Stolthedens høje pris

KENDER du nogen som helt bevidst har forsøgt at få dig til at føle dig lille og ubetydelig? En direktør, en chef, en tilsynsførende eller måske en slægtning som så ned på dig og behandlede dig med foragt. Hvad syntes du om vedkommende? Følte du dig tiltrukket af hans personlighed? Sikkert ikke. Hvorfor? Fordi stolthed skaber skel og kvæler kommunikationen mennesker imellem.

Den stolte nedvurderer alle andre for at stille sig selv i et bedre lys. Folk med en sådan indstilling har sjældent noget pænt at sige om andre, og hvis de har, er det altid med et forbehold: ’Ja, det kan godt være, men han har jo altså den fejl at . . .’

I bogen Thoughts of Gold in Words of Silver bliver stolthed beskrevet som „en meget destruktiv brist. Den virker ødelæggende og levner ikke meget at beundre.“ Er det da noget under at de fleste ikke bryder sig om at være sammen med en der er stolt? Den pris den stolte ofte må betale, er mangelen på sande venner. Bogen tilføjer: „Folk elsker derimod de ydmyge — ikke dem der praler af at være ydmyge, men dem der virkelig er det.“ Bibelen siger: „Menneskets hovmod ydmyger ham, men den hvis ånd er ydmyg opnår ære.“ — Ordsprogene 29:23.

Ét er den indflydelse stolthed kan have på det at blive æret og elsket af mennesker. Noget andet, og vigtigere, er den virkning stolthed har på ens forhold til Gud. Hvordan ser Gud på den der er stolt, hoven og overmodig? Er det Gud lige meget om vi er stolte eller ydmyge?

En lektion i ydmyghed

Den inspirerede skribent til Ordsprogenes Bog siger: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen. Det er bedre at have en ydmyg ånd sammen med sagtmodige end at dele bytte med de stolte.“ (Ordsprogene 16:18, 19) Visdommen i disse ord fremgår tydeligt af det der skete med den syriske hærfører Na’aman, der levede samtidig med den israelitiske profet Elisa.

Na’aman var spedalsk. I et forsøg på at blive helbredt begav han sig til Samaria i den tro at han ville få personligt foretræde for Elisa. Profeten modtog ikke selv Na’aman, men lod sin tjener sige til ham at han skulle bade sig syv gange i Jordanfloden. Na’aman blev meget fortørnet over den behandling og de instruktioner han fik. Hvorfor kunne profeten ikke selv komme ud til ham og tale med ham i stedet for at sende en tjener? Og en hvilken som helst flod i Syrien var vel lige så god som Jordanfloden! Hans problem var stolthed. Heldigvis for ham selv fulgte han alligevel sine tjeneres vise råd: „Da tog han ned og dykkede sig syv gange i Jordan, efter den sande Guds mands ord, og hans kød heledes og blev som kødet på en lille dreng, og han blev ren.“ — 2 Kongebog 5:14.

Ja, det kan medføre store fordele at vise en smule ydmyghed.

Arrogancens høje pris

Stolthedens pris kan ikke blot indebære at man går glip af personlige fordele. En anden form for stolthed ligger i ordet „hybris“, der kommer af græsk og betyder overmod, „overdreven stolthed eller selvsikkerhed, der ofte medfører gengældelse“. (Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary) Ifølge bibelforskeren William Barclay „er hybris en blanding af stolthed og grusomhed . . ., den arrogante foragt der får [en person] til at trampe på andres følelser“.

Et tydeligt eksempel på denne form for overdreven stolthed findes i den bibelske beretning om ammonitterkongen Hanun. Opslagsværket Indsigt i Den Hellige Skrift siger: „På grund af den loyale hengivenhed Nahasj havde vist David, sendte David nogle sendebud for at trøste Hanun over tabet af hans fader. Hanuns fyrster overbeviste ham imidlertid om at dette blot var et påskud fra Davids side for at udspionere byen. Han vanærede derfor Davids sendebud ved at barbere halvdelen af deres skæg af, skære halvdelen af deres dragt af op til sædet og sende dem bort.“a Om denne begivenhed siger Barclay: „Hanuns behandling af sendebudene var et udtryk for hybris. Det var en kombination af en fornærmelse, en skændselsgerning og en offentlig ydmygelse.“ — 2 Samuel 10:1-5.

Den stolte optræder ofte hovmodigt og behandler andre uforskammet og ydmygende. Han nyder at volde andre fortræd på en kold og upersonlig måde og godter sig over den ulykke og forsmædelse han kan bringe over dem. Men at underminere og ødelægge en andens selvrespekt er som et tveægget sværd. Det resulterer i at man mister en ven og højst sandsynligt får en fjende.

Hvordan skulle en sand kristen kunne vise en sådan skadelig form for stolthed når deres Herre befalede dem at ’elske deres næste som sig selv’? (Mattæus 7:12; 22:39) Det er klart i modstrid med alt hvad Gud og Kristus står for. Barclay kommer derfor med denne alvorlige konstatering: „Hybris er den form for stolthed der får et menneske til at trodse Gud.“ Det er den form for stolthed der får en til at sige: „Der er ingen Jehova.“ (Salme 14:1) Eller, som det siges i Salme 10:4: „Den ugudelige, hovmodig som han er, søger ikke; alle hans tanker er: ’Der er ingen Gud.’“ Med en sådan stolt eller hovmodig indstilling risikerer man ikke alene at miste sine venner og slægtninges venskab, men også Guds venskab. Det er en høj pris at betale!

Lad dig ikke ødelægge af stolthed

Stolthed kan have mange ansigter. Den kan udspringe af nationalisme, racisme, klasse- og kasteskel, uddannelse, rigdom, prestige og magt. Stolthed kan på den ene eller den anden måde let vinde indpas hos os og ødelægge vores personlighed.

Mange opfører sig som de mindre i forhold til dem der indtager en overordnet stilling, eller deres ligemænd. Men hvad sker der somme tider når en tilsyneladende ydmyg person opnår større myndighed? Pludselig begynder han at optræde som en despot der gør livet surt for dem han føler står under ham. For nogle kan dette ske når de bærer en uniform eller et andet synligt tegn på at de besidder magtbeføjelser. Selv stats- og kommunalansatte kan blive stolte af den stilling de indtager i forhold til dem de betjener, og tænke at folk er til for deres skyld, og ikke omvendt. Stolthed kan gøre én hård og ufølsom — ydmyghed kan gøre én venlig.

Jesus kunne have optrådt hovmodigt og strengt over for sine disciple. De var jo ufuldkomne, impulsive og ubesindige, mens han, Guds søn, var fuldkommen. Men hvilken opfordring gav han dem der ville lytte? „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Bestræber vi os altid for at følge Jesu eksempel? Eller kan vi undertiden være kolde, ubøjelige, diktatoriske, ubarmhjertige eller hovmodige i den måde vi behandler andre på? Ligesom Jesus bør vi forsøge at styrke, ikke undertrykke, vore medmennesker. Modstå derfor stolthedens nedbrydende virkning.

Er al stolthed, i lyset af det foregående, forkert?

Selvrespekt kontra indbildskhed

Stolthed defineres også som „en rimelig eller berettiget selvrespekt“. (Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary) Selvrespekt vil sige at ens respekt omfatter en selv. Det betyder at man ikke er ligeglad med hvad andre synes om en. Man er opmærksom på sit udseende og interesseret i at have et godt omdømme. Det er sandt som et ordsprog udtrykker det: „Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig hvem du er.“ Hvis man foretrækker at komme sammen med nogle der er sjuskede, dovne, uopdragne, eller som har et vulgært sprog, vil man blive ligesom dem. Deres holdninger vil smitte af på en selv, og man vil miste sin selvrespekt.

Der findes naturligvis også den anden yderlighed, nemlig stolthed der fører til indbildskhed eller forfængelighed. De skriftlærde og farisæerne på Jesu tid var stolte af deres traditioner og deres meget fromme ydre. Jesus sagde advarende om dem: „Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de skriftstedskapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne på deres klæder gør de store [for at se mere fromme ud]. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk.“ — Mattæus 23:5-7.

Den rette form for stolthed forudsætter altså at man har en ligevægtig indstilling. Husk også at Jehova ser på vores hjerteindstilling, ikke på hvordan vi tager os ud. (1 Samuel 16:7; Jeremias 17:10) Selvretfærdighed er ikke det samme som Guds retfærdighed. Spørgsmålet er nu: Hvordan kan vi opdyrke sand ydmyghed og undgå at betale stolthedens høje pris?

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Na’aman havde stor gavn af at vise en smule ydmyghed