Jerusalem — „Den store Konges by“

„I skal slet ikke aflægge eder . . . ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ — Mattæus 5:34, 35.

1, 2. Hvad kunne nogle måske undre sig over med hensyn til Jerusalem?

JERUSALEM — selve navnet vækker stærke følelser hos mennesker som tilhører forskellige religioner. Ja, i virkeligheden kan ingen af os ignorere denne gamle by, da den ofte nævnes i nyhedsmedierne. Som artikler og reportager viser, er Jerusalem desværre ikke altid et fredens sted.

² Dette kan vække undren hos nogle bibellæsere. I fortiden havde man en kort form af navnet Jerusalem, nemlig Salem, der betyder „fred“. (1 Mosebog 14:18; Salme 76:2; Hebræerne 7:1, 2) Derfor kan man naturligt nok spørge: ’Hvorfor har der i de sidste årtier været en sådan mangel på fred i en by hvis navn betyder „fred“?’

3. Hvor kan vi finde pålidelige oplysninger om Jerusalem?

³ For at besvare det spørgsmål må vi gå tilbage i historien og se på hvad den fortæller om Jerusalem i gammel tid. Nu vil nogle måske sige: ’Jamen vi har ikke tid til at studere historie.’ Alligevel vil et godt kendskab til Jerusalems tidligste historie være værdifuldt. Grunden hertil fremgår af følgende ord i Bibelen: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Det vi i Bibelen kan lære om Jerusalem, kan give os trøst — ja, og håb om fred, ikke blot i denne by, men på hele jorden.

Hvor „Jehovas trone“ stod

4, 5. Hvordan medvirkede David til at Jerusalem kom til at indtage en fremtrædende plads i virkeliggørelsen af Guds hensigt?

⁴ I det 11. århundrede f.v.t. blev Jerusalem kendt viden om som hovedstaden i en tryg og fredfyldt nation. Jehova Gud lod den unge mand David salve til konge over denne nation — Israel. Med regeringssæde i Jerusalem kom David og hans efterkommere som konger til at sidde på „Jehovas kongedømmes trone“, eller „Jehovas trone“. — 1 Krønikebog 28:5; 29:23.

⁵ Den gudfrygtige David — en israelit af Judas stamme — havde erobret Jerusalem fra de afgudsdyrkende jebusitter. Byen var da ikke større end at den kunne ligge på en høj som blev kaldt Zion, og dette navn blev siden synonymt med hele Jerusalem. Med tiden fik David pagtens ark flyttet til Jerusalem, hvor den fik sin plads i et telt. Mange år tidligere havde Gud talt til sin profet Moses fra en sky over den hellige ark. (2 Mosebog 25:1, 21, 22; 3 Mosebog 16:2; 1 Krønikebog 15:1-3) Arken symboliserede Jehovas nærværelse, for han var Israels egentlige konge. I dobbelt forstand kunne det derfor siges at Jehova Gud herskede fra byen Jerusalem.

6. Hvilket løfte gav Jehova angående David og Jerusalem?

⁶ Jehova lovede David at kongedømmet, repræsenteret ved Zion, eller Jerusalem, ville forblive i hans slægt for evigt. Det betød at en af Davids efterkommere ville arve retten til for evigt at herske som Guds salvede — Messias, eller Kristus.a (Salme 132:11-14; Lukas 1:31-33) Bibelen viser også at denne evige arving til „Jehovas trone“ ville komme til at herske over alle nationer, ikke blot over Jerusalem. — Salme 2:6-8; Daniel 7:13, 14.

7. Hvordan fremmede kong David den rene tilbedelse?

⁷ Flere forsøg på at styrte kong David, Guds salvede, og fordrive ham fra tronen viste sig at være forgæves. Derimod blev fjendtlige nationer undertvunget og det forjættede lands grænser udvidet til de nåede den udstrækning Gud havde bestemt. David benyttede denne situation til at fremme den rene tilbedelse, og mange af Davids salmer priser Jehova som den egentlige konge i Zion. — 2 Samuel 8:1-15; Salme 9:1, 11; 24:1, 3, 7-10; 65:1, 2; 68:1, 24, 29; 110:1, 2; 122:1-4.

8, 9. Hvad skete der i forbindelse med den sande tilbedelse i Jerusalem under kong Salomons regering?

⁸ Under Davids søn Salomons regering nåede tilbedelsen af Jehova nye højder. Salomon udvidede Jerusalem mod nord til også at omfatte højen Morija (det sted hvor Klippemoskéen ligger i dag). På dette højereliggende plateau fik han den særlige ære at bygge et storslået tempel til lovprisning af Jehova. Pagtens ark blev anbragt i Det Allerhelligste i dette tempel. — 1 Kongebog 6:1-38.

⁹ Israels nation havde fred så længe man helhjertet støttede tilbedelsen af Jehova, der havde sit midtpunkt i Jerusalem. Bibelen beskriver situationen smukt med ordene: „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig. . . . og [Salomon] havde fred rundt om til alle sider. Så Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ.“ — 1 Kongebog 4:20, 24, 25.

10, 11. Hvordan bekræfter arkæologien det Bibelen fortæller om Jerusalem under Salomons regering?

¹⁰ Arkæologiske fund støtter denne beretning om fremgang og velstand under Salomons regering. Professor Yohanan Aharoni siger i sin bog The Archaeology of the Land of Israel: „Den velstand der tilflød det kongelige hof fra alle sider, og den blomstrende handel . . . forårsagede en hurtig og mærkbar revolution inden for alle grene af den materielle kultur. . . . Forandringen i den materielle kultur . . . er bemærkelsesværdig, ikke alene hvad luksusgenstandene angår, men også i særlig grad i keramikken. . . . Lertøjets kvalitet og brænding blev forbedret til ukendelighed.“

¹¹ Svarende hertil skriver Jerry M. Landay: „Under Salomons styre gjorde Israel på tre årtier større fremskridt på den materielle kulturs område end det havde gjort i de to foregående århundreder. I jordlagene fra Salomons tid finder vi rester af imponerende bygningsværker, store byer med vældige mure, hurtigtvoksende beboelseskvarterer med prægtige velhaverboliger, et stort gennembrud i pottemagerens tekniske kunnen og hans fremstillingsmetoder. Vi finder også genstande der stammer langvejsfra, hvilket vidner om et livligt internationalt erhvervsliv og handelssamkvem.“ — The House of David.

Fra fred og velstand til ødelæggelse

12, 13. Hvad var grunden til at den sande tilbedelse ikke fortsat havde fremgang i Jerusalem?

¹² Den fred og velstand der kendetegnede Jerusalem, byen hvor Jehovas helligdom lå, var et passende tema i mange bønner. David skrev for eksempel: „I skal bede om Jerusalems fred. De der elsker dig vil være fri for bekymring. Måtte der være fred inden for din vold, ubekymrethed i dine tårnborge. For mine brødres og mine venners skyld vil jeg gerne sige: ’Måtte der være fred i dig!’“ (Salme 122:6-8) Men selv om Salomon fik den ære at bygge det storslåede tempel i denne fredens by, tog han til sidst mange hedenske hustruer til ægte. De forførte ham i hans alderdom til at fremme dyrkelsen af falske guder. Dette frafald havde en nedbrydende virkning på hele nationen, for den berøvede landet og dets befolkning den ægte fred. — 1 Kongebog 11:1-8; 14:21-24.

¹³ På et tidligt tidspunkt under Salomons søn Rehabeams regering gjorde ti stammer oprør og dannede det nordlige rige, Israel. På grund af dets afgudsdyrkelse tillod Gud at dette rige blev omstyrtet af Assyrien. (1 Kongebog 12:16-30) Hovedstaden i det sydlige rige, tostammeriget Juda, var dog stadig Jerusalem. Med tiden forlod man imidlertid også her den rene tilbedelse, og Gud tillod derfor at den egensindige by blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. I 70 år levede de jødiske landflygtige en sorgfuld tilværelse som fanger i Babylon. Derefter fik de på grund af Guds barmhjertighed lov til at vende tilbage til Jerusalem og genoprette den sande tilbedelse. — 2 Krønikebog 36:15-21.

14, 15. Hvordan fik Jerusalem igen en betydningsfuld stilling efter landflygtigheden i Babylon, men med hvilken forandring?

¹⁴ Efter at Jerusalem havde ligget øde hen i 70 år, må de ødelagte huse og bygninger have været dækket af vildnis. Byens mur var brudt ned, og der var store huller hvor der engang havde været porte og sidetårne. Men de hjemvendte jøder tabte ikke modet. De byggede et alter hvor det tidligere tempel havde stået, og begyndte at bringe de daglige ofre til Jehova.

¹⁵ Det var en lovende begyndelse, men det genoprettede Jerusalem ville aldrig mere blive hovedstaden i et rige hvor en efterkommer af kong David sad på tronen. Jøderne var nu underlagt en landshøvding, eller statholder, som var indsat af Babylons erobrere, og måtte betale skat til deres persiske herrer. (Nehemias 9:34-37) Skønt Jerusalem befandt sig i en ’nedtrådt’ tilstand, var den dog stadig den ene by på hele jorden der nød Jehova Guds særlige gunst. (Lukas 21:24) Som center for den rene tilbedelse repræsenterede den også Guds ret til at udøve sit suveræne herredømme over jorden gennem en efterkommer af kong David.

Modstand fra falske religiøse naboer

16. Hvorfor afbrød jøderne der var vendt hjem fra Babylon, deres byggearbejde i byen?

¹⁶ Snart lagde de jøder som var vendt tilbage til Jerusalem fra landflygtigheden, grunden til et nyt tempel. Men nabofolk som dyrkede falsk religion, sendte et brev til perserkongen Artaxerxes hvori de bagtalte jøderne og beskyldte dem for at ville gøre oprør. Resultatet var at Artaxerxes forbød yderligere byggevirksomhed i Jerusalem. Hvis vi havde boet i byen dengang, ville vi sikkert have spekuleret på hvad det betød for byens fremtid. Jøderne afbrød så tempelbyggeriet og lod sig opsluge af deres egne materielle bestræbelser. — Ezra 4:11-24; Haggaj 1:2-6.

17, 18. Hvordan sørgede Jehova for at Jerusalem blev genopbygget?

¹⁷ Omkring 17 år efter hjemkomsten oprejste Gud profeterne Haggaj og Zakarias for at bringe folket på bedre tanker. Tilskyndet til at angre og omvende sig tog jøderne igen fat på at genopbygge templet. I mellemtiden var Darius blevet konge i Persien. Han bekræftede kong Kyros’ befaling om at Jerusalems tempel skulle genopbygges, og sendte et brev til jødernes naboer med en advarsel om at ’holde sig borte fra Jerusalem’ og med befaling om at man skulle yde finansiel støtte til byggeriet, idet pengene skulle udredes af den skat som blev inddrevet til kongen, så arbejdet kunne fuldføres. — Ezra 6:1-13.

¹⁸ Jøderne fuldførte templet i det 22. år efter deres hjemkomst. Man kan godt forestille sig at denne milepæl var noget der måtte fejres. Men byen og dens mure lå stadig for en stor del i ruiner. Det blev der rådet bod på „i landshøvdingen Nehemias’ og præsten Ezras, den skriftlærdes, dage“. (Nehemias 12:26, 27) Hen imod slutningen af det 5. århundrede f.v.t. var Jerusalem øjensynlig helt genopbygget og var nu en af oldtidens betydelige byer.

Messias træder frem!

19. På hvilken måde gav Jesus Kristus udtryk for at Jerusalem var noget særligt?

¹⁹ Lad os nu springe nogle hundrede år frem i tiden til en begivenhed af universel betydning, Jesu Kristi fødsel. Jehova Guds engel havde sagt til Jesu moder, jomfru Maria: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, . . . og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) År senere holdt Jesus sin berømte bjergprædiken. Heri gav han opmuntring og vejledning om mange ting. For eksempel opfordrede han sine tilhørere til at holde de løfter de havde givet Gud, men samtidig passe på ikke letsindigt at aflægge ed på alt muligt. Jesus sagde: „I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed uden at holde den, men du skal indfri dine løfter til Jehova.’ Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; eller ved jorden, for den er hans fodskammel; eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ (Mattæus 5:33-35) Jesus anerkendte altså Jerusalems enestående stilling — en plads den havde indtaget i århundreder. Den var Jehova Guds, „den store Konges“, by.

20, 21. Hvilken drastisk forandring fandt sted i mange jøders holdning over for Jesus?

²⁰ Kort før afslutningen af sit jordiske liv fremstillede Jesus sig for Jerusalems indbyggere som deres behørigt salvede konge. Reaktionen herpå var at mange begejstret råbte: „Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Velsignet er vor fader Davids kommende rige!“ — Markus 11:1-10; Johannes 12:12-15.

²¹ Men på mindre end en uge vendte skarerne sig på de religiøse lederes tilskyndelse imod Jesus. Han advarede dem om at byen Jerusalem og hele nationen ville miste den begunstigede stilling den indtog hos Gud. (Mattæus 21:23, 33-45; 22:1-7) For eksempel erklærede Jesus: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Under påsken i år 33 e.v.t. lod Jesu modstandere ham uretfærdigt henrette uden for Jerusalem. Imidlertid oprejste Jehova sin Salvede og herliggjorde ham til udødeligt åndeligt liv i det himmelske Zion, en storslået handling som vi alle kan få gavn af. — Apostelgerninger 2:32-36.

22. Hvordan skal man forstå mange af de skriftsteder hvor Jerusalem omtales efter Jesu død?

²² Fra dette tidspunkt og fremefter gælder de fleste uopfyldte profetier om Zion, eller Jerusalem, enten forhold i himmelen eller Jesu salvede disciple. (Salme 2:6-8; 110:1-4; Esajas 2:2-4; 65:17, 18; Zakarias 12:3; 14:12, 16, 17) Flere steder i Bibelen hvor „Jerusalem“ eller „Zion“ omtales efter Jesu død, skal tydeligvis forstås billedligt og er ikke møntet på det bogstavelige, jordiske Jerusalem eller Zion. (Galaterne 4:26; Hebræerne 12:22; 1 Peter 2:6; Åbenbaringen 3:12; 14:1; 21:2, 10) Det endegyldige bevis for at Jerusalem ikke længere var „den store Konges by“, blev givet i år 70 e.v.t. da de romerske legioner lagde byen øde, som forudsagt af Daniel og Jesus Kristus. (Daniel 9:26; Lukas 19:41-44) Hverken bibelskribenterne eller Jesus selv har forudsagt at det jordiske Jerusalem senere ville blive bragt tilbage til den særligt begunstigede plads hos Jehova Gud som det engang indtog. — Galaterne 4:25; Hebræerne 13:14.

En forsmag på varig fred

23. Hvorfor bør vi stadig være interesserede i emnet Jerusalem?

²³ Efter dette tilbageblik over det jordiske Jerusalems tidligste historie kan man ikke sige andet end at byen under kong Salomons fredfyldte regering levede op til sit navn — „Dobbeltfreds Eje [eller: Grundvold]“. Men dette var blot en forsmag på den fred og velstand som de der elsker Gud, snart vil kunne glæde sig over her på jorden under paradisiske forhold. — Lukas 23:43.

24. Hvad kan vi lære af de forhold der herskede under Salomons regering?

²⁴ Den 72. salme skildrer forholdene under kong Salomons regering. Men samtidig skildrer denne smukke salme profetisk velsignelserne for menneskeslægten under Messias’, Jesu Kristi, himmelske styre. Om ham sang salmisten: „I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere. . . . For han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne. Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:7, 8, 12-14, 16.

25. Hvorfor bør vi udvide vort kendskab til Jerusalems historie?

²⁵ Hvilken trøst og hvilket håb for gudhengivne mennesker i Jerusalem og alle andre steder på jorden! Du kan være blandt dem der vil kunne glæde sig over fred overalt på jorden under Guds messianske rige. Kendskab til Jerusalems fortid kan give os forståelse af Guds hensigt med menneskene. De følgende artikler vil rette opmærksomheden mod begivenheder der fandt sted i det syvende og ottende årti efter jødernes hjemkomst fra landflygtigheden i Babylon. Det vil være til trøst for alle som ønsker at tilbede Jehova Gud, den store Konge, på en antagelig måde.

[Fodnote]

Husker du?

◻ Hvordan gik det til at Jerusalem blev stedet hvor „Jehovas trone“ stod?

◻ Hvad særligt gjorde Salomon for at fremme den sande tilbedelse?

◻ Hvordan ved vi at Jerusalem ophørte med at være centret for tilbedelsen af Jehova?

◻ Hvorfor er vi interesserede i at udvide vort kendskab til Jerusalems historie?

[Illustration på side 10]

Davidsbyen lå på et højdedrag mod syd, men Salomon udvidede byen mod nord og byggede templet

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Kildeangivelse på side 8]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.