Hvem var Paulus’ medarbejdere?
I APOSTELGERNINGER og i Paulus’ breve nævnes omkring hundrede medlemmer af den kristne menighed i det første århundrede som kendte denne „apostel for nationerne“. (Romerne 11:13) En del af dem ved vi meget om. Vi er sikkert bekendt med hvad Apollos, Barnabas og Silas udrettede. Derimod vil vi nok have sværere ved at sige noget om Arkippus, Klaudia, Damaris, Linus, Persis, Pudens og Sopater.
Mange støttede aktivt Paulus i hans tjeneste i forskellige perioder og under skiftende omstændigheder. Mænd som Aristarkus, Lukas og Timoteus tjente ved hans side i mange år. Og flere af disse venner ledsagede ham på hans rejser, var hos ham når han sad i fængsel, eller åbnede deres hjem for ham. Andre, som for eksempel Alexander, Demas, Hermogenes og Fygelus, var desværre ikke udholdende, men mistede troen.
Hvad angår adskillige af Paulus’ venner, såsom Asynkritus, Hermas, Julia og Filologus, for blot at nævne nogle få, er det eneste vi kender til dem, deres navne. Nogle kender vi ikke engang navnet på, for eksempel Nereus’ søster, Rufus’ mor eller dem fra Kloes hus. (Romerne 16:13-15; 1 Korinther 1:11) Ved at undersøge de få oplysninger vi har om disse cirka hundrede personer, vil vi ikke desto mindre kunne lære mere om den måde Paulus udførte sin tjeneste på, og om hvordan det gavner os at være omgivet af mange trosfæller og arbejde nært sammen med dem.
Rejseledsagere og værtsfolk
Apostelen Paulus måtte rejse meget. En forfatter har alene på grundlag af de strækninger der nævnes i Apostelgerninger, anslået at han til lands og til vands rejste omkring 16.000 kilometer. At rejse dengang var ikke blot udmattende, men også farligt. Blandt de farer han blev udsat for, var skibbrud, farer fra floder og fra røvere, farer i ørkenen og farer på havet. (2 Korinther 11:25, 26) Paulus rejste derfor sjældent alene.
Paulus’ rejsefæller kunne holde ham med selskab, opmuntre ham og hjælpe til med praktiske ting i tjenesten. Det skete at Paulus lod nogle af dem blive tilbage så de kunne tage sig af de nye disciple og deres åndelige behov. (Apostelgerninger 17:14; Titus 1:5) Det var sikkert også nødvendigt med ledsagere af hensyn til sikkerheden, og desuden kunne man støtte hinanden under rejsens strabadser når man var flere. Blandt Paulus’ ledsagere på hans rejser var Sopater, Sekundus, Gajus og Trofimus. At sådanne mænd fulgtes med Paulus, kan have haft afgørende betydning for at han kunne udføre sin tjeneste med et godt resultat. — Apostelgerninger 20:4.
Paulus tog også med glæde imod den hjælp han blev tilbudt af værtsfolk. Når han ankom til en by for at forkynde eller blot for at overnatte, var det første han gjorde, at finde et opholdssted. Enhver der rejste så langt omkring som Paulus, måtte sove i mange forskellige senge. Han kunne altid gøre ophold på et herberg, men dem har historikere beskrevet som „farlige og uhumske steder“. Derfor boede Paulus sandsynligvis hos trosfæller når det var muligt.
Vi kender navnene på nogle af Paulus’ værtsfolk — Akvila og Priskilla, Gajus, Jason, Lydia, Mnason, Filemon og Filip. (Apostelgerninger 16:14, 15; 17:7; 18:2, 3; 21:8, 16; Romerne 16:23; Filemon 1, 22) Sådanne opholdssteder i Filippi, Thessalonika og Korinth har fungeret som baser for Paulus hvorfra han har kunnet organisere sin missionærtjeneste. I Korinth åbnede Titius Justus også sit hjem for apostelen så han kunne fortsætte sin forkyndelse dér. — Apostelgerninger 18:7.
Mange venner
Eftersom Paulus havde mødt sine bekendte under forskellige omstændigheder, blev de også hver især husket for noget særligt. For eksempel blev Maria, Persis, Føbe, Tryfæna og Tryfosa, som alle var kristne kvinder, rost for deres flittige arbejde. (Romerne 16:1, 2, 6, 12) Paulus havde døbt Krispus, Gajus og Stefanas’ husstand. Dionysius og Damaris havde lyttet til Paulus i Athen og taget imod sandhedens budskab. (Apostelgerninger 17:34; 1 Korinther 1:14, 16) Andronikus og Junias, „kendte mænd blandt apostlene“ som havde været troende i længere tid end Paulus, bliver kaldt „medfanger“. Måske havde de tidligere været i fængsel sammen. Disse to bliver ligesom Herodion, Jason, Lukius og Sosipater omtalt som Paulus’ „slægtninge“. (Romerne 16:7, 11, 21) Ganske vist kan det græske ord der er brugt her, betyde „landsmand“, men det betyder i første række „kødelig slægtning af samme generation“.
Mange af Paulus’ venner rejste ud for den gode nyheds skyld. Foruden dem vi kender godt, var der også Akaikus, Fortunatus og Stefanas, som rejste fra Korinth til Efesus for at rådføre sig med Paulus angående den åndelige tilstand i deres menighed. Vi hører om Artemas og Tykikus, som var parate til at rejse for at slutte sig til Titus, der tjente på Kreta, og Zenas, som skulle foretage en rejse sammen med Apollos. — 1 Korinther 16:17; Titus 3:12, 13.
I sin omtale af nogle af brødrene og søstrene giver Paulus os nogle små og interessante detaljer. Vi får for eksempel oplyst at Epænetus var „en førstegrøde . . . i provinsen Asien“, at Erastus var „kæmner“ i Korinth, at Lukas var læge, at Lydia var purpurhandlerske, og at Tertius på Paulus’ vegne skrev brevet til de kristne i Rom. (Romerne 16:5, 22, 23; Apostelgerninger 16:14; Kolossenserne 4:14) For dem der godt kunne have tænkt sig at vide mere om disse personer, kan disse kortfattede beskrivelser godt pirre nysgerrigheden.
Som det fremgår af Bibelen, henvendte Paulus sig personligt til andre af sine venner. I sit brev til kolossenserne tilskynder Paulus Arkippus: „Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren, så du fuldfører den.“ (Kolossenserne 4:17) Evodia og Syntyke havde tydeligvis en uoverensstemmelse de skulle have løst. Derfor tilskyndede Paulus dem til igennem en unavngiven „medhjælper“ i Filippi „at være enige i Herren“. (Filipperne 4:2, 3) Det er et godt råd vi alle kan have glæde af at følge.
Støttes loyalt under fængselsophold
Paulus var adskillige gange i fængsel. (2 Korinther 11:23) Ved de lejligheder forsøgte de lokale kristne, når der var nogen, at gøre alt hvad de kunne, for at Paulus havde tålelige kår. Under det første fangenskab i Rom fik Paulus lov til at leje et hus i to år, og der kunne han modtage besøg af sine venner. (Apostelgerninger 28:30) I den periode skrev han breve til menighederne i Efesus, Filippi og Kolossæ samt til Filemon. Disse skriftlige kilder giver os mange oplysninger om dem der stod Paulus nær mens han blev holdt under arrest.
Vi hører for eksempel at Onesimus, Filemons bortløbne træl, opsøgte Paulus i Rom. Det samme gjorde Tykikus, som blev bedt om at ledsage Onesimus på dennes rejse tilbage til sin herre. (Kolossenserne 4:7-9) Om Epafroditus fortælles det at han rejste den lange vej til Rom fra Filippi med en gave fra sin menighed og derefter blev syg. (Filipperne 2:25; 4:18) Aristarkus, Markus og Jesus, også kaldt Justus, arbejdede nært sammen med Paulus i Rom. Om disse sagde han: „Kun disse er mine medarbejdere for Guds rige, og netop disse er blevet en styrkende hjælp for mig.“ (Kolossenserne 4:10, 11) Med til denne gruppe troende hører også de mere kendte medarbejdere Timoteus og Lukas samt Demas. På grund af kærlighed til verden forlod sidstnævnte dog senere Paulus. — Kolossenserne 1:1; 4:14; 2 Timoteus 4:10; Filemon 24.
Ingen af dem var tilsyneladende fra Rom, og alligevel opholdt de sig dér ved Paulus’ side. Måske var flere af dem udelukkende kommet for at hjælpe ham under hans fangenskab. Nogle besørgede uden tvivl ærinder for ham, mens andre blev sendt på opgaver langt borte, og andre igen skrev breve efter Paulus’ diktat. Det viser klart at de alle sammen følte sig nært knyttet til Paulus og ikke ville svigte ham og Guds gerning.
Når man læser slutningerne af Paulus’ breve, får man indtryk af at han sandsynligvis var omgivet af en stor kreds af kristne brødre og søstre, langt flere end de få navne vi er kendt med. Ved forskellige lejligheder skrev han: „Alle de hellige sender jer deres hilsener,“ og: „Alle som er sammen med mig sender dig deres hilsener.“ — 2 Korinther 13:13; Titus 3:15; Filipperne 4:22.
Under Paulus’ andet og afgørende fangenskab i Rom, da tiden for hans martyrdød nærmede sig, tænkte han meget på sine medarbejdere. Han koordinerede og førte stadig tilsyn med den virksomhed som i hvert fald nogle af dem var optaget af. Titus og Tykikus var blevet sendt ud på nogle opgaver, Kreskens var taget til Galatien, Erastus var blevet i Korinth, og Trofimus var blevet syg i Milet og måtte blive dér. Markus og Timoteus var endnu ikke kommet. Lukas var imidlertid hos Paulus, og da apostelen skrev sit andet brev til Timoteus, var adskillige andre troende i nærheden og kunne sende hilsener, deriblandt Eubulus, Pudens, Linus og Klaudia. Der er ingen tvivl om at de gjorde hvad de kunne for at hjælpe Paulus, som ved samme lejlighed sendte hilsener til Priska og Akvila og Onesiforus’ husstand. Men Demas havde desværre forladt ham i denne svære tid, og Alexander havde tilføjet ham meget ondt. — 2 Timoteus 4:9-21.
„Vi er Guds medarbejdere“
Paulus var sjældent helt alene om at tage sig af forkyndelsesarbejdet. „Det billede der tegner sig af ham, er en missionær med et stort antal medarbejdere. Man hører sjældent at Paulus arbejder alene,“ siger bibelkommentatoren E. Earle Ellis. Under Guds hellige ånds ledelse var Paulus i stand til at mobilisere mange og organisere forkyndelsesarbejdet effektivt. Han var omgivet af nære medarbejdere, midlertidige hjælpere, nogle med en stærk personlighed, samt talrige ydmyge tjenere. Men de var ikke bare medarbejdere. Uanset i hvilken udstrækning de arbejdede sammen med Paulus, var samarbejdet præget af kristen kærlighed og stærke venskabsbånd.
Apostelen Paulus ejede hvad nogle har kaldt „en særlig evne til at blive ven med andre“. Han gjorde meget for at bringe den gode nyhed ud til nationerne, men han forsøgte ikke at gøre det på egen hånd. Han samarbejdede med den kristne menighed og gjorde fuld brug af den. Paulus tog ikke selv æren for sine resultater, men erkendte ydmygt at han var en træl, og at al ære skulle gå til Gud, for det er ham der giver væksten. — 1 Korinther 3:5-7; 9:16; Filipperne 1:1.
Den tid Paulus levede på, adskiller sig fra vores. Men det må ikke få nogen i Guds menighed til at tro at det i dag er muligt, og påkrævet, at udføre sin tjeneste uafhængigt af andre. Vi bør altid arbejde nært sammen med Guds organisation, med vores lokale menighed og med vore trosfæller. I medgang og modgang har vi brug for deres hjælp, støtte og trøst. Vi er en del af ’hele samfundet af brødre i verden’, hvilket er en stor forret. (1 Peter 5:9) Hvis vi trofast og med kærlighed arbejder sammen med alle disse brødre skulder ved skulder, kan vi ligesom Paulus sige at vi er „Guds medarbejdere“. — 1 Korinther 3:9.
[Illustrationer på side 31]
APOLLOS
ARISTARKUS
BARNABAS
LYDIA
ONESIFORUS
TERTIUS
TYKIKUS