En hovmodig hersker mister sit storrige

„KONG BELSAZZAR afholdt en stor banket for et tusind af sine stormænd, og han drak vin i nærværelse af disse tusind,“ beretter profeten Daniel. På et tidspunkt under taflet „skiftede kongen ansigtsfarve, og hans tanker forfærdede ham, og hans hofteled blev slappe, og hans knæ slog mod hinanden. . . . Samme nat blev den kaldæiske kong Belsazzar dræbt, og mederen Darius modtog riget.“ — Daniel 5:1, 6, 30, 31.

Hvem var Belsazzar? Var han virkelig konge? Præcis hvilken position indtog han i det nybabyloniske storrige? Hvordan gik det til at han mistede sit rige?

Medregent eller konge?

Daniel omtaler Nebukadnezar som Belsazzars fader. (Daniel 5:2, 11, 18, 22) Det skal dog ikke forstås bogstaveligt. Bogen Nabonidus and Belshazzar af Raymond P. Dougherty opstiller den hypotese at Nebukadnezar kan have været fader til Belsazzars moder, Nitokris. Det er også tænkeligt at Nebukadnezar var Belsazzars „fader“ i betydningen forgænger på tronen. (Jævnfør Første Mosebog 28:10, 13.) Under alle omstændigheder omtales Belsazzar som Nabonids, Babylons konges, ældste søn i kileskriftinskriptionerne på nogle lercylindre der i det 19. århundrede blev fundet i det sydlige Irak.

Daniels Bogs 5. kapitel handler kun om begivenhederne den nat i 539 f.v.t. da Babylon faldt, og der siges intet om hvordan Belsazzar havde fået kongeværdighed. Arkæologien giver os imidlertid indblik i forholdet mellem Nabonid og Belsazzar. Alan Millard, der er arkæolog og autoritet angående semitiske sprog, skriver at de babyloniske tekster afslører at „Nabonid var en usædvanlig hersker. Skønt han ikke vendte Babylons guder ryggen, . . . viste [han] megen respekt for måneguden i to andre byer, Ur og Harran [Karan]. I mange år boede Nabonid ikke i Babylon, men i den fjerne oase Teima [eller Tema] i det nordlige Arabien.“ Nabonid tilbragte åbenbart lange perioder af sin regeringstid andre steder end i hovedstaden, Babylon. I hans fravær var Belsazzar rigsforstander.

Følgende passage fra et kileskriftdokument der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“, kaster mere lys over Belsazzars virkelige stilling: „Da betroede han [Nabonid] lejren til sin ældste, førstefødte [Belsazzar], og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten.“ Belsazzar var altså Nabonids medregent.

Men kan en medregent kaldes en konge? En gammel kongestatue fundet i det nordlige Syrien i 1970’erne viser at det ikke var ualmindeligt at en hersker blev kaldt konge selv om han strengt taget havde en ringere titel. Statuen forestiller en hersker af Gozan og har to inskriptioner, en på assyrisk og en på aramaisk. I den assyriske tekst bliver manden betegnet som statholder i Gozan, men i den parallelle aramaiske tekst kaldes han konge. Der er derfor ikke noget mærkeligt i at Belsazzar kaldes kronprins i de officielle babyloniske inskriptioner og konge i Daniels bog, der blev skrevet på aramaisk.

Nabonid og Belsazzar deltes om magten til det nybabyloniske storriges sidste dage. Den nat Babylon faldt, kunne Belsazzar derfor kun tilbyde Daniel stillingen som den tredjemægtigste, ikke den næstmægtigste, i riget. — Daniel 5:16.

En selvsikker og hovmodig hersker

De afsluttende begivenheder under Belsazzars styre viser at han var en selvsikker og hovmodig regent. Da hans herredømme blev bragt til ophør den 5. oktober år 539 f.v.t., var Nabonid sluttet inde i byen Borsippa efter et nederlag til medo-persiske styrker. Også Babylon var under belejring; men Belsazzar følte sig så tryg bag byens massive mure at han den selv samme nat „afholdt en stor banket for et tusind af sine stormænd“. Herodot, en græsk historiker fra det femte århundrede før vor tidsregning, beretter at folk inde i byen „dansede og morede sig“.

Uden for byen var den medo-persiske hær imidlertid i beredskab. Kyros havde ladet Eufratflodens vande, der løb igennem byens centrum, lede bort, og hans krigere var klar til at vade gennem flodlejet så snart vandet var sunket tilstrækkeligt. Derpå skulle de forcere skråningen og trænge ind i byen gennem de åbne kobberdøre i muren ud til floden.

Hvis Belsazzar havde taget notits af aktiviteten uden for byen, kunne han have lukket kobberportene, posteret kampklare krigere på murene ud til floden og fået fjenden i sin magt. I stedet befalede den brovtende Belsazzar, under påvirkning af vinen, at karrene fra Jehovas tempel skulle bringes ind, hvorpå han, hans gæster, hans hustruer og hans konkubiner skamløst drak af dem mens de priste Babylons guder. Men pludselig viste der sig mirakuløst en hånd som begyndte at skrive på paladsets væg. Rædselsslagen tilkaldte Belsazzar sine vismænd for at de skulle tyde budskabet. Men „de var ikke i stand til at læse skriften eller gøre kongen bekendt med tydningen“. Endelig blev Daniel ført ind til kongen. Under guddommelig inspiration tydede Jehovas modige profet det mirakuløse budskab, som forudsagde Babylons fald for mederne og perserne. — Daniel 5:2-28.

Mederne og perserne indtog med lethed byen, og Belsazzar overlevede ikke natten. Med hans død og Nabonids sandsynlige overgivelse til Kyros sank det nybabyloniske storrige i grus.

[Illustration på side 8, 9]

Daniel tyder budskabet om det babyloniske storriges undergang