Hvordan har Gud inspireret Bibelen?

KOMMUNIKATION har aldrig før været så spændende som nu. Telefoner, telefaxmaskiner, computere — hvem kunne år tilbage have forestillet sig at man en dag ville være i stand til at sende en meddelelse til næsten et hvilket som helst sted i verden på et øjeblik?

Mennesket har dog aldrig lært at gøre brug af den mest spændende form for kommunikation der findes — den guddommelige inspiration. Jehova inspirerede cirka 40 mænd til at frembringe hans skrevne ord, Bibelen. Ligesom mennesker gør brug af forskellige kommunikationsmidler har Jehova også gjort brug af adskillige metoder da han inspirerede Bibelen.

Diktat. Gud gav mennesker specifikke budskaber som senere blev indlemmet i den bibelske beretning.a Læg for eksempel mærke til de forordninger Lovpagten bestod af. „Skriv disse ord op,“ befalede Jehova Moses, „for i overensstemmelse med disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel.“ (2 Mosebog 34:27) Disse „ord“, som Moses modtog og nedfældede „ved engles formidling“, står at læse i Anden, Tredje, Fjerde og Femte Mosebog i Bibelen. — Apostelgerninger 7:53.

Mange andre profeter, deriblandt Esajas, Jeremias, Ezekiel, Amos, Nahum og Mika, modtog specifikke budskaber fra Gud gennem engle. I nogle tilfælde indledte disse mænd deres profetiske udtalelser med formuleringen: „Således har Jehova sagt.“ (Esajas 37:6; Jeremias 2:2; Ezekiel 11:5; Amos 1:3; Mika 2:3; Nahum 1:12) Derefter skrev de ned hvad Gud sagde.

Syner, drømme og trancer. Et syn er et synsindtryk, et billede eller et budskab der indprentes i en vågen persons sind, som regel på overnaturlig vis. Peter, Jakob og Johannes så for eksempel Jesu forvandling i et syn „da de blev helt vågne“. (Lukas 9:28-36; 2 Peter 1:16-21) I nogle tilfælde blev et budskab overbragt i en drøm, et natligt syn, og præget i modtagerens underbevidsthed mens han sov. Daniel brugte udtrykket „mit hoveds syner mens jeg lå på min seng“ — eller, som Ronald A. Knox gengiver det, „mens jeg lå og så i min drøm“. — Daniel 4:10.

Jehova kunne også få en person til at falde i trance, en tilstand af dyb koncentration mens vedkommende var delvis vågen. (Jævnfør Apostelgerninger 10:9-16.) Det græske ord der gengives med „trance“, er ekʹstasis, som betyder „det at være ude af sin (normale) stilling“, og når det bruges om sindet, betegner det at dette er bragt ud af sin normale tilstand. Det vil sige at personen i trancetilstanden er bragt så meget ud af sin normale tilstand at vedkommende har lukket omverdenen ude og således er modtagelig for synet. Paulus var sandsynligvis i en sådan trance da han „blev bortrykket til paradiset og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale“. — 2 Korinther 12:2-4.

Bibelskribenter der modtog syner eller drømme, eller som blev hensat i trance, havde ofte en vis frihed til med egne ord at skildre hvad de havde set, i modsætning til de skribenter der nedskrev budskaber efter Guds diktat. Habakkuk blev befalet: „Skriv synet ned og lad det stå tydeligt på tavler, for at den der oplæser det kan gøre det flydende.“ — Habakkuk 2:2.

Betyder det at disse dele af Bibelen er mindre inspirerede end de passager som blev dikteret? Nej, slet ikke. Gennem sin ånd fæstede Jehova sit budskab dybt i samtlige skribenters sind. Det bevirkede at det var Guds og ikke menneskers tanker de nedfældede. Jehova lod skribenterne om ordvalget, men ledede deres sind og hjerte så ingen vigtig oplysning blev udeladt. I sidste instans blev ordene derfor betragtet som Guds egne. — 1 Thessaloniker 2:13.

Åbenbaringer fra Gud. Bibelen indeholder profetier — historie åbenbaret og nedskrevet på forhånd — noget som langt overgår menneskers evner. Et eksempel handler om ’Grækenlands konges’, Alexander den Stores, fremståen og fald, en begivenhedsrække som blev forudsagt omkring 200 år i forvejen. (Daniel 8:1-8, 20-22) I Bibelen løftes sløret også for begivenheder som ingen mennesker har været vidne til. Beretningen om himmelens og jordens skabelse er et eksempel på dette. (1 Mosebog 1:1-27; 2:7, 8) Man kan også i Bibelen finde gengivelser af samtaler der har fundet sted i himmelen, for eksempel dem der er beskrevet i Jobs Bog. — Job 1:6-12; 2:1-6.

I de tilfælde hvor Gud ikke direkte åbenbarede disse begivenheder for skribenten, gjorde han dem kendt for en eller anden, så hændelserne kunne indgå i en mundtlig eller skriftlig overlevering og blive givet videre fra den ene generation til den anden for så på et senere tidspunkt at blive taget med i den bibelske beretning. (Se rammen på side 7.) Vi kan under alle omstændigheder være forvissede om at Jehova er kilden til alle sådanne oplysninger. Som følge af hans ledelse er skribenternes beretninger ikke blevet besmittet med unøjagtigheder, overdrivelser eller myter. Peter skrev om hvordan profetier blev til: „Mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“b — 2 Peter 1:21.

Et krævende arbejde for skribenterne

Skønt bibelskribenterne blev „ført af hellig ånd“, var det stadig nødvendigt at de gjorde sig umage. Salomon, for eksempel, „overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog. [Han] stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ — Prædikeren 12:9, 10.

Nogle bibelskribenter måtte foretage omfattende undersøgelser for at dokumentere rigtigheden af deres stof. Lukas skrev om sit evangelium: „Jeg [har også] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned . . . i logisk rækkefølge.“ Guds ånd velsignede Lukas’ anstrengelser ved uden tvivl at sørge for at han fik troværdige og historiske dokumenter i hænde og fik mulighed for at udspørge pålidelige øjenvidner, som for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Derefter ledede Guds ånd Lukas til at føre nøjagtige optegnelser. — Lukas 1:1-4.

Johannes’ evangelium var i modsætning til Lukas’ en øjenvidneskildring som blev skrevet cirka 65 år efter Jesu død. Jehovas ånd skærpede uden tvivl Johannes’ hukommelse så den ikke var svækket selv efter så mange år. Det ville være en naturlig følge af Jesu løfte til sine disciple: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ — Johannes 14:26.

I nogle tilfælde medtog bibelskribenterne uddrag af øjenvidneberetninger som var optegnet af tidligere historikere. Flere af disse historikere var ikke inspirerede. Jeremias samlede i stor udstrækning stof til Første og Anden Kongebog på denne måde. (2 Kongebog 1:18) Ezra henviste til mindst 14 ikkeinspirerede kilder da han skulle samle materiale til Første og Anden Krønikebog, deriblandt „beretningen om kong Davids historie“ og „Bogen om Judas og Israels Konger“. (1 Krønikebog 27:24; 2 Krønikebog 16:11) Moses citerede fra „Bogen om Jehovas Krige“ — uden tvivl en pålidelig historisk beretning om Guds folks krige. — 4 Mosebog 21:14, 15.

I sådanne tilfælde var den hellige ånd aktivt medvirkende. Den bevægede bibelskribenterne til kun at udvælge troværdigt materiale som da blev en del af Bibelens inspirerede beretninger.

Fra hvem kom den praktiske vejledning?

Bibelen indeholder et væld af praktisk vejledning som er baseret på skarpsindige personlige iagttagelser. For eksempel skrev Salomon: „Der er intet bedre for et menneske end at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje. Også dette, har jeg set, er fra den sande Guds hånd.“ (Prædikeren 2:24) Paulus sagde at hans råd angående ægteskab var et udtryk for „[hans egen] mening“, og dog tilføjede han: „Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.“ (1 Korinther 7:25, 39, 40) Paulus havde Guds ånd, for som apostelen Peter bemærkede, skrev Paulus ’ifølge den visdom der var givet ham’. (2 Peter 3:15, 16) Han gav altså udtryk for sin mening under Guds ånds ledelse.

Når bibelskribenterne udtrykte sådanne personlige meninger, var det på baggrund af studium og praktisk forståelse af de skrifter der var tilgængelige. Vi kan være forvissede om at deres skrifter harmonerer med Guds tankegang. Det de skrev ned, blev en del af Guds ord.

Det er rigtigt at Bibelen indeholder udtalelser af nogle hvis opfattelser var forkerte. (Sammenlign Job 15:15 med 42:7.) Nogle af Guds tjenere fremsatte i dybe kvaler enkelte foruroligede udtalelser som er taget med i Bibelen. Af disse udtalelser alene kan vi ikke drage endegyldige konklusioner.c Skribenten gav udtryk for sin personlige mening og foretog nøjagtige optegnelser under ledelse af Guds ånd. Det satte ham i stand til at påvise og afsløre falske ræsonnementer. Desuden vil enhver fornuftig læser kunne afgøre ud fra sammenhængen om skribentens opfattelser er rigtige.

Vi kan kort sagt have tillid til at hele Bibelen er Guds budskab. Jehova har sikret sig at dens indhold tjener hans hensigt og tilvejebringer livsvigtig belæring til dem der ønsker at tjene ham. — Romerne 15:4.

Hvorfor er mennesker blevet brugt som skribenter?

At Jehova benyttede mennesker til at nedskrive Bibelen, vidner om hans store visdom. Tænk over følgende: Hvis Gud havde overdraget denne opgave til engle, ville Bibelen da have appelleret til mennesker på samme måde? Det ville sandt nok have været spændende at læse om Guds egenskaber og gerninger set fra en engels synspunkt. Men hvis den menneskelige faktor helt manglede, ville vi måske have haft svært ved at forstå Bibelens budskab.

Bibelen kunne for eksempel blot have oplyst at kong David begik ægteskabsbrud og mord, og at han derefter angrede. Men det virker stærkere at kunne læse Davids egne ord da han fortvivlet bad Jehova om tilgivelse! Han skrev: „Min synd har jeg til stadighed for øje . . . et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ (Salme 51:3, 17) Det er det menneskelige element der giver Bibelen dens varme, afveksling og særlige appel.

Ja, Jehova valgte den fortrinligste måde at give os sit ord på. Han benyttede mennesker trods deres svagheder og skrøbeligheder, og de førtes af hellig ånd sådan at der ikke indsneg sig nogen fejl i deres skrifter. Bibelen er derfor af stor værdi for os. Dens råd er velfunderede, og dens profetier om et fremtidigt paradis på jorden er pålidelige. — Salme 119:105; 2 Peter 3:13.

Hvorfor ikke gøre det til en vane at læse et stykke i Guds ord hver dag? Peter skrev: „Hig . . . efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (1 Peter 2:2) Eftersom hele Skriften er inspireret af Gud, vil du opdage at den er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustrationer på side 7]

Hvorfra fik Moses sine oplysninger?

MOSES skrev Første Mosebog. Men alt hvad han nedskrev, fandt sted længe før han blev født. Hvorfra fik Moses disse oplysninger? Det er muligt at han har fået kendskab til dem ved direkte åbenbaring fra Gud. Men det kan også være at kendskabet til nogle af disse begivenheder er blevet videregivet ved mundtlig overlevering fra den ene generation til den anden. På grund af menneskets lange levetid dengang kan meget af det Moses nedskrev, være videregivet fra Adam til Moses gennem blot fem led, nemlig Metusalem, Sem, Isak, Levi og Amram.

Desuden kan Moses have rådført sig med skrevne dokumenter. Det er i denne forbindelse værd at lægge mærke til at Moses hyppigt bruger vendingen „dette er den historiske beretning om“ før han nævner den person han vil skrive om. (1 Mosebog 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2) Nogle bibelkyndige mener at det hebraiske ord som er oversat med „historiske beretning“, tōledhōthʹ, henviser til et allerede eksisterende historisk dokument Moses brugte som kildeskrift. Dette kan dog ikke fastslås med sikkerhed.

Det kan være at Moses fik oplysningerne til Første Mosebog på alle tre nævnte måder — nogle ved direkte åbenbaring, andre ved mundtlige overleveringer og atter andre i form af skriftlige beretninger. Det væsentlige er imidlertid at Jehovas ånd inspirerede Moses. Derfor kan det han skrev, med rette betragtes som Guds ord.

[Illustration på side 4]

Gud inspirerede på forskellig måde mennesker til at nedskrive Bibelen