Ba’alsdyrkelsen — kampen om israelitternes hjerte
I næsten tusind år blev der udkæmpet en kamp om israelitternes hjerte. Det var en kamp mellem overtroisk frygt og frugtbarhedsritualer på den ene side og tro og loyalitet på den anden side. I denne kamp om liv og død blev dyrkelsen af Ba’al sat op imod tilbedelsen af Jehova.
VILLE israelitterne forblive trofaste over for den sande Gud, der havde ført dem ud af Ægypten? (2 Mosebog 20:2, 3) Eller ville de gå over til Ba’al, kana’anæernes yndlingsgud, som havde lovet at gøre jorden frugtbar?
Denne åndelige kamp, der blev udkæmpet for tusinder af år siden, har betydning for os der lever i dag. Hvorfor? Apostelen Paulus skrev: „Disse ting . . . blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (1 Korinther 10:11) Den advarsel man kan udlede af denne historiske strid, vil få større betydning for os hvis vi forstår hvem Ba’al var, og hvad ba’alsdyrkelsen indbefattede.
Hvem var Ba’al?
Israelitterne stiftede bekendtskab med ba’alsdyrkelsen da de omkring år 1473 f.v.t. drog ind i Kana’ans land. Her så de at kana’anæerne tilbad en mængde guder som ikke adskilte sig meget fra ægypternes, bortset fra at de havde andre navne og lidt anderledes egenskaber. Ifølge Bibelen var Ba’al dog kana’anæernes hovedgud, hvilket bekræftes af arkæologiske fund. (Dommerne 2:11) Ba’al var ikke den øverste gud i det kana’anæiske panteon, men han var den gud der betød mest for kana’anæerne. De troede på at han var herre over regnen, vinden og skyerne, og at kun han kunne give dem frugtbare marker og beskytte mennesker og dyr mod at blive ufrugtbare eller dø. Uden Ba’als beskyttelse ville Mot, en hævngerrig kana’anæisk gud, bringe ulykker over dem.
Ba’alsdyrkelsen var kendetegnet af sexritualer. Selv de religiøse genstande der havde tilknytning til Ba’al, som for eksempel hellige støtter og hellige pæle, havde seksuelle bibetydninger. De hellige støtter, tilhuggede eller utilhuggede sten der var formet som fallossymboler, repræsenterede øjensynlig Ba’al, det mandlige element. De hellige pæle var enten træer eller genstande af træ som symboliserede Ba’als gemalinde, Asjera, det kvindelige element. — 1 Kongebog 18:19.
Tempelprostitution og børneofringer spillede også en fremtrædende rolle i ba’alsdyrkelsen. (1 Kongebog 14:23, 24; 2 Krønikebog 28:2, 3) Bogen The Bible and Archaeology siger: „I de kana’anæiske templer var der mandlige og kvindelige prostituerede (’hellige’ mænd og kvinder), og her hengav man sig til alle mulige former for seksuelle udskejelser. [Kana’anæerne] mente at disse ritualer på en eller anden måde kunne sikre frugtbarheden på markerne og hos husdyrene.“ Det var i hvert fald deres religiøse begrundelse, men en sådan kønslig umoralitet har uden tvivl også appelleret til deres kødelige ønsker. Hvordan lykkedes det da Ba’al at forføre israelitternes hjerte?
Hvorfor så tillokkende?
Mange israelitter foretrak muligvis at have en religion der ikke stillede store krav til dem. Ved at dyrke Ba’al var de fri for at overholde Moseloven, deriblandt sabbatslovene og de mange moralske restriktioner. (3 Mosebog 18:2-30; 5 Mosebog 5:1-3) Kana’anæernes velstand har måske også overbevist dem om nødvendigheden af at formilde Ba’al.
De kana’anæiske helligdomme, offerhøje der lå i frodige lunde på bjergskråninger, har uden tvivl dannet en tillokkende baggrund for de frugtbarhedsritualer som fandt sted dér. Der gik ikke lang tid før israelitterne var utilfredse med at gøre brug af kana’anæernes hellige steder, og de begyndte at bygge deres egne. „Også de byggede sig med tiden offerhøje og rejste hellige støtter og hellige pæle på hver høj bakke og under hvert frodigt træ.“ — 1 Kongebog 14:23; Hoseas 4:13.
Ba’alsdyrkelsen appellerede dog først og fremmest til de kødelige ønsker. (Galaterne 5:19-21) Afgudsdyrkerne begik ikke umoralske handlinger blot for at sikre sig en rigelig høst og store hjorde. Sex blev forherliget. Det fremgår af mange udgravede figurer med stærkt forstørrede kønskarakterer der skildrer seksuel ophidselse. Festligheder, dans og musik banede vej for en tøjlesløs adfærd.
Forestil dig hvordan det er gået for sig. Det er først på efteråret. Efter at have mæsket sig med mad og drikke i smukke omgivelser begynder de opstemte afgudsdyrkere at danse. Deres frugtbarhedsdans har til hensigt at vække Ba’al fra sin sommerdvale så han kan give landet regn. Folket danser rundt og rundt om de falliske støtter og hellige pæle. Deres legemsbevægelser, i særdeleshed de tempelprostitueredes, er erotiske og sanselige. Musikken og tilskuerne ophidser dem til at blive ved. Når dansen når et klimaks, begiver danserne sig hen til kamrene i ba’alshuset for at begå umoralitet. — 4 Mosebog 25:1, 2; jævnfør Anden Mosebog 32:6, 17-19; Amos 2:8.
De vandrede efter det de så, ikke efter det de troede
Mange israelitter praktiserede ba’alsdyrkelse, ikke blot fordi de følte sig tiltrukket af denne umoralske tilbedelsesform, men også af frygt. Efterhånden som de mistede deres tro på Jehova, forledte frygten for de døde, frygten for fremtiden og en fascination af det okkulte dem til at udøve spiritisme der indbefattede dybt perverse ritualer. The International Standard Bible Encyclopedia beskriver hvordan kana’anæerne som en del af deres forfædredyrkelse ærede de afdødes ånder: „Der blev holdt gilder . . . i familiens gravkammer eller på gravhøje. Disse fester var præget af rituel drukkenskab og umoralitet (muligvis også incest), som man mente at de afdøde tog del i.“ Israelitternes udøvelse af sådanne nedværdigende spiritistiske handlinger fjernede dem mere og mere fra deres Gud, Jehova. — 5 Mosebog 18:9-12.
Afgudsdyrkelse med dertilhørende ritualer virkede også tillokkende på de israelitter som foretrak at vandre efter det de så, ikke efter det de troede. (2 Korinther 5:7) Selv efter at have været vidne til de storslåede mirakler Jehova havde udført ved sin usynlige hånd, følte mange israelitter der havde forladt Ægypten, at de måtte have noget synligt at tilbede. (2 Mosebog 32:1-4) Nogle af deres efterkommere ønskede også at tilbede noget synligt, som for eksempel gudebilleder af Ba’al. — 1 Kongebog 12:25-30.
Hvem sejrede?
Kampen om israelitternes hjerte strakte sig over mange hundrede år, fra de ankom til Moabs sletter kort før de gik ind i det forjættede land, til deres deportation til Babylon. Det lod til at parterne på skift havde overtaget. Undertiden forblev de fleste israelitter loyale mod Jehova, men ofte vendte de sig til Ba’al. Det skyldtes hovedsagelig deres nære forbindelse med de omkringboende hedenske folkeslag.
Efter kana’anæernes militære nederlag forsøgte de at overvinde israelitterne ved hjælp af mere underfundige metoder. De boede side om side med israelitterne og tilskyndede dem til at dyrke landets guder. Modige dommere som Gideon og Samuel modstod imidlertid denne udvikling. Samuel gav folket denne formaning: „Fjern de fremmede guder . . ., og tag i jeres hjerte et fast standpunkt for Jehova og tjen ham alene.“ Israelitterne fulgte Samuels tilskyndelse i en periode, og de „fjernede . . . ba’alerne og astarterne og tjente Jehova alene“. — 1 Samuel 7:3, 4; Dommerne 6:25-27.
Efter Sauls og Davids regeringstid begyndte Salomon i sin alderdom at ofre til fremmede guder. (1 Kongebog 11:4-8) Andre af Israels og Judas konger fulgte hans eksempel og hengav sig til at dyrke Ba’al. Trofaste profeter og konger som Elias, Elisa og Josias førte imidlertid an i kampen mod ba’alsdyrkelsen. (2 Krønikebog 34:1-5) Under hele denne periode af Israels historie var der desuden enkeltpersoner som forblev trofaste mod Jehova. Selv da ba’alsdyrkelsen på kong Akabs og Jesabels tid var på sit højeste, nægtede syv tusind at ’bøje knæ for Baal’. — 1 Kongebog 19:18.
Ba’alsdyrkelsen omtales ikke yderligere efter jødernes tilbagevenden fra landflygtigheden i Babylon. Ligesom dem der omtales i Ezra 6:21, ’skilte de sig ud fra nationerne i landet og deres urenhed for at søge Jehova, Israels Gud’.
En advarsel for os
Ba’alsdyrkelsen er for længst forsvundet, men denne kana’anæiske religion og vore dages samfund har én ting tilfælles — forherligelsen af sex. Fristelserne til at begå umoralitet synes at gennemsyre selve den luft vi indånder. (Efeserne 2:2) „Vi kæmper mod den usynlige magt der behersker denne mørke verden, og mod åndemagter fra selve ondskabens hovedsæde,“ siger Paulus advarende. — Efeserne 6:12, Phillips.
Satans „usynlige magt“ fremmer umoralitet for at trælbinde folk i åndelig forstand. (Johannes 8:34) I vore dages tolerante samfund bliver seksuelle udsvævelser ikke praktiseret som et frugtbarhedsritual, men for at opnå personlig tilfredsstillelse. Og propagandaens overtalelsesevne er lige så stærk. Seksuelt betonede budskaber i underholdning, musik og reklamer gennemsyrer folks bevidsthed. Guds tjenere er ikke immune over for dette angreb. Faktisk er umoralitet årsag til de fleste udstødelser af den kristne menighed. Det er kun ved ustandselig at afvise umoralske tilskyndelser at en kristen kan forblive ren. — Romerne 12:9.
Unge Jehovas vidner er i særlig fare eftersom meget af det der tiltaler dem, præsenteres med seksuelle undertoner. Presset fra andre unge som tilskynder dem til at handle umoralsk, gør det ikke nemmere. (Jævnfør Ordsprogene 1:10-15.) Ikke så få er kommet ud i problemer, eksempelvis ved store sammenkomster. Ligesom i fortidens ba’alsdyrkelse er musik, dans og den seksuelle tiltrækning en stærk og farlig blanding. — 2 Timoteus 2:22.
„Hvordan holder en ung mand sin sti ren?“ spurgte salmisten. „Ved at være på vagt og handle efter [Jehovas] ord.“ (Salme 119:9) Ligesom Guds lov krævede at israelitterne skulle undgå at have nært samvær med kana’anæerne, advarer Bibelen os om farerne ved dårligt selskab. (1 Korinther 15:32, 33) Det er et udtryk for modenhed når en ung kristen siger nej til det der måske virker seksuelt tiltrækkende, men som han ved er moralsk forkert. Ligesom den trofaste Elias ønsker vi ikke at lade os styre af de opfattelser der er almindeligt udbredte. — 1 Kongebog 18:21; jævnfør Mattæus 7:13, 14.
En anden advarsel drejer sig om mangel på tro, „den synd som let omklamrer os“. (Hebræerne 12:1) Det lader til at mange af de israelitter der så hen til Ba’al som den gud der kunne beskytte deres afgrøder og give dem deres daglige fornødenheder, stadig troede på Jehova. Men måske har de ment at Jehovas tempel i Jerusalem lå for langt væk, og at det var vanskeligt at overholde hans love. Ba’alsdyrkelsen stillede derimod ikke så store krav. De kunne endda bringe røgofre til Ba’al på hustagene. (Jeremias 32:29) Muligvis har de langsomt antaget ba’alsdyrkelsen blot ved at tage del i nogle af ritualerne eller ved at bringe ofre til Ba’al i Jehovas navn.
Hvordan kunne vi miste troen og langsomt fjerne os fra den levende Gud? (Hebræerne 3:12) Det kan vi for eksempel hvis vi mister vores værdsættelse af de kristne møder og stævner. En sådan indstilling er et udtryk for mangel på tillid til den åndelige mad Jehova tilvejebringer „i rette tid“. (Mattæus 24:45-47) I en sådan åndeligt svækket tilstand er man i fare for at løsne sit „greb om livets ord“ eller udvikle et delt hjerte, hvilket kunne resultere i at man bukkede under for materialistisk stræben eller umoralitet. — Filipperne 2:16; jævnfør Salme 119:113.
Vi må bevare vores uangribelighed
Der er ingen tvivl om at der i dag foregår en kamp om vores hjerte. Vil vi forblive loyale mod Jehova eller lade os føre ud på et sidespor af denne verdens umoralitet? Ligesom israelitterne blev tiltrukket af kana’anæernes afskyelige gerninger, har nogle kristne mænd og kvinder i dag sørgeligt nok ladet sig friste til at begå skammelige handlinger. — Jævnfør Ordsprogene 7:7, 21-23.
Et sådant åndeligt nederlag kan undgås hvis vi ligesom Moses ’holder stand som så vi den usynlige’. (Hebræerne 11:27) Det er sandt at vi må ’kæmpe en hård kamp for troen’. (Judas 3) Men ved at forblive loyale mod Gud og hans principper kan vi se frem til den tid hvor falsk tilbedelse vil være borte for bestandig. Ligesom tilbedelsen af Jehova sejrede over ba’alsdyrkelsen, kan vi være sikre på at jorden snart „vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
[Illustration på side 31]
Ruiner af hellige støtter i Gezer der blev brugt i forbindelse med ba’alsdyrkelsen
[Kildeangivelse på side 28]
Musée du Louvre, Paris