen grund til at stille et telt op udelukkende af hensyn til populære skikke, men hvis nogen beslutter at rejse et telt af hensyn til vejret eller pladsforholdene, er det en personlig afgørelse.

Erfaringen har vist at man kan begrænse antallet af gæster effektivt ved at benytte skriftlige invitationer. Det er klogt at invitere enkeltpersoner i stedet for at indbyde hele menigheder, og som kristne der sætter pris på god orden, bør vi respektere sådanne begrænsninger i antallet af gæster. Skriftlige invitationer vil også hjælpe os til at undgå de pinlige situationer der kan opstå hvis en udstødt skulle dukke op ved receptionen. Skulle det ske, vil mange brødre og søstre sikkert vælge at forlade selskabet. (1 Korinther 5:9-11) Hvis et par indbyder ikketroende familie eller bekendte, vil det uden tvivl være et begrænset antal, eftersom det er vigtigere at invitere „dem der er beslægtede med os i troen“. (Galaterne 6:10) Nogle har valgt at indbyde ikketroende bekendte og slægtninge til at overvære bryllupsforedraget frem for at invitere dem til receptionen. Hvorfor? Verdslige slægtninge har nogle gange skabt så pinlige situationer ved en bryllupsreception at mange brødre og søstre følte sig nødsaget til at gå. Nogle brudepar har blot arrangeret en mindre middag for den nærmeste familie og kristne venner.

Hvis man vælger at afholde en reception, vil det være praktisk at udpege en ’skaffer’, i overensstemmelse med Johannes 2:8, 9. Til den opgave vil brudgommen vælge en broder der er til at stole på, og som vil sørge for god orden og en høj standard. Hvis gæsterne kommer med gaver, bør det gøres uden ’praleri’. (1 Johannes 2:16) Musik kan godt være en nydelse uden at være besmittet af tvivlsomme sangtekster, kraftig støj eller vilde rytmer. Mange har fundet det bedst på forhånd at lade en ældste lytte til den musik der skal spilles. Dans kan være en faldgrube, da mange traditionelle danse stammer fra frugtbarhedsceremonier og er kendetegnet af upassende sensualitet. Når bryllupskagen skæres og serveres sammen med champagne, har det nogle gange dannet optakt til at verdslige gæster slog sig løs. For at undgå problemer har mange kristne par besluttet sig for slet ikke at servere alkohol ved deres bryllupsreception.

Eftersom vi ønsker at ære Jehova, vil vi undgå praleri som ubeskedent henleder opmærksomheden på os selv. Selv verdslige publikationer har advaret imod den almindelige tendens til at overdrive. Det vil være meget uklogt af et par at sætte sig i gæld for at kunne holde et flot bryllup og derefter lide afsavn i årevis for at kunne dække udgifterne til denne ene dag! Tøjet man har på ved en sådan lejlighed, bør naturligvis være fordringsløst og velordnet som det sømmer sig for en der bekender sig til gudsfrygt. (1 Timoteus 2:9, 10) Artiklen „Kristne bryllupper bør genspejle fornuftighed“ (Vagttårnet for 15. maj 1969) kom med følgende interessante bemærkninger om brudeparrets påklædning:

„Et bryllup er jo en ganske særlig lejlighed hvor man almindeligvis gør noget ekstra ud af at se glad og tiltalende ud. Dette betyder dog ikke at man skal have en ganske bestemt slags kjole eller jakkesæt på. Man gør vel i at tage lokal skik og brug, omkostningerne og den personlige smag i betragtning. . . . Vil det . . . være fornuftigt at købe så dyrt tøj at det bliver en økonomisk byrde for [en] selv eller andre? . . . [Nogle brude] har glædet sig over at bruge en kær venindes eller slægtnings kjole. Andre igen har erfaret stor tilfredsstillelse ved at sy deres eget udstyr til brylluppet, og måske har de kunnet bruge kjolen bagefter ved andre lejligheder. Det er da også fuldt ud korrekt at et par bliver gift i deres pæneste dagligtøj. . . . Andre igen som har mulighederne for at holde et overdådigt bryllup, beslutter måske at holde det ’i stilhed’ på grund af tidens alvor.“

Det er ikke nødvendigt at have mange brudepiger og brudesvende, og de vil heller ikke på en upassende måde henlede opmærksomheden på sig selv ved deres påklædning eller adfærd. En udstødt kan godt overvære bryllupsforedraget i rigssalen, men i Vagttårnet for 15. juli 1984 stod der: „Det vil være upassende at nogle der er udstødt eller hvis livsførelse i høj grad strider mod Bibelens principper, spiller en sådan fremtrædende rolle.“ (Optræder som brudepige eller brudesvend.)

Jesus overværede et bryllup. Alligevel kan man ikke forestille sig at han ville synes om at man fulgte den populære skik der består i at få en larmende bilkortege til at køre rundt i byen. Politiet har endda idømt førerne af bilerne i en sådan bryllupsprocession bøder for at bruge hornet. (Se Mattæus 22:21.) Som opsummering kan man sige at kristne bør udvise den visdom der er hos de beskedne, frem for at efterligne praleriet og den adfærd der er typisk for folk fra nationerne. — Ordsprogene 11:2.

Men hvad så når naboen, verdslige arbejdskammerater, fjerne slægtninge eller bekendte skal giftes? Om man vil overvære et sådant bryllup, er op til den enkelte kristne. Vi må huske at vor tid er kostbar — vi har brug for tid til tjenesten, vort personlige studium og andre gøremål i familien og i menigheden. (Efeserne 5:15, 16) Vi vil ikke gå glip af weekendens møder og tjeneste. (Hebræerne 10:24, 25) Mange bryllupper finder sted på tidspunkter der falder sammen med afholdelsen af stævner eller særlige tjenesteaktiviteter i forbindelse med Herrens aftensmåltid. Vi bør ikke lade vor opmærksomhed blive afledt så vi undlader at gøre os de samme særlige anstrengelser for at overvære Herrens aftensmåltid som vore brødre rundt omkring i verden. Før vi fik kendskab til sandheden, tilbragte vi megen tid sammen med verdslige mennesker, måske endda på en måde som vanærede Gud. (1 Peter 4:3, 4) Nu prioriterer vi anderledes. Man kan altid sende et verdsligt brudepar et lykønskningskort eller aflægge dem et lille besøg når de er blevet gift. Nogle har benyttet en sådan lejlighed til at få aflagt et vidnesbyrd ved at henvise til skriftsteder der er særlig relevante for nygifte.

Et bryllup hvor de åndelige aspekter prioriteres højere end den verdslige måde at gribe tingene an på, vil i sandhed være til ære for Jehova. Hvis vi som kristne skal kunne glæde os over sådanne lejligheder, må vi holde os adskilt fra denne verden med dens overtro og udskejelser, ikke lade noget gribe forstyrrende ind i regelmæssige teokratiske aktiviteter og være beskedne i stedet for pralende. Så vil vi kunne se tilbage på begivenheden med god samvittighed og glade minder. Hvis vi lægger visdom og rimelighed for dagen, kan vore kristne bryllupper være et vidnesbyrd for retsindige iagttagere.

[Fodnote]

[Illustration på side 24, 25]

Kristne vil ikke slavisk følge enhver lokal bryllupstradition