Hvad er Talmud?

„Talmud er utvivlsomt et af de mest bemærkelsesværdige litterære værker der findes.“ — The Universal Jewish Encyclopedia.

„[Talmud er] en af verdens store intellektuelle bedrifter, et så kompakt, et så fyldigt og et så indviklet værk at det har holdt de bedste hjerner beskæftigede i mere end halvandet årtusind.“ — Jacob Neusner, jødisk forfatter og lærd.

„Talmud er den centrale søjle [i jødedommen] som hele det jødiske livs åndelige og intellektuelle bygning hviler på.“ — Adin Steinsaltz, jødisk talmudist og rabbi.

DET er hævet over enhver tvivl at Talmud i århundreder har øvet en enorm indflydelse på det jødiske folk. Men i modsætning til ovennævnte udtalelser er Talmud også blevet kritiseret og betegnet som „et hav af dunkelhed og dynd“. Værket er blevet fordømt som gudsbespotteligt, et Djævelens værk. Ved paveligt dekret er det gentagne gange blevet censureret, konfiskeret og endda brændt i stort tal på Europas torve og pladser.

Hvad er helt nøjagtigt dette værk, der har givet anledning til så megen strid? Hvad er det der gør Talmud enestående blandt jødiske skrifter? Hvorfor er dette værk blevet skrevet? Hvorfor har det haft så stor en indflydelse på jødedommen? Har Talmud nogen betydning for den ikkejødiske verden?

I de første 150 år efter templets ødelæggelse i Jerusalem i år 70 søgte de rabbinske vismænds skoler i hele Israel ivrigt efter et nyt grundlag hvorpå jødisk sæd og skik kunne bevares. Man debatterede og konsoliderede dernæst flere af den mundtlige lovs overleveringer. Man satte nye grænser og opstillede nye krav inden for jødedommen og gav retningslinjer for et dagligt liv i hellighed uden et tempel. Dette nye åndelige grundlag for jødedommen blev Misjna, som blev samlet og udformet af Jehuda Hannasi i begyndelsen af det tredje århundrede.a

Misjna var et uafhængigt værk som hvilede i sig selv. Den søgte ingen begrundelse ved hjælp af bibelhenvisninger. Dens måde at behandle emnerne på og selve stilen på hebraisk var noget for sig selv, helt forskellig fra Bibelens tekst. De afgørelser rabbinerne nåede frem til, og som blev nedfældet i Misjna, berørte jødernes daglige liv overalt. Som Jacob Neusner siger: „Misjna udgjorde Israels forfatning. . . . Den krævede at man gik ind på dens regler og rettede sig efter dem.“

Men hvad nu hvis nogen stillede sig skeptisk over for vismændenes autoritet og betvivlede at deres udtalelser i Misjna virkelig kunne sidestilles med den åbenbarede skrift? Rabbinerne måtte vise at tannaitternes lære som fandtes i Misjna (tannaitterne var dem der underviste i den mundtlige lov), var i fuld overensstemmelse med De Hebraiske Skrifter. Det blev altså nødvendigt med en yderligere kommentar. De følte at det var nødvendigt at forklare og begrunde Misjna og bevise at den havde samme oprindelse som den lov Moses modtog ved Sinaj. De følte at de måtte bevise at den mundtlige og den skrevne lov havde samme ånd og hensigt. I stedet for at være det sidste ord om jødedommen blev Misjna et nyt grundlag for religiøs diskussion og debat.

Talmuds tilblivelse

De rabbinere der tog denne nye udfordring op, blev kaldt amoræere, det vil sige „fortolkere“ eller „udlæggere“ af Misjna. Hver skole var dannet omkring en fremtrædende rabbi. En lille kreds af elever og lærde havde drøftelser hele året, men de mest betydningsfulde drøftelser blev holdt to gange om året, nemlig i månederne adar og elul, når arbejdet ved landbruget lå stille og hundreder, måske tusinder, flere kunne deltage.

Adin Steinsaltz forklarer: „Skolens overhoved [på hebraisk kaldet nasī’ʹ, „høvding, fyrste“] præsiderede, siddende på en stol eller på særlige hynder. På de forreste rækker over for ham sad de betydeligste lærde, deriblandt hans kolleger og særlig dygtige elever, og bag dem de andre deltagere. . . . De sad efter en ganske bestemt rækkefølge, efter rang.“ Så reciterede man et stykke fra Misjna. Dette blev derefter sammenlignet med lignende eller supplerende materiale som var indsamlet af tannaitterne, men som ikke hørte til Misjna. Så begyndte analysen. Der blev stillet spørgsmål, og eventuelle modsigelser blev analyseret for at finde overensstemmelse mellem de forskellige lærepunkter. Understøttende skriftsteder fra De Hebraiske Skrifter blev fundet frem til bekræftelse af rabbinernes lære.

Skønt omhyggeligt tilrettelagt var disse drøftelser heftige, undertiden stormfulde. En vismand som citeres i Talmud, siger at der „sprang gnister“ mellem rabbinernes munde under en debat. (Hullin 137b, Den Babyloniske Talmud) Steinsaltz beskriver det der foregik, på følgende måde: „Skolens overhoved, eller den vismand der holdt forelæsningen, fremførte først sin egen fortolkning af det emne der var til debat. De lærde blandt tilhørerne bombarderede ham ofte med spørgsmål på grundlag af andre kilder, andre kommentatorers synspunkter eller deres egne logiske slutninger. Undertiden var debatten meget kort og begrænset til et utvetydigt og afgørende svar på et givet spørgsmål. I andre tilfælde fremførte andre lærde alternative løsninger, med en større debat til følge.“ Alle de tilstedeværende havde lov til at deltage. Spørgsmål som var blevet afklaret ved et møde, blev sendt til andre skoler, så andre lærde kunne se nærmere på dem.

Disse møder var dog ikke blot endeløse legalistiske debatter. Det juridiske lovkompleks der indeholder regler og regulativer for det jødiske religiøse liv, kaldes Halakah. Denne betegnelse kommer af det hebraiske rodord for „at gå“ og betyder „den vej man bør vandre ad“, eller „den måde man bør handle på“. Alle andre emner — fortællinger om rabbinere og bibelske personer, visdomsord, trosopfattelser og filosofiske opfattelser — kaldes Haggadah, dannet af det hebraiske rodord for „at fortælle“. Halakah og Haggadah var indflettet i den rabbinske debat.

I sin bog The World of the Talmud fortæller Morris Adler: „Den kloge lærer ville afbryde en langtrukken og vanskelig juridisk udredning ved at fortælle en historie som var mindre krævende og af mere opbyggelig art. . . . Vi finder således sagn og historie, videnskab fra samtiden og folkeminder, bibelsk eksegese og biografi, opbyggelige prædikener og teologi vævet sammen til noget der for den der var ukendt med skolernes fremgangsmåde, ville forekomme at være en mærkelig blanding af uorganiserede oplysninger.“ For dem der studerede ved skolerne, tjente disse digressioner et formål og havde forbindelse med det spørgsmål der var under debat. Halakah og Haggadah var byggestenene i det nye bygningsværk der var under opførelse i de rabbinske skoler.

Hvordan der blev to versioner af Talmud

Med tiden blev rabbinernes hovedcenter i Palæstina flyttet til Tiberias. Andre betydningsfulde skoler var dem der lå i Sepforis, Cæsarea og Lydda. Den dårlige økonomiske situation, den konstante politiske ustabilitet og endelig presset og forfølgelsen fra de kristne kirkers side førte imidlertid til at man flyttede mod øst, til et andet center hvor der fandtes en stor jødisk befolkning — Babylonien.

I århundreder var jødiske studerende strømmet til Palæstina fra Babylonien for at blive oplært af de store rabbinere ved skolerne. En af disse studerende var Abba ben Ibo, også kaldet Abba Arika — Abba den Høje — men senere blot kaldt Rab, Mesteren. Han vendte tilbage til Babylonien omkring år 219 efter at have studeret under Jehuda Hannasi, og det blev et vendepunkt for det jødiske samfund i Babylonien. Det fik nu større åndelig betydning. Rab oprettede en skole i Sura, et område med mange jøder, men få lærde. Hans ry trak mange elever til; der var 1200 faste og tusinder flere i de jødiske måneder adar og elul. Rabs samtidige, Samuel, som også var en fremtrædende lærer, oprettede en skole i Nehardæa ved Eufrat. Andre betydningsfulde skoler der dukkede op, var den i Pumbedita, også ved Eufrat, nord for Nehardæa, og Machosa, der lå ved Tigris.

Nu var det ikke længere nødvendigt at rejse til Palæstina, for nu kunne man studere under de store lærere i Babylonien. Udformningen af Misjna som en selvstændig tekst beredte vejen for de babyloniske skolers fuldstændige uafhængighed. Men selv om der var forskel på studiemetoden i Palæstina og Babylonien, blev enheden mellem de to skoler dog bevaret ved hyppig forbindelse mellem dem og udveksling af lærere.

Hen imod slutningen af det fjerde og i begyndelsen af det femte århundrede forværredes situationen for jøderne i Palæstina. Bølger af restriktioner og forfølgelse forårsaget af de såkaldt kristne kirker, der fik mere og mere magt, førte omkring år 425 til den endelige afskaffelse af både Sanhedrinet og stillingen som nasí, overhoved. De palæstinensiske amoræere begyndte derfor at samle resuméerne af debatterne i skolerne i et enkelt sammenhængende værk for at sikre deres bevarelse. Dette værk, der i hast blev samlet i sidste del af det fjerde århundrede, blev kendt som Den Palæstinensiske Talmud.b

Mens det gik tilbage for skolerne i Palæstina, oplevede amoræerne i Babylonien en opgangstid. Abaje og Raba, to fremtrædende lærere, hævede diskussionsniveauet ved hjælp af en indviklet og skarpsindig argumentation der senere dannede mønster for talmudisk analyse. Derefter begyndte Ashi, som var overhoved for skolen i Sura (371-427 e.v.t.), at samle og redigere referaterne af diskussionerne. Ifølge Steinsaltz gjorde han det fordi han „frygtede at den enorme mængde af mundtligt stof, uorganiseret som det var, i tidens løb ville gå i glemme“.

Denne kolossale stofmængde var mere end én mand, ja, end en hel generation, kunne organisere. Amoræernes periode i Babylonien endte i det femte århundrede, men arbejdet med den endelige redigering af Den Babyloniske Talmud fortsatte ind i det sjette århundrede og blev foretaget af en gruppe som blev kaldt saboræere, der kommer af et aramaisk udtryk der betyder „udlæggere“. Disse sidste redaktører bandt de tusinder af løse ender og århundreders rabbinske diskussioner sammen til et hele og gav Den Babyloniske Talmud en stil og sproglig opbygning der adskiller den fra al tidligere jødisk litteratur.

Hvad udrettede Talmud?

Talmuds rabbinere ville fra først af bevise at Misjna havde samme oprindelse som De Hebraiske Skrifter. Men af hvilken grund? Jacob Neusner forklarer: „Det erklærede stridspunkt var Misjnas betydning. Men det egentlige spørgsmål viser sig at have været vismandens egen autoritet.“ For at underbygge denne autoritet blev hver linje i Misjna, undertiden hvert ord, anfægtet, undersøgt, forklaret og harmoniseret på en eller anden måde. Neusner bemærker at rabbinerne på denne måde gav ordene i Misjna en drejning der tilslørede den oprindelige betydning. Skønt Misjna til at begynde med var et fuldstændigt værk i sig selv, var det nu blevet dissekeret og analyseret og var ved denne proces blevet genskabt, formuleret på ny.

Dette nye værk — Talmud — tjente rabbinernes formål. De fastsatte reglerne for analysen, og derved lærte menigmand at tænke som rabbinere. Rabbinerne mente at deres studie- og analysemetode afspejlede Guds måde at tænke på. Selve talmudstudiet blev hovedmålet, en form for gudsdyrkelse hvorunder man lærte at tænke som Gud. I generationer skulle Talmud selv blive analyseret efter samme metode. Resultatet? Historikeren Cecil Roth skriver: „Talmud . . . gav [jøder] det karakteristiske præg der adskilte dem fra andre, foruden deres bemærkelsesværdige standhaftighed og sammenhold. Dens dialektik skærpede deres intellekt og gav dem . . . skarpsindighed og kløgt. Talmud gav middelalderens forfulgte jøde en anden verden at søge tilflugt i . . . Den gav ham et fædreland som han kunne tage med sig da han mistede sit eget land.“

Ved at lære andre at tænke som rabbinerne har Talmud sandelig haft stor indflydelse. Men spørgsmålet for alle — jøder som ikkejøder — er: Afspejler Talmud virkelig Guds måde at tænke på? — 1 Korinther 2:11-16.

[Fodnoter]

[Ramme på side 31]

Hvad er forskellen mellem de to versioner af Talmud?

Det hebraiske ord „talmud“ betyder „studium“ eller „belæring“. Amoræerne i Palæstina og Babylonien begyndte med at studere, eller analysere, Misjna. De to versioner af Talmud (den palæstinensiske og den babyloniske) studerer og analyserer også Misjna. Men hvad er forskellen mellem dem? Jacob Neusner skriver: „Den første Talmud analyserer beviserne, den anden undersøger præmisserne; den første holder sig inden for grænserne af det spørgsmål der undersøges, den anden overskrider dem gang på gang.“

Den intensive og grundige redigering som man underkastede Den Babyloniske Talmud, bevirkede ikke alene at værket blev meget større, men også at tankegangen blev mere dybtgående og analysen mere gennemtrængende. Når ordet „Talmud“ nævnes, er det som regel Den Babyloniske Talmud der tænkes på. Det er den Talmud der i tidens løb er blevet studeret og kommenteret mest. Efter Neusners mening er Den Palæstinensiske Talmud „et dygtigt værk“, og Den Babyloniske Talmud „et genialt værk“.