Har Gud behag i høstfester?

SAFTIGE frugter, velsmagende grøntsager og bugnende kornneg er et indbydende syn. I høsttiden kan man se disse ting pryde altre og prædikestole i engelske kirker. Både i Europa og andre steder er adskillige festligheder knyttet til begyndelsen og afslutningen af høsttiden.

Især de der har deres udkomme af jorden, er taknemmelige for det den frembringer. Gud krævede af fortidens Israel at folket skulle fejre tre årlige højtider som var nært knyttet til høsten. I det tidlige forår, under de usyrede brøds højtid, skulle israelitterne frembære et neg af førstegrøden af byghøsten for Gud. Under ugefesten (eller pinsefesten) i det sene forår frembar de brød som de havde lavet af førstegrøden af hvedehøsten. Om efteråret var der indsamlingshøjtiden, der markerede afslutningen på israelitternes landbrugsår. (2 Mosebog 23:14-17) Disse højtider var „hellige stævner“ og glædesstunder. — 3 Mosebog 23:2; 5 Mosebog 16:16.

Men hvad med vor tids høstfester? Er de til behag for Gud?

En forbindelse til hedenskabet

I 1843 var en anglikansk gejstlig i Cornwall i England foruroliget over den drukkenskab og verdslighed der prægede den traditionelle festmiddag i forbindelse med høstfesten, og derfor besluttede han at genoplive en middelalderlig høstskik. Han tog noget af det først indhøstede korn og lavede brød til fejringen af nadveren i kirken. Dermed videreførte han Lammas-højtiden, en „kristen“ fejring som ifølge nogle kilder har sin oprindelse i fortidens tilbedelse af den keltiske gud Lug.a Nutidens anglikanske høstfest er altså af hedensk oprindelse.

Hvad med andre fejringer som finder sted ved slutningen af høsttiden? Encyclopædia Britannica siger at mange af de skikke der markerer disse højtider, kan spores tilbage til „den animistiske tro på kornets ånd eller moder“. I nogle egne mente bønderne at en ånd boede i det sidst høstede kornneg. For at jage ånden ud slog de kernerne af neget. Andre steder bandt de strå fra kornsorten sammen til en „korndukke“ der blev opbevaret som en slags lykkebringer indtil sæden skulle sås det følgende år. Derefter pløjede de aksene fra dukken ned i jorden i håb om at de nye afgrøder derved blev velsignet.

Nogle folkesagn forbinder høsttiden med tilbedelsen af den babyloniske gud Tammuz, frugtbarhedsgudinden Isjtars ægtemage. Afskæringen af det modne kornaks svarede til Tammuz’ for tidlige død. Andre sagn forbinder endda høsttiden med menneskeofringer — en skik som Jehova Gud afskyr. — 3 Mosebog 20:2; Jeremias 7:30, 31.

Hvordan ser Gud på det?

Af forholdet mellem det gamle Israel og Gud ser vi at Jehova, Skaberen og livets Kilde, krævede udelt hengivenhed af sine tilbedere. (Salme 36:9; Nahum 1:2) På profeten Ezekiels tid var det en ’stor vederstyggelighed’ i Jehovas øjne at folket græd over guden Tammuz. Dette, sammen med andre ritualer knyttet til falsk religion, fik Gud til at lukke ørerne for de falske tilbederes bønner. — Ezekiel 8:6, 13, 14, 18.

Som modsætning til dette kan vi betragte hvad Jehova Gud befalede israelitterne at gøre i forbindelse med høsten. Ved indsamlingshøjtiden holdt israelitterne en festlig sammenkomst hvorunder både ung og gammel, rig og fattig, boede i midlertidige hytter der var udsmykket med det frodige løv fra prægtige træer. Dette var en særlig glædens tid for dem, men det var også en tid til at tænke over hvordan Gud havde udfriet deres forfædre i forbindelse med udgangen af Ægypten. — 3 Mosebog 23:40-43.

Under israelitternes højtider blev der bragt ofre til Jehova, den eneste sande Gud. (5 Mosebog 8:10-20) Hvad den førnævnte animistiske opfattelse angår, siger Bibelen intet om at afgrøder, som for eksempel et neg hvede, har en sjæl.b Den viser klart at afguder er livløse; de er hverken i stand til at tale, se, høre, lugte eller føle, og heller ikke til at hjælpe deres tilbedere. — Salme 115:5-8; Romerne 1:23-25.

Kristne i dag er ikke underlagt den lovpagt som Gud sluttede med fortidens Israel. Nej, Gud ’tog den bort ved at nagle den til Jesu marterpæl’. (Kolossenserne 2:13, 14) Jehovas nutidige tjenere lever efter „Messias’ lov“ og tager med glæde imod alt det Gud tilvejebringer. — Galaterne 6:2.

Apostelen Paulus sagde ligefrem at de jødiske højtider var „en skygge af de kommende ting“, og tilføjede: „Men virkeligheden hører Messias til.“ (Kolossenserne 2:16, 17) Sande kristne tilslutter sig derfor det bibelske ræsonnement: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud . . . I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger.“ (1 Korinther 10:20, 21) Kristne følger desuden budet om at ’holde op med at røre det urene’. Har høstfester der hvor du bor, hedenske undertoner eller forbindelse med falsk religion? Sande kristne vil ikke mishage Jehova ved at have noget med en sådan besmittet tilbedelse at gøre. — 2 Korinther 6:17.

Når et taknemmeligt barn modtager en gave fra sin far, hvem siger det så tak til? En fuldstændig fremmed, eller faderen? Gennem inderlige bønner siger Guds tilbedere daglig tak til Jehova, deres himmelske Fader, for hans overdådige gavmildhed. — 2 Korinther 6:18; 1 Thessaloniker 5:17, 18.

[Fodnoter]