En retfærdig verden er ikke kun en ønskedrøm
„RETFÆRDIGHED er det jordiske menneskes største bekymring,“ skrev den amerikanske statsmand Daniel Webster. Og Bibelen siger: „Jehova elsker ret.“ (Salme 37:28) Eftersom de to første mennesker var skabt i Guds billede, havde de guddommelige egenskaber, deriblandt retfærdighedssans. — 1 Mosebog 1:26, 27.
Bibelen taler også om ’folk fra nationerne, som ikke har loven, men af natur gør det loven siger’. På den måde „viser [de] jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar“. (Romerne 2:14, 15) Ja, menneskene er udrustet med en samvittighed — en indre følelse af hvad der er rigtigt og forkert. Menneskets ønske om retfærdighed er derfor noget medfødt.
Der er nær forbindelse mellem menneskets ønske om at blive retfærdigt behandlet og dets søgen efter lykke. Salme 106:3 siger: „Lykkelige er de der overholder ret, øver retfærdighed til hver en tid.“ Men hvorfor har vi mennesker ikke været i stand til at skabe en retfærdig verden?
Hvorfor er det mislykkedes?
En grundlæggende årsag til at vi ikke har formået at skabe retfærdige forhold, er den skavank vi har arvet fra vore første forældre, Adam og Eva. Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Synden er vores skavank. Adam og Eva blev skabt fuldkomne, men de besluttede at gøre oprør mod Gud og gjorde sig derved til syndere. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-6) Det bevirkede at deres syndige og forkerte tilbøjeligheder gik i arv til deres børn.
Kan man ikke med rette sige at personlighedstræk som begærlighed og fordomsfuldhed er eksempler på syndige tilbøjeligheder? Og bidrager sådanne træk ikke til de uretfærdigheder vi oplever i verden? Begærlighed er den egentlige årsag til bevidst udpining af miljøet og økonomisk undertrykkelse. Og fordomsfuldhed er uden tvivl årsagen til etniske stridigheder og racemæssige uretfærdigheder. Sådanne egenskaber får også folk til at stjæle, snyde og på andre områder opføre sig på en måde der skader andre.
Selv de mest oprigtige anstrengelser for at udøve retfærdighed og gøre godt mislykkes ofte på grund af vore syndige tilbøjeligheder. Apostelen Paulus indrømmede: „Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ Han fortsatte med at beskrive denne kamp: „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ (Romerne 7:19-23) I dag oplever vi sikkert den samme konflikt. Det er grunden til at der så ofte forekommer uretfærdigheder.
Menneskenes måde at regere på har også bidraget til uretfærdighederne i verden. I alle lande findes der love, og myndigheder som håndhæver disse love. Og der er selvfølgelig også dommere og retsbygninger. Der har i tidens løb været principfaste mænd som har forsøgt at værne om menneskerettighederne og tilstræbt at alle var lige for loven. Alligevel er de fleste af deres anstrengelser mislykkedes. Hvorfor? Jeremias 10:23 nævner en af årsagerne: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Når mennesker udelukker Gud, er de ganske enkelt ikke i stand til at skabe en retfærdig verden. — Ordsprogene 14:12; Prædikeren 8:9.
En stor hindring for menneskenes forsøg på at skabe en retfærdig verden er Satan Djævelen. Bibelen siger tydeligt at den oprørske engel Satan er den første „manddraber“ og „løgner“, og at „hele verden ligger i den ondes magt“. (Johannes 8:44; 1 Johannes 5:19) Apostelen Paulus kalder ham „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:3, 4) Da Satan hader retfærdighed, gør han alt hvad der står i hans magt for at fremme ondskaben. Så længe han kontrollerer verden, vil alle de uretfærdigheder og lidelser det resulterer i, trælbinde menneskeheden.
Betyder alt dette at vi må acceptere uretfærdigheder som noget uundgåeligt i menneskesamfundet? Er en retfærdig verden en urealistisk drøm?
En retfærdig verden en realitet — hvordan?
For at håbet om en retfærdig verden skal blive en realitet, må menneskeheden se hen til en kilde som kan fjerne årsagerne til uretfærdigheden. Men hvem kan fjerne synden og Satan og hans herredømme? Det er tydeligt at intet menneske eller nogen jordisk instans kan klare denne enorme opgave. Det er kun Jehova Gud som kan det. Om ham siger Bibelen: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Eftersom Jehova „elsker ret“, ønsker han at hele menneskeheden skal nyde livet i en retfærdig verden. — Salme 37:28.
Apostelen Peter viser med følgende ord at Gud har til hensigt at indføre en retfærdig verden: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Disse „nye himle“ er ikke nye bogstavelige himle. Gud dannede de bogstavelige himle perfekte, og de bringer ham ære. (Salme 8:3; 19:1, 2) De „nye himle“ er et nyt styre over jorden. De nuværende „himle“ er menneskeskabte regeringer. Inden længe vil disse „himle“ blive erstattet af „nye himle“ — Guds himmelske rige, eller regering — i Guds krig ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16) Kongen i dette rige er Jesus Kristus. Denne regering vil én gang for alle gøre ende på menneskers styre og selv bestå evindelig. — Daniel 2:44.
Hvad er så den ’nye jord’? Det er ikke en ny planet, for Gud dannede jorden så menneskene havde et ideelt bosted, og det er Guds vilje at den skal bestå evigt. (Salme 104:5) Den ’nye jord’ henviser til et nyt menneskesamfund. (1 Mosebog 11:1; Salme 96:1) Den „jord“ som vil blive ødelagt, består af mennesker der har gjort sig til en del af denne onde tingenes ordning. (2 Peter 3:7) Den ’nye jord’ udgøres derimod af Guds sande tjenere som hader ondskab og elsker retfærdighed og ret. (Salme 37:10, 11) Således vil Satans verden blive fjernet.
Hvad venter der Satan? Apostelen Johannes forudsagde: „Han [Jesus Kristus] greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere.“ (Åbenbaringen 20:1-3) Den indflydelse Satan vil øve på menneskeheden i sin lænkede tilstand, vil ikke være større end den indflydelse en fange i et dybt fangehul kan udøve. Det vil være en befrielse for menneskeheden og et varsel om en retfærdig verden. Når de tusind år er til ende, vil Satan blive tilintetgjort. — Åbenbaringen 20:7-10.
Hvad vil der ske med vores nedarvede synd? Jehova har allerede skabt grundlaget for at fjerne synden. ’Menneskesønnen [Jesus Kristus] er kommet for at . . . give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.’ (Mattæus 20:28) Ordet „løsesum“ betegner den pris der betales for løskøbelse af fanger. Jesus gav sit fuldkomne menneskelegeme som den løsesum der kunne udfri menneskeheden. — 2 Korinther 5:14; 1 Peter 1:18, 19.
Vi kan allerede nu få gavn af Jesu genløsningsoffer. Ved at tro på det kan vi få et rent forhold til Gud. (Apostelgerninger 10:43; 1 Korinther 6:11) Under Guds riges styre vil dette offer danne grundlag for at menneskeheden bliver fuldstændig frigjort fra synden. Den sidste bog i Bibelen beskriver en symbolsk „flod med livets vand“ som flyder ud fra Guds trone, og på begge sider af floden står der symbolske frugttræer med blade som er „til lægedom for nationerne“. (Åbenbaringen 22:1, 2) Det Bibelen her skildrer, repræsenterer den fantastiske foranstaltning som Skaberen på grundlag af Jesu genløsningsoffer har truffet for at menneskeheden kan blive udfriet fra synd. Den fulde anvendelse af denne foranstaltning vil befri lydige mennesker fra synd og død.
Livet i en retfærdig verden
Under Rigets styre vil kriminalitet og vold høre fortiden til. (Ordsprogene 2:21, 22) Økonomisk uretfærdighed vil ikke findes mere. (Salme 37:6; 72:12, 13; Esajas 65:21-23) Alle spor af social, racemæssig, stammemæssig og etnisk diskrimination vil være fjernet. (Apostelgerninger 10:34, 35) Krige og krigsmaskinel vil ikke findes længere. (Salme 46:9) Millioner af døde vil få en opstandelse til liv i en verden uden uretfærdigheder. (Apostelgerninger 24:15) Alle vil få et perfekt og strålende helbred. (Job 33:25; Åbenbaringen 21:3, 4) Bibelen forsikrer os: „I trofasthed vil han [Jesus Kristus] bringe ret ud.“ — Esajas 42:3.
Indtil da kan det ske at vi bliver uretfærdigt behandlet, men lad os aldrig gøre gengæld. (Mika 6:8) Vi må bevare et positivt livssyn selv om vi i et længere tidsrum må udholde uretfærdigheder. Den lovede retfærdige verden vil snart blive en realitet. (2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:11-13) Den almægtige Gud har givet os sit ord på det. (Esajas 55:10, 11) Det er nu tid til at vi forbereder os på livet i en retfærdig verden ved at lære hvad Gud kræver af os. — Johannes 17:3; 2 Timoteus 3:16, 17.
[Illustration på side 7]
Alle spor af uretfærdighed vil være fjernet i Guds lovede nye verden