Hvordan vi har fået Bibelen — 1. dela

I ET lille værksted betjener en trykker og hans lærlinge deres trykpresse af træ. De anbringer omhyggeligt de hvide papirark oven på skriftbilledet og kontrollerer bagefter hvert tryk. Derefter bliver de sammenfoldede ark hængt til tørre på nogle udspændte snore.

Pludselig bliver der banket voldsomt på døren. Forskrækket slår trykkeren slåen fra, og en flok bevæbnede soldater braser ind. De begynder at søge efter den mest forkætrede af alle ulovlige bøger — Bibelen oversat til modersmålet!

Men soldaterne er kommet for sent. Oversætteren og hans medhjælper er blevet advaret om faren og har allerede skyndt sig hen til trykkeriet, hvor de har sikret sig flere favnfulde trykte sider og er flygtet op ad Rhinen. Det er lykkedes dem at redde i det mindste en del af deres arbejde.

Oversætteren var William Tyndale, der i 1525 i Köln i Tyskland forsøgte at fremstille sin forbudte engelske oversættelse af „Det Nye Testamente“. Det der hændte ham, var langtfra noget enestående. I de næsten 1900 år der er gået siden nedskrivningen af Bibelen blev fuldført, har mange mænd og kvinder vovet alt for at oversætte og udbrede Guds ord. I dag nyder vi stadig gavn af deres arbejde. Hvad udrettede de? Hvordan har vi fået de bibler vi bruger i dag?

Hvordan Bibelen blev afskrevet og oversat

Guds sande tjenere har altid agtet Bibelen højt. Der siges i New Catholic Encyclopedia: „De kristne i det første århundrede satte ligesom deres jødiske forfædre stor pris på at læse de hellige bøger. Apostlene fulgte Jesu eksempel (Mt 4:4; 5:18; Lu 24:44; Jo 5:39) og havde så godt kendskab til Det Gamle Testamente at de må have foretaget et omfattende og omhyggeligt studium af det. De opfordrede deres disciple til at gøre det samme (Ro 15:4; 2Ti 3:15-17).“

Det blev derfor nødvendigt at fremstille kopier af Bibelen. I førkristen tid blev en stor del af dette kopieringsarbejde udført af særdeles dygtige afskrivere, de såkaldte ’skriftlærde’, der var skrækslagne for at begå fejl. (Ezra 7:6, 11, 12) De stræbte efter det fuldkomne og satte derved en høj standard for alle senere afskrivere af Bibelen.

I løbet af det 4. århundrede f.v.t. blev man imidlertid stillet over for en særlig udfordring. Alexander den Store ønskede at alle verdens folk blev oplært i græsk kultur. Hans erobringer medførte at koinégræsk, (koiné betyder „fælles“ eller „almindelig“), blev det fællessprog man benyttede overalt i Mellemøsten. Som følge heraf voksede mange jøder op uden at lære at læse hebraisk og var derfor ude af stand til at læse Skrifterne. Omkring år 280 f.v.t. var en gruppe hebraiske lærde derfor samlet i Alexandria i Ægypten for at oversætte den hebraiske bibel til det almindeligt udbredte koinégræsk. Deres oversættelse blev kendt under navnet Septuaginta, et latinsk ord der betyder „halvfjerds“. Man mener nemlig at der var omkring 70 oversættere som deltog i arbejdet. Oversættelsen blev fuldført omkring år 150 f.v.t.

På Jesu tid talte man stadig hebraisk i Palæstina. Koinégræsk var dog det dominerende sprog både her og i de øvrige vidt spredte provinser i den romerske verden. De kristne bibelskribenter skrev derfor på dette sprog for at nå ud til så mange ikkejøder som muligt. De citerede desuden ofte fra Septuaginta og brugte mange af dens udtryk.

De første kristne var ivrige missionærer og blev derfor hurtigt dygtige til at bruge Septuaginta-oversættelsen når de skulle bevise at Jesus var den længe ventede Messias. Det gjorde jøderne vrede og fik dem til at udarbejde nye græske oversættelser i den hensigt at revidere de skriftsteder som de kristne brugte i deres bevisførelse, og derved berøve dem deres argumenter. For eksempel brugte Septuaginta i Esajas 7:14 et græsk ord der betyder „jomfru“, hvilket er en profeti om den der skulle blive mor til Messias. De nye oversættelser brugte et andet græsk ord, der betyder „ung kvinde“. Men de kristne fortsatte med at bruge Septuaginta, hvilket til sidst fik jøderne til helt at opgive deres taktik og i stedet gå ind for at man vendte tilbage til hebraisk. Dette viste sig i sidste instans at være til stor hjælp for eftertidens bibeloversættere, for det var medvirkende til at hebraisk forblev et levende sprog.

De første kristne fremstillede bøger

De nidkære kristne i det første århundrede gik i gang med at frembringe så mange afskrifter af Bibelen som muligt, alle afskrevet i hånden. De gik også foran med at bruge kodeksen, der i modsætning til de lange skriftruller havde sider ligesom vore dages bøger. Det gjorde det nemmere hurtigt at finde bestemte skriftsteder, og en enkelt kodeks kunne desuden indeholde mere end én skriftrulle, for eksempel alle De Græske Skrifter eller hele Bibelen.

De Kristne Græske Skrifters kanon blev fuldført omkring år 98 e.v.t. da den sidste apostel, Johannes, skrev sine breve og sit evangelium. Der findes et fragment af en afskrift af Johannesevangeliet der kaldes Papyrus Rylands 457 (P⁵²), som daterer sig til ikke senere end 125 e.v.t. Allerede i årene mellem 150 og 170 e.v.t. udarbejdede Tatian, en af Justinus Martyrs elever, Diatessaron. Det er en såkaldt evangelieharmoni, en samarbejdet beretning om Jesu liv bygget på de fire evangelieberetninger som findes i vore dages bibler.b Det viser at det udelukkende var disse evangelier Tatian betragtede som autentiske, og at de allerede var udbredt på dette tidspunkt. Omkring år 170 e.v.t. blev den tidligst kendte fortegnelse over bøgerne i Det Nye Testamente fremstillet. Den kaldes Det Muratoriske Fragment og opregner de fleste af bøgerne i De Kristne Græske Skrifter som kanoniske.

Kristendommens udbredelse øgede hurtigt efterspørgselen efter oversættelser af De Kristne Græske Skrifter og De Hebraiske Skrifter. Der blev med tiden udarbejdet adskillige oversættelser til blandt andet armensk, georgisk, koptisk og syrisk. Ofte måtte man opfinde alfabeter alene til dette formål. For eksempel mener man at Wulfila, en katolsk biskop fra det fjerde århundrede, opfandt det gotiske alfabet for at kunne oversætte Bibelen. Han udelod imidlertid Kongebøgerne da han mente at de ville virke fremmende på goternes krigeriske tilbøjeligheder. Det hindrede dog ikke de „kristnede“ gotere i at plyndre Rom i 410 e.v.t.

Latinske og slaviske bibler

I mellemtiden vandt sproget latin udbredelse, og man udarbejdede adskillige gammellatinske oversættelser. Men de varierede meget hvad angik stil og nøjagtighed. I 382 e.v.t. gav pave Damasus I sin sekretær, Hieronymus, det hverv at udarbejde en officiel bibeloversættelse på latin.

Hieronymus påbegyndte arbejdet ved at revidere de latinske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter. Hvad De Hebraiske Skrifter angik, insisterede han på at oversætte fra den hebraiske grundtekst. I 386 e.v.t. flyttede han til Betlehem for at studere hebraisk og for at søge hjælp hos en rabbiner. Det skabte en del polemik i kirkelige kredse. Nogle, deriblandt Augustin, der levede samtidig med Hieronymus, mente at Septuaginta var inspireret, og de beskyldte Hieronymus for at „gå over til jøderne“. Men Hieronymus fortsatte ufortrødent sit arbejde, der blev fuldført omkring år 400 e.v.t. Han søgte tilbage til grundsprogene og de oprindelige håndskrifter og oversatte dem til det sprog man talte på hans tid. Derved var han over tusind år forud for sin tid hvad bibeloversættelse angik. Hans værk kaldes Vulgata, det vil sige den almindeligt anerkendte oversættelse, og folk havde gavn af denne oversættelse i flere hundrede år.

I den østlige del af kristenheden kunne mange stadig læse Septuaginta-oversættelsen og De Kristne Græske Skrifter. Senere blev sprog og dialekter af den slaviske sprogslægt udbredt i Østeuropa. I 863 e.v.t. rejste to græsktalende brødre, Kyrillos og Methodios, til Mähren, vore dages Tjekkiet. De begyndte at oversætte Bibelen til oldslavisk. Til det formål opfandt de det glagolitiske alfabet, der med tiden blev fortrængt af det kyrilliske alfabet opkaldt efter Kyrillos. Det kyrilliske alfabet blev grundlaget for den skrift der i dag benyttes i bulgarsk, russisk, serbisk og ukrainsk. Den slaviske bibel blev i generationer brugt af folk i dette område. Men efterhånden som sprogene forandrede sig, blev den med tiden uforståelig for de fleste.

Den hebraiske bibel overlever

I løbet af denne periode, fra omkring det 6. til det 10. århundrede e.v.t., udviklede en gruppe jøder kendt som masoreterne nogle systematiske afskrivningsmetoder for at bevare De Hebraiske Skrifter. De gik så langt at de talte hver enkelt linje og hvert eneste bogstav, og de angav desuden forskellene mellem forskellige håndskrifter, alt sammen for at bevare en nøjagtig bibeltekst. Deres anstrengelser var ikke forgæves. En sammenligning mellem de nyere masoretiske tekster og Dødehavsrullerne, der blev skrevet mellem år 250 f.v.t. og år 50 e.v.t., har for eksempel vist at der i en periode på over 1000 år ikke er sket ændringer af indholdsmæssig betydning.c

Det er ikke uden grund at man kalder middelalderen i Europa for den mørke middelalder. Befolkningen kunne stort set ikke læse og skrive. Til sidst kom det så vidt at de fleste gejstlige hverken kunne læse kirkelatin eller deres eget modersmål. Det var også på dette tidspunkt at man i Europa begyndte at drive jøderne sammen i ghettoer. Det var til dels som følge af denne isolation at jøderne bevarede et indgående kendskab til bibelhebraisk. Men på grund af fordom og mistillid var der som regel ikke adgang til jødernes ekspertise uden for ghettoen. I Vesteuropa var også kendskabet til græsk dalende. Situationen blev yderligere forværret af Vestkirkens ærbødighed for Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse. Den blev generelt betragtet som den eneste autoriserede oversættelse, selv om latin ved slutningen af den masoretiske periode var ved at blive et dødt sprog. Efterhånden som ønsket om at kende Bibelen langsomt begyndte at spire, var der udsigt til en stor strid.

Bibeloversættelse møder modstand

I 1079 udstedte pave Gregor VII det første af middelalderkirkens mange edikter der forbød at man fremstillede eller i nogle tilfælde blot ejede en oversættelse på modersmålet. Han tilbagekaldte tilladelsen til at holde messe på slavisk da det ville indebære at dele af Den Hellige Skrift blev oversat. Helt i modstrid med de første kristnes indstilling skrev han: „Det [har] behaget den almægtige Gud at lade Den Hellige Skrift være en hemmelighed visse steder.“ Da dette var kirkens officielle holdning, betragtede man i stigende grad fortalerne for bibellæsning som farlige.

Trods det ugunstige klima fortsatte man med at afskrive Bibelen og oversætte den til sprog som menigmand talte. I Europa cirkulerede der i al hemmelighed oversættelser på mange sprog. De var alle afskrevet i hånden, eftersom trykkekunsten i Europa først blev opfundet i midten af 1400-tallet. Men da eksemplarerne var dyre og få i tal, ville menigmand være heldig hvis han kom til at eje blot en del af en af Bibelens bøger eller bare nogle få sider. Nogle lærte store afsnit af Bibelen, ja, endog alle De Kristne Græske Skrifter, udenad!

Med tiden bredte der sig et ønske om at få kirken reformeret. Dette ønske om reform skyldtes til dels en voksende forståelse af at Guds ord havde betydning i dagliglivet. Hvilken betydning ville disse bevægelser samt opfindelsen af trykkekunsten få for Bibelen? Hvad skete der med William Tyndale og hans oversættelse, som blev omtalt i indledningen? I kommende numre af Vagttårnet vil vi følge Bibelens fascinerende historie frem til vor tid.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 8, 9]

Vigtige årstal i forbindelse med Bibelens overlevering

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FØR VOR TIDSREGNING (F.V.T.)

De Hebraiske Skrifter fuldføres ca. 443 f.v.t.

400 f.v.t.

Alexander den Store (død 323 f.v.t.)

300 f.v.t.

Septuaginta påbegyndes ca. 280 f.v.t.

200 f.v.t.

100 f.v.t.

De fleste Dødehavsruller ca. 100 f.v.t. til 68 e.v.t.

EFTER VOR TIDSREGNING (E.V.T.)

Jerusalem ødelægges 70 e.v.t.

De Græske Skrifter fuldføres 98 e.v.t.

100 e.v.t.

Papyrus Rylands af Johannesevangeliet (ca. 125 e.v.t.)

200 e.v.t.

300 e.v.t.

400 e.v.t.

Hieronymus’ latinske Vulgata ca. 400 e.v.t.

500 e.v.t.

Den masoretiske tekst udarbejdes

600 e.v.t.

700 e.v.t.

800 e.v.t.

Kyrillos i Mähren 863 e.v.t.

900 e.v.t.

1000 e.v.t.

Edikt mod Bibelen på det talte sprog 1079 e.v.t.

1100 e.v.t.

1200 e.v.t.

1300 e.v.t.

[Illustration på side 9]

De første kristne førte an i brugen af kodeksen

[Illustration på side 10]

Hieronymus tog til Betlehem for at studere hebraisk