„I farer på havet“

ET SKIB med 276 personer om bord nærmer sig i den mørke nat Malta, en ø i Middelhavet. Besætningen og passagererne er helt udmattede efter at de i 14 dage er blevet kastet hid og did af et uvejr. Da de ved daggry får øje på en bugt, forsøger de at sætte fartøjet på grund. Men forstavnen borer sig fast. Den rokker sig ikke ud af stedet, og bølgerne slår agterstavnen i stykker. Alle om bord forlader skibet og når ind til kysten enten ved at svømme eller ved at klamre sig fast til planker eller andre vragdele. Forkomne og stærkt medtagne trækker de sig op af den frådende brænding. En af passagererne er apostelen Paulus. Han er på vej til Rom, hvor han skal stilles for retten. — Apostelgerninger 27:27-44.

Skibbruddet ud for Maltas kyst var ikke den første livstruende situation Paulus havde oplevet på havet. Nogle år forinden havde han skrevet: „Tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt i dybet.“ Og han tilføjede at han havde været „i farer på havet“. (2 Korinther 11:25-27) Ved at rejse med skib kunne Paulus udføre den opgave Gud havde givet ham, nemlig at være „apostel for nationerne“. — Romerne 11:13.

Hvor udbredt var det at rejse med skib i det første århundrede? Hvilken betydning havde denne trafik for kristendommens udbredelse? Hvor sikkert var det at færdes til søs? Hvilke fartøjer anvendte man? Og hvor opholdt passagererne sig under sejladsen?

Roms afhængighed af skibsfarten

Romerne kaldte Middelhavet Mare Nostrum — Vort hav. Det var yderst vigtigt for Rom at beherske sejlruterne, og det ikke kun af militære grunde. Mange byer i Romerriget var havnebyer eller fik deres forsyninger via sådanne byer. Rom havde for eksempel sin havn ved det nærliggende Ostia. Korinths havnebyer var Lekæum og Kenkreæ, og Antiochia i Syrien fik sine forsyninger via byen Seleukia. Gode skibsforbindelser mellem disse havnebyer sikrede en hurtig transport mellem de vigtigste byer og gjorde det lettere at forvalte de romerske provinser mere effektivt.

Rom var også afhængig af skibsfarten for at kunne få fødevareforsyninger. Med en befolkning på cirka en million mennesker var Roms behov for korn meget stort — det var på mellem 250.000 og 400.000 tons om året. Hvor kom alt dette korn fra? Flavius Josefus citerede Herodes Agrippa II for at have sagt at Nordafrika som helhed ernærede Roms befolkning i otte måneder om året, og Alexandria i Ægypten sendte byen korn til fire måneders forbrug. Tusinder af skibe forsynede Rom med korn.

Romerne havde smag for luksus, og den blomstrende handel dækkede med sine skibsleverancer efterspørgselen efter alle mulige slags varer. Mineraler, tilhuggede sten og marmor blev transporteret med skib fra Cypern, Grækenland og Ægypten, og fra Libanon fragtede man tømmer. Vin kom med skib fra Smyrna, nødder fra Damaskus og dadler fra Palæstina. Salver og gummi blev lastet i Kilikien, uld i Milet, tekstiler i Syrien og Libanon, og purpurfarvet klæde i Tyrus og Zidon. Farvestoffer fik man fra Tyatira, mens glas blev hentet i Alexandria og Zidon. Og fra Indien og Kina importerede man silke, bomuld, elfenben og krydderier.

Hvad ved man om det skib Paulus rejste med, og som forliste på Malta? Det var et kornskib, „en båd fra Alexandria som sejlede til Italien“. (Apostelgerninger 27:6; se også fodnoten.) Handelsflåden af kornskibe blev ejet af grækere, fønikiere og syrere, som også førte og udrustede dem. Disse skibe blev imidlertid lejet af den romerske stat. Historikeren William M. Ramsay siger: „Som det var tilfældet med inddrivningen af skatter, var det lettere for myndighederne at udlicitere denne arbejdsopgave end selv at skulle organisere det enorme maskineri af mandskab og udstyr som var nødvendigt for at drive denne omfattende rutefart.“

Paulus tilbagelagde den sidste del af sin sørejse til Rom på et skib der havde „Zeus’ sønner“ som galionsfigur. Også dette skib var fra Alexandria. Det sejlede til Puteoli ved Napolibugten, den havn hvor kornflåden almindeligvis lagde til. (Apostelgerninger 28:11-13) Fra Puteoli, det nuværende Pozzuoli, blev lasten fragtet ad landvejen eller losset over på mindre skibe der sejlede nordpå langs kysten og op ad Tiberen og ind i Roms bymidte.

Passagerer på fragtskibe?

Hvorfor rejste Paulus og de soldater der ledsagede ham, med en fragtbåd? For at kunne besvare det spørgsmål må vi først vide hvordan det var at være passager på et skib dengang.

I det første århundrede kendte man ikke til passagerskibe. De rejsende gjorde brug af handelsskibe. Passagererne om bord på disse skibe har sikkert udgjort en broget skare af embedsmænd, intellektuelle, prædikanter, troldmænd, kunstnere, atleter, handelsfolk, turister og pilgrimme.

I kystfarvandene sejlede små både med passagerer og gods. Paulus har muligvis benyttet et sådant fartøj for at ’komme over til Makedonien’ fra Troas. Måske har sådanne småskibe ved mere end én lejlighed bragt ham til og fra Athen. Paulus kan også have sejlet med disse små fartøjer da han senere rejste fra Troas til Patara gennem øhavet ud for Lilleasiens kyst. (Apostelgerninger 16:8-11; 17:14, 15; 20:1-6, 13-15; 21:1) At benytte sådanne småbåde var tidsbesparende; blot kunne de ikke vove sig for langt væk fra land. De skibe der bragte Paulus til Cypern og derefter til Pamfylien, samt de der bragte ham fra Efesus til Cæsarea og fra Patara til Tyrus, må derfor have været betydeligt større. (Apostelgerninger 13:4, 13; 18:21, 22; 21:1-3) Det skib der med Paulus om bord forliste ud for Maltas kyst, må også have været ganske stort. Hvor store kunne sådanne skibe være?

En forsker har på baggrund af skriftlige kilder sagt: „Den mindste og mest anvendte lasteevne i oldtiden var 70 til 80 tons. Skibe der kunne laste 130 tons, var meget almindelige, i hvert fald i den hellenistiske periode. Et skib med en lasteevne på 250 tons var større end normalt, men ikke et ualmindeligt syn. I romertiden anvendte man skibe i den kejserlige forsyningstjeneste som havde en endnu større lasteevne. Den mest foretrukne kapacitet var 340 tons. De største skibe kunne laste op til 1300 tons eller lidt derover.“ Ifølge en skriftlig kilde fra det andet århundrede var det alexandrinske kornskib Isis over 55 meter langt og knap 14 meter bredt. Desuden havde det et 13 meter dybt lastrum og kunne sandsynligvis laste tusind tons korn. Måske kunne det derudover medbringe et par hundrede passagerer.

Hvilke forhold bød man passagererne om bord på et kornskib? Eftersom skibene først og fremmest fragtede gods, kom passagererne i anden række. De blev hverken tilbudt forplejning eller anden betjening, kun vand. Desuden måtte de sove på dækket, måske beskyttet af læsejl som de satte op om aftenen og tog ned om morgenen. De rejsende har sikkert fået tilladelse til at lave mad i kabyssen, men de har selv måttet medbringe alt det fornødne udstyr til at lave mad, spise, vaske sig og sove, altså alt lige fra gryder og pander til sengetøj.

Hvor sikkert var det at sejle på havet?

I det første århundrede havde de søfarende ikke nogen instrumenter, heller ikke kompas, og måtte derfor udelukkende navigere efter det de kunne se. Det var derfor mest sikkert at rejse når sigtbarheden var god, hvilket den sædvanligvis var fra slutningen af maj til midt i september. I to måneder før og efter denne periode vovede købmænd sig nogle gange ud på en sejlads. Men i vintertiden blev solen, stjernerne og landmærker skjult af tågedis og skyer. Og man betragtede havet som lukket for sejlads (latin: mare clausum) fra den 11. november til den 10. marts medmindre rejsen var bydende nødvendig eller uopsættelig. De der rejste i slutningen af sæsonen, løb den risiko at måtte overvintre i en fremmed havn. — Apostelgerninger 27:12; 28:11.

Skibsfart var altså en sæsonbestemt og risikabel affære. Hvilke fordele var der da ved at sejle frem for at rejse over land? Det var mindre trættende samt billigere og hurtigere at sejle. Med gunstig vind kunne et skib måske tilbagelægge 150 kilometer om dagen. Til fods kunne man sædvanligvis vandre 25 til 30 kilometer om dagen.

Hvor hurtigt skibet sejlede, afhang næsten udelukkende af vinden. På rejsen fra Ægypten til Italien måtte man, selv på den bedste årstid, konstant kæmpe sig frem i modvind. Den korteste sejlrute gik som regel via Rhodos, Myra eller en anden havn langs Lykiens kyst i Lilleasien. Kornskibet Isis kastede ved en lejlighed anker i Piræus 70 dage efter at være sejlet ud fra Alexandria. Med en fremherskende nordvestenvind fra agten kunne tilbagerejsen fra Italien sandsynligvis gøres på 20 til 25 dage. Hvis samme rejse blev foretaget over land, ville den tage over 150 dage i godt vejr.

Den gode nyhed krydser alverdens have

Paulus kendte tydeligvis de farer der var forbundet med at sejle uden for sæsonen. På et tidspunkt frarådede han at man stod til havs i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober: „Mænd, jeg ser at sejladsen vil være forbundet med skade og stort tab, ikke blot for ladningen og båden, men også for vore sjæle.“ (Apostelgerninger 27:9, 10) Men centurionen som førte befalingen, overhørte hans ord, og det resulterede i at de led skibbrud på Malta.

Paulus havde ved slutningen af sin missionærtjeneste lidt skibbrud mindst fire gange. (Apostelgerninger 27:41-44; 2 Korinther 11:25) Men bekymring for hvad der eventuelt kunne ske, afholdt ikke de første forkyndere af den gode nyhed fra at rejse til søs. De gjorde god brug af de transportmidler der var til rådighed, for at udbrede Rigets budskab. I lydighed mod Jesu befaling aflagde de vidt og bredt et vidnesbyrd. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Takket være deres nidkærhed, troen hos dem der har fulgt deres eksempel, og Jehovas hellige ånds ledelse er den gode nyhed nået ud til de mest fjerntliggende afkroge af den beboede jord.

[Kildeangivelse på side 31]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.