Mit liv som spedalsk — fyldt med glæde og velsignelser
FORTALT AF ISAIAH ADAGBONA
Jeg voksede op i Akure i Nigeria. Min familie dyrkede yams, bananer, kassava og kakao. Min far syntes ikke at jeg skulle gå i skole. „Du er landmand. Ingen vil nogen sinde bede dig læse yams,“ sagde han.
MEN jeg ville gerne lære at læse. Mange aftener stod jeg og lyttede ved vinduet til et hjem hvor nogle børn fik privatundervisning. Det var i 1940 da jeg var 12 år. Når faderen i familien så mig, råbte han op og jagede mig væk. Alligevel blev jeg ved at vende tilbage. Af og til kom læreren ikke, og så sneg jeg mig ind og kiggede i bøgerne sammen med børnene. En gang imellem lod de mig låne deres bøger. Det var på den måde jeg lærte at læse.
Jeg slutter mig til Guds folk
Med tiden fik jeg en bibel, og den læste jeg i hver aften inden jeg skulle i seng. En aften læste jeg i Mattæusevangeliet, kapitel 10, som viser at Jesu disciple ville blive hadet og forfulgt.
Jeg kunne huske at Jehovas vidner havde besøgt os, og at de var blevet dårligt behandlet. Det slog mig at det måske var dem Jesus havde talt om. Næste gang Jehovas vidner kom, forærede de mig et blad. Da jeg begyndte at komme sammen med dem, blev der gjort nar af mig. Men jo mere man prøvede at tage modet fra mig, jo mere overbevist følte jeg mig, og jo gladere var jeg for at jeg havde fundet den sande tro.
Det gjorde et meget stort indtryk på mig at Jehovas vidner, i modsætning til de andre religiøse grupper i vort område, ikke blandede deres tilbedelse af Gud sammen med skikke og traditioner fra den lokale hedenske gudsdyrkelse. Selv om vores familie kom i den anglikanske kirke, havde min far for eksempel stadig et alter for yorubaguden Ogun.
Da min far døde, var det meningen at jeg skulle arve dette alter. Det afslog jeg, idet jeg vidste at Bibelen fordømmer afgudsdyrkelse. Med Jehovas hjælp gjorde jeg åndelige fremskridt, og i december 1954 blev jeg døbt.
Ramt af spedalskhed
Tidligere på året havde jeg bemærket at mine fødder var hævede og lidt følelsesløse. Selv hvis jeg trådte på glødende kul, følte jeg ingen smerte. Efter nogen tid begyndte jeg at få rødlige sår på panden og læberne. Hverken jeg selv eller min familie vidste hvad der var galt. Vi troede bare det var eksem. Jeg opsøgte 12 forskellige urtehelbredere for at blive behandlet. Til sidst fortalte en af dem os at det var spedalskhed.
Sikke et chok! Jeg var helt ude af det og sov dårligt om natten. Jeg havde også mareridt. Min kundskab om sandheden fra Bibelen og min tro på Jehova hjalp mig imidlertid til at se fremtiden tillidsfuldt i møde.
Folk sagde til min mor at hvis jeg bare ville opsøge et orakel og bringe ham ofre, ville jeg få det bedre. Det nægtede jeg, for jeg vidste at det ville mishage Jehova. Da min mors venner indså at jeg stod fast på min beslutning, foreslog de hende at berøre min pande med en kolanød og bagefter tage denne nød med til oraklet, som så kunne benytte den til ofringer på mine vegne. Det ville jeg bestemt ikke være med til, og det fortalte jeg hende. Til sidst opgav hun sine forsøg på at få mig involveret i hedenske skikke.
Da jeg kom på hospitalet, var min spedalskhed allerede på et fremskredent stadium. Jeg havde sår over hele kroppen. Jeg fik medicinsk behandling, og langsomt begyndte min hud at se normal ud igen.
De troede jeg var død
Men mine problemer var langtfra overstået. Jeg fik en alvorlig infektion i højre fod, og i 1962 måtte den amputeres. Efter operationen tilstødte der komplikationer. Lægerne regnede ikke med at jeg ville overleve. En hvid missionærpræst kom for at udføre de sidste ritualer. Jeg var for svag til at sige noget, men en sygeplejerske fortalte ham at jeg var et af Jehovas vidner.
„Ønsker du at skifte tro og blive katolik så du kan komme i himmelen?“ spurgte præsten mig. Det fik mig til at le indvendig. Jeg bad Jehova om styrke til at svare. Med stort besvær lykkedes det mig at sige: „Nej!“ Præsten vendte sig om og gik.
Min tilstand forværredes, og hospitalspersonalet troede at jeg var død. Mit ansigt blev dækket til med et lagen. Jeg blev dog ikke bragt til kapellet eftersom en læge eller en sygeplejerske først skulle attestere at jeg var død. Der var ingen vagthavende læge til stede, og alle sygeplejerskerne var gået til fest. Derfor lod man mig blive på afdelingen natten over. Da lægen næste morgen gik stuegang, var der ingen der kom over til min seng. Jeg lå stadig dækket til af lagenet og var efter alles formodning død. Til sidst var der nogen der lagde mærke til at „liget“ under lagenet bevægede sig.
Jeg overlevede, og i december 1963 blev jeg overflyttet til Abeokuta Leprosy Hospital Settlement (en hospitalskoloni for spedalske i Abeokuta) i det sydvestlige Nigeria. Der har jeg boet lige siden.
Modstand mod min forkyndelse
Der var omkring 400 spedalske i kolonien da jeg ankom, og jeg var det eneste Jehovas vidne. Jeg skrev til Selskabet, og man reagerede prompte ved at bede brødrene i Akomoje menighed om at kontakte mig. Jeg mistede altså aldrig forbindelsen med brødrene.
Så snart jeg var ankommet til kolonien, begyndte jeg at forkynde. Det var den lokale præst ikke så begejstret for. Han meldte mig til den ansvarshavende for kolonien, en ældre mand fra Tyskland, som sagde at jeg ikke havde ret til at undervise andre i Bibelen da jeg ikke havde noget eksamensbevis eller nogen uddannelse der bemyndigede mig til det. Eftersom jeg ikke var uddannet, ville jeg lære folk noget forkert. Hvis jeg ikke holdt op, kunne jeg blive bortvist fra kolonien og nægtet lægebehandling. Han gav mig ikke mulighed for at svare.
Derefter udstedte den ansvarshavende et direktiv om at ingen måtte studere Bibelen med mig. De der havde vist interesse, holdt af den grund op med at besøge mig.
Jeg lagde problemet frem for Jehova i bøn og bad om hans visdom og ledelse i sagen. Næste søndag gik jeg hen til koloniens baptistkirke, uden dog at deltage i gudstjenesten. På et tidspunkt var der mulighed for at de tilstedeværende kunne stille spørgsmål. Jeg rakte hånden op og spurgte: „Hvis alle de gode kommer i himmelen og alle de onde kommer et andet sted hen, hvorfor står der så i Esajas 45:18 at Gud dannede jorden til at bebos?“
Der var megen hvisken i krogene rundt om i menigheden. Til sidst svarede missionærpræsten at Guds veje er uransagelige. Jeg besvarede så mit eget spørgsmål ved at læse højt fra skriftsteder der viser at 144.000 mennesker skal i himmelen, at de onde vil forgå, og at de retfærdige skal leve på jorden til evig tid. — Salme 37:10, 11; Åbenbaringen 14:1, 4.
Alle klappede for at vise deres påskønnelse af svaret. Præsten sagde: „Klap en gang til, for her er en mand der kender sin bibel.“ Efter gudstjenesten kom nogle hen til mig og sagde: „Du ved mere end præsten.“
Bestræbelserne for at få mig bortvist fortsætter
Det satte en stopper for det meste af forfølgelsen, og folk begyndte igen at studere Bibelen sammen med mig. Der var dog stadig nogle modstandere tilbage som prøvede at få den ansvarshavende til at sætte mig på porten. En måneds tid efter gudstjenesten kaldte han på mig og sagde: „Hvorfor bliver du ved med at prædike? I mit land bryder folk sig ikke om Jehovas vidner, og det er ligesådan her. Hvorfor bliver du ved med at volde mig besvær? Er du ikke klar over at jeg kan få dig bortvist?“
„Papa,“ sagde jeg respektfuldt, „jeg respekterer dig af tre grunde. For det første er du ældre end jeg, og Bibelen siger at man skal vise respekt for de grå hår. For det andet har du forladt dit eget land for at hjælpe os her. For det tredje er du venlig, gavmild og hjælpsom over for dem der har problemer. Men med hvilken ret mener du at du kan bortvise mig? Præsidenten i dette land bortviser ikke Jehovas vidner. Den lokale fyrste her i området gør det heller ikke. Hvis du jager mig ud af kolonien her, vil Jehova Gud stadig tage sig af mig.“
Jeg havde aldrig før talt så direkte til ham, og jeg kunne se det gjorde indtryk på ham. Han gik uden et ord. Når nogen senere klagede over mig, svarede han frustreret: „Jeg vil ikke længere blandes ind i det her. Hvis det generer dig at han forkynder, må du selv tale med ham om det!“
Læseklassen
Min forkyndelse mødte stadig modstand fra dem der kom i koloniens baptistkirke. Men så fik jeg en idé. Jeg opsøgte den ansvarshavende og spurgte om jeg måtte oprette en læseklasse. Da han spurgte hvor meget jeg skulle have for det, svarede jeg at jeg ville undervise gratis.
Man sørgede for et klasseværelse med tavle og kridt, og jeg begyndte at lære nogle af koloniens beboere at læse. Jeg underviste hver dag. De første 30 minutter brugte jeg til at lære dem at læse. Dernæst fortalte jeg en bibelsk historie, som jeg bagefter forklarede, og derefter læste vi historien i Bibelen.
En af eleverne var en kvinde ved navn Nimota. Hun var meget interesseret i åndelige emner og stillede religiøse spørgsmål både i kirken og i moskéen. Eftersom hun ikke fik svar på sine spørgsmål dér, henvendte hun sig til mig. Til sidst indviede hun sig til Jehova og blev døbt. Vi blev gift i 1966.
De fleste af dem der tilhører vores menighed i dag, har lært at læse og skrive i læseklassen. Det var ikke min egen klogskab der fik mig til at foreslå oprettelsen af denne klasse. Jehovas velsignelse var tydelig. Herefter var der ingen der prøvede at hindre mig i at forkynde.
En rigssal i kolonien
Da Nimota og jeg blev gift, var vi fire der regelmæssigt mødtes for at studere Vagttårnet sammen. I omkring et år mødtes vi i det rum hvor man rensede de spedalskes sår. Men så sagde den ansvarshavende, som i mellemtiden var blevet min ven, til mig: „Det er ikke godt at I holder gudstjeneste i et behandlingsrum.“
Han sagde at vi kunne holde møde i et tomt skur der normalt blev brugt til oplagring af tømmer. Med tiden blev dette skur omdannet til en rigssal. Med hjælp fra brødrene i byen stod den færdig i 1992. Som man kan se på billedet på side 24, er det en solid bygning, pudset og malet, med cementgulv og et godt tag.
Forkyndelse for spedalske
Kolonien for spedalske har været mit distrikt i 33 år. Hvordan er det at forkynde for folk der lider af denne sygdom? Her i Afrika tror de fleste at alting skyldes Gud. Når de bliver ramt af spedalskhed, mener de derfor at det på en eller anden måde er Guds skyld. Nogle bliver dybt deprimerede over deres tilstand. Andre bliver vrede og siger: „I skal ikke fortælle os at der findes en kærlig og barmhjertig Gud. Hvis der gjorde, ville denne sygdom forsvinde!“ Vi læser og forklarer så det der siges om Gud i Jakob 1:13, at han ’ikke prøver nogen med noget ondt’. Derefter forklarer vi hvorfor Jehova tillader at mennesker rammes af sygdom, og henviser til hans løfte om en paradisisk jord hvor ingen vil være syge. — Esajas 33:24.
Mange har reageret positivt på den gode nyhed. Siden jeg ankom til kolonien, har Jehova brugt mig til at hjælpe mere end 30 spedalske frem til indvielse og dåb. Mange er vendt hjem efter deres helbredelse, og nogle få er døde. På nuværende tidspunkt er vi 18 forkyndere og 25 der kommer regelmæssigt til møderne. To af os tjener som ældste, og vi har én menighedstjener og én almindelig pioner i menigheden. Det glæder mig meget at så mange i kolonien nu tjener Jehova trofast. Da jeg i sin tid kom hertil, frygtede jeg at jeg ville blive alene, men Jehova har på vidunderlig vis velsignet mig.
Glæden ved at tjene mine brødre
Jeg fik medicin for min spedalskhed fra 1960 og indtil for cirka fem år siden. I dag er jeg fuldstændig helbredt, og det gælder også de andre i menigheden. Spedalskheden har dog sat sine spor. Jeg har mistet det ene ben op til knæet, og jeg kan ikke strække fingrene ud. Men sygdommen er væk.
Nogle har spurgt mig hvorfor jeg ikke forlader kolonien og rejser hjem nu hvor jeg er blevet helbredt. Der er flere grunde til at jeg bliver, men den vigtigste er at jeg gerne fortsat vil hjælpe mine brødre her. Glæden ved at tilse Jehovas får overgår alt hvad min familie ville kunne give mig hvis jeg vendte tilbage.
Jeg er meget taknemmelig for at jeg lærte Jehova at kende før jeg fandt ud af at jeg led af spedalskhed. Hvis ikke, havde jeg måske taget mit eget liv. Jeg har været udsat for mange vanskeligheder og problemer i årenes løb, men det er ikke medicinen der har holdt mig oppe; det er Jehova. Når jeg tænker tilbage, glæder jeg mig, og når jeg tænker på fremtiden under Guds rige, glæder jeg mig endnu mere.
[Ramme på side 25]
Fakta om spedalskhed
Hvad er spedalskhed?
Spedalskhed i dag er en sygdom forårsaget af en stavbakterie som blev opdaget i 1873 af Armauer Hansen. Som en anerkendelse af hans arbejde kalder læger også spedalskhed for Hansens sygdom.
Stavbakterien ødelægger nervevæv, knoglevæv, øjne og visse organer. Ofte mister man følesansen, især i hænder og fødder. Ubehandlet kan sygdommen føre til alvorlig skamfering af ansigt og ekstremiteter. Den er sjældent dødelig.
Kan sygdommen helbredes?
Patienter som får spedalskhed i mildere grad, kommer sig uden behandling. Alvorligere tilfælde kan helbredes med medicin.
Det første lægemiddel mod spedalskhed kom frem i 1950’erne. Det virkede meget langsomt og mistede lidt efter lidt sin effekt fordi den stavbakterie der forårsager spedalskhed, blev resistent over for det. Der blev udviklet nye lægemidler, og fra begyndelsen af 1980’erne har Multi-Drug Therapy (MDT) været anvendt som standardbehandling i hele verden. Behandlingen består i kemoterapi med sulfoner, rifampicin og klofazimin. Denne behandling slår bakterien ihjel, men den udbedrer ikke de skader der allerede er sket.
Ovennævnte kombinationsterapi helbreder spedalskhed særdeles effektivt. Antallet af patienter der lider af spedalskhed, er derfor faldet brat fra 12 millioner i 1985 til cirka 1,3 millioner i midten af 1996.
Hvor smitsom er den?
Spedalskhed er ikke meget smitsom. De fleste har et immunsystem som er effektivt nok til at forsvare dem mod sygdommen. Når smitte forekommer, er det som regel hos nogle som igennem længere tid har haft nær kontakt med spedalske.
Man ved ikke med sikkerhed hvordan stavbakterien trænger ind i det menneskelige legeme, men man formoder at det sker gennem huden eller gennem næsen.
Fremtidsudsigterne
Målet er at spedalskhed skal være „elimineret som sundhedsproblem“ i år 2000. Det betyder at der ikke i noget samfund i verden må forekomme spedalskhed hos mere end 1 ud af 10.000. Under Guds rige vil sygdommen blive fuldstændig fjernet. — Esajas 33:24.
Kilder: Verdenssundhedsorganisationen; International Federation of Anti-Leprosy Associations; Manson’s Tropical Diseases, 1996-udgaven.
[Ramme på side 27]
Er spedalskhed i dag det samme som på Bibelens tid?
Nutidens medicinske lærebøger definerer spedalskhed meget præcist. Navnet på den bakterie der forårsager spedalskhed, er Mycobacterium leprae. Bibelen er imidlertid ikke en medicinsk lærebog. De hebraiske og græske ord der i mange bibler er oversat med „spedalskhed“, har en langt bredere betydning. Symptomer på den bibelske spedalskhed kunne for eksempel ikke alene forekomme hos mennesker, men også på tøj og huse. Det gælder ikke den form for spedalskhed der skyldes en stavbakterie. — 3 Mosebog 13:2, 47; 14:34.
Desuden passer de symptomer hvormed man i dag identificerer spedalskhed hos mennesker, ikke fuldstændigt til beskrivelsen af spedalskhed på Bibelens tid. Nogle mener at forklaringen på dette kan ligge i at sygdomme undergår forandringer i tidens løb. Andre mener at den spedalskhed der omtales i Bibelen, omfatter en hel række sygdomme som måske, måske ikke, indbefatter den type spedalskhed der skyldes Mycobacterium leprae.
I Theological Dictionary of the New Testament står der at både de græske og de hebraiske ord der normalt oversættes med spedalskhed, „refererer til den samme lidelse eller gruppe af lidelser . . . Hvorvidt denne sygdom er identisk med det vi i dag kalder spedalskhed, er uvist. Men den præcise lægevidenskabelige identifikation af sygdommen har ikke nogen indflydelse på vores vurdering af beretningerne om helbredelse [af spedalskhed foretaget af Jesus og hans disciple].“
[Illustration på side 24]
Menigheden uden for rigssalen i de spedalskes koloni
[Illustration på side 26]
Isaiah Adagbona og hans hustru, Nimota