Jeg har med glæde ladet mig lede af Jehova

FORTALT AF ULYSSES V. GLASS

Det var en ganske særlig begivenhed. Hovedpersonerne var 127 nyuddannede missionærer, men der var 126.387 begejstrede tilskuere fra mange lande. Begivenheden var afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets Bibelskole Gileads 21. klasse, og den blev holdt på Yankee Stadium i New York City den 19. juli 1953. Hvorfor var det en milepæl i mit liv? Det vil jeg gerne fortælle om i det følgende.

JEG er født i byen Vincennes i den amerikanske stat Indiana den 17. februar 1912, godt to år før det messianske riges fødsel i himmelen, der er beskrevet i Åbenbaringen 12:1-5. Året før var mine forældre begyndt at studere Bibelen og bøgerne Studier i Skriften. Hver søndag morgen læste far en passage fra en af bøgerne op for hele familien, hvorefter vi talte om stoffet.

Mor brugte det hun lærte, til at forme tankegangen hos os børn. Hun var et elskeligt menneske, altid venlig og hjælpsom. Børneflokken kom op på fire, men hun tog sig også af andre børn i nabolaget. Hun sørgede for at have tid til os, og hun yndede at fortælle beretninger fra Bibelen og synge sammen med os.

Hun bød også forskellige heltidsforkyndere blandt bibelstudenterne hjem til os. De plejede at blive en dags tid eller to og holdt ofte møder eller foredrag i vores hjem. Vi holdt særlig meget af dem der benyttede illustrationer og fortalte os historier. Ved en lejlighed i 1919, et års tid efter at den første verdenskrig var slut, henvendte en broder der kom på besøg, sig direkte til os børn. Han talte om indvielse og gjorde opmærksom på at det var noget der berørte os. Da jeg gik i seng den aften, gav jeg i en bøn til min himmelske Fader udtryk for at jeg ønskede at tjene ham altid.

Efter 1922 blev denne beslutning imidlertid skubbet i baggrunden af andre forehavender. Da vores familie flyttede meget omkring, mistede vi kontakten med Jehovas folks menigheder. Far var meget væk i forbindelse med sit arbejde ved jernbanen, og vi studerede ikke Bibelen regelmæssigt. Jeg tog kurser i reklametegning og planlagde at søge ind på et velrenommeret universitet.

Jeg finder et bedre livsmål

I midten af trediverne begyndte det at trække sammen til en ny verdenskrig. Vi boede i Cleveland i Ohio da et af Jehovas vidner besøgte os, og det fik os til at tænke mere alvorligt over det vi havde lært som børn. Min storebror, Russell, var særlig dybttænkende, og han var den første i familien der lod sig døbe. Jeg var lidt mere flyvsk af natur, men den 3. februar 1936 blev også jeg døbt. Det stod mere og mere klart for mig hvad det indebærer at være indviet til Jehova, og jeg lærte at følge Jehovas ledelse. Samme år blev mine to søstre, Kathryn og Gertrude, også døbt. Vi begyndte alle i heltidstjenesten som pionerer.

Det betød dog ikke at vi aldrig tænkte på andet. Jeg spidsede ører da min svigerinde fortalte mig om Ann, en meget køn ung advokatsekretær som skulle komme til møde hjemme hos os. Hun havde i overført forstand næsten „svævet“ siden hun hørte om sandheden, og hun blev døbt inden der var gået et år. Jeg havde ikke gået i giftetanker, men det ændrede sig da jeg fandt ud af at Ann var helhjertet for sandheden og ønskede at have en fuld andel i tjenesten for Jehova. Det lå ikke til hende at spørge om hun kunne klare noget bestemt. I stedet spurgte hun sig selv hvordan hun bedst løste opgaven. Denne positive indstilling tiltalte mig, og desuden var hun meget køn. Det er hun stadig. Hun blev min kone og kort efter også min pionermakker.

Værdifuld oplæring som pionerer

Som pionerer lærte vi ’hemmelighederne ved at være tilfredse både når vi var langt nede med fornødenheder, og når vi havde rigeligt’. (Filipperne 4:11-13) En sen eftermiddag vidste vi ikke hvor vi skulle få aftensmad fra, og vi havde kun fem cent tilsammen. Vi gik ind i en slagterforretning, og jeg spurgte om vi kunne få for fem cent pølse. Slagteren kiggede på os og skar så fire skiver. Jeg er sikker på at der var for mere end fem cent; og vi fik i det mindste noget i maven.

Det var ikke ualmindeligt at møde alvorlig modstand i forkyndelsen. I en lille by nær Syracuse i staten New York var vi på gadearbejde med sandwichplakater og uddelte løbesedler for at avertere et særligt offentligt møde da to sværtbyggede mænd greb fat i mig og forulempede mig. Den ene var en civilklædt politibetjent, men han nægtede at vise sit skilt da jeg bad om at måtte se det. I det samme kom Grant Suiter fra Betel i Brooklyn til og foreslog at vi ordnede sagen henne på politistationen. Derpå ringede han til Selskabets kontor i Brooklyn, og to af os fik besked på at gå ud igen samme dag med plakater og løbesedler for at fremkalde en prøvesag. Som forventet blev vi anholdt; men da vi meddelte at vi ville anlægge sag for uberettiget anholdelse, lod man os gå.

Tilskyndet af en præst trængte en flok unge spektakelmagere dagen efter ind i stævnelokalet, og politiet glimrede ved sit fravær. Bøllerne dunkede i trægulvet med baseballbat, smed nogle tilhørere ned fra tribunerne, trængte op på platformen og holdt et amerikansk flag op mens de råbte: „Hils det! Hils det!“ Dernæst istemte de visen „Beer Barrel Polka“. Programmet måtte afbrydes. Vi lærte af egen erfaring hvad Jesus mente da han sagde: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Johannes 15:19.

Som offentligt foredrag blev der afspillet et grammofonforedrag af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Ann og jeg blev i byen nogle dage og besøgte folk for at tilbyde dem at afspille foredraget i deres hjem. Nogle få sagde ja tak.

Vi melder os til at tjene i udlandet

Med tiden åbnede der sig nye tjenestemuligheder. Min bror og svigerinde, Russell og Dorothy, blev indbudt til at komme i Gileadskolens første klasse i 1943, og de blev sendt som missionærer til Cuba. Min søster Kathryn kom med i den fjerde klasse, og hun fik også Cuba som distrikt. Senere blev hun overflyttet til Den Dominikanske Republik, og senere igen til Puerto Rico. Hvad med Ann og mig?

Da vi hørte om Gileadskolen og om at Selskabet gerne ville sende missionærer til andre lande, fik vi også lyst til at melde os. Først overvejede vi at rejse ud på egen hånd, eventuelt til Mexico. Men vi blev enige om at det sandsynligvis ville være bedre at vente, gennemgå Gileadskolen og lade Selskabet tildele os et distrikt. Vi erkendte nemlig at det var en ordning som Jehova gjorde brug af.

Vi blev inviteret med i Gileads fjerde klasse; men kort før undervisningen skulle begynde, blev N. H. Knorr, der da var præsident for Watch Tower Society, klar over at Ann døjede med eftervirkningerne af polio, som hun havde fået i barndommen. Han drøftede sagen med mig og konkluderede at det ikke ville være klogt at sende os til et fremmed land.

Cirka to år senere, under arbejdet med at forberede et stævne, tog broder Knorr emnet op igen og spurgte om vi stadig var interesserede i at komme på Gilead. Han fortalte mig at vi ikke skulle udenlands, men at han havde andre planer med os. Da den niende klasse blev indskrevet den 26. februar 1947, var vi blandt eleverne.

Tiden på Gilead var uforglemmelig. Undervisningen var åndeligt berigende, og vi knyttede venskaber for livet. Skolen kom imidlertid til at forme mit liv i langt højere grad end som så.

Mellem Washington og Gilead

Gileadskolen var stadig relativt ny, og myndighedernes kendskab til dens formål var utilstrækkeligt, så der var meget at afklare. Selskabet ville derfor gerne have en talsmand i Washington, D.C., og det blev min opgave nogle måneder efter at vi havde afsluttet gileaduddannelsen. Jeg skulle bistå med at skaffe visa til de udenlandske gileadelever og med at skaffe dokumenter der gjorde det muligt for missionærerne at tjene i udlandet. Nogle embedsmænd var meget velvillige og imødekommende, mens andre havde stærk aversion imod Jehovas Vidner. Nogle med yderst markante politiske holdninger beskyldte os for at stå i ledtog med samfundsskadelige elementer.

Under en samtale med en af disse embedsmænd kritiserede vedkommende os stærkt fordi vi ikke hilser flaget og ikke gør militærtjeneste. Da tiraden havde stået på i nogen tid, sagde jeg til ham: „Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på noget som De allerede véd, nemlig at Jehovas Vidner ikke går i krig mod nogen som helst i verden. Vi blander os ikke i verdens anliggender. Vi har ingen andel i dens krige og dens politik. Vi er fuldstændig neutrale. Vi har allerede løst de problemer som De kæmper med; vores organisation er præget af enhed. . . . Hvad vil De have os til? At gå bort fra vores måde at gøre tingene på og vende tilbage til Deres?“ Han sagde ikke mere.

Hver uge var der sat to hele arbejdsdage af til arbejdet med myndighederne. Desuden var Ann og jeg specialpionerer og skulle forkynde i 175 timer om måneden (det blev senere sat ned til 140 timer), så vi var ofte ude at forkynde til sent om aftenen. Det var en dejlig tid. Vi studerede med mange familier som gjorde gode fremskridt. Ann og jeg havde besluttet os for ikke at få børn, men i åndelig forstand har vi både børn, børnebørn og oldebørn. Vi er glade for dem alle.

Sidst i 1948 fik jeg endnu en opgave. Broder Knorr meddelte at broder Schroeder, der var Gileadskolens registrator og ene lærer, ville få travlt med andet vigtigt arbejde, og derfor blev jeg bedt om at vikariere på Gilead. Med hjertet i halsen vendte Ann og jeg tilbage til Gilead i South Lansing i staten New York den 18. december. Til at begynde med opholdt vi os kun på Gilead nogle uger ad gangen og boede ellers stadig i Washington. Men efterhånden tilbragte jeg mere tid på Gilead end i Washington.

Det var i den periode at afslutningshøjtideligheden for Gileads 21. klasse fandt sted på Yankee Stadium i New York. Som en af lærerne havde jeg den forret at medvirke på programmet.

Tjeneste på hovedkontoret

Den 12. februar 1955 begyndte vi i en anden tjeneste idet vi sluttede os til betelfamilien på hovedkontoret for Jehovas synlige organisation. Vi kom dertil med den indstilling at vi ville udføre en hvilken som helst opgave vi blev sat til, i samarbejde med andre. Det havde vi naturligvis også gjort hidtil, men nu skulle vi indgå i et meget større fællesskab i betelfamilien. Med glæde tog vi imod denne nye opgave som noget der var kommet i stand ved Jehovas ledelse.

En stor del af mit arbejde havde at gøre med mediekontakter. Sensationslyst samt oplysninger fra fordomsfulde kilder havde fået pressen til at skrive stærkt nedsættende om Jehovas Vidner. Det søgte vi at rette op på.

Broder Knorr ville gerne sikre sig at vi alle havde nok at se til, så jeg fik også andre opgaver. Jeg fik blandt andet brug for min erfaring som reklametegner. Desuden arbejdede jeg ved Selskabets radiostation, WBBR, og ved forskellige filmprojekter. Den teokratiske historie indgik naturligvis i undervisningen på Gilead, men nu gav vi os i kast med forskellige projekter for at gøre flere, både inden for og uden for Jehovas folk, bekendt med detaljerne i den nutidige teokratiske organisations historie. Gileadundervisningen omfattede også et talerkursus, og nogle af retningslinjerne for hvordan man holder gode offentlige foredrag, skulle formidles til brødrene i menighederne. Som man kan forestille sig, var der rigeligt at gøre.

Jeg bliver fast tilknyttet Gilead

I 1961, da rejsende tilsynsmænd og medarbejdere fra afdelingskontorerne skulle undervises på Gilead, flyttede skolen til Brooklyn, hvor Selskabets hovedkontor er beliggende. Nu var jeg tilbage i et klasseværelse, denne gang ikke som vikar, men som fast lærer. Jeg regnede det for en stor forret, og jeg er overbevist om at Gileadskolen er en gave fra Jehova som har gavnet hele hans synlige organisation.

At Gilead nu lå i Brooklyn, åbnede muligheder som de hidtidige elever ikke havde haft. Der var flere gæstelærere, de kom på nærmere hold af Det Styrende Råd, og de kunne nyde udstrakt samvær med betelfamilien. Eleverne kunne også blive undervist i arbejdsgangen på kontorerne og i driften af betelhjem og trykkerier.

Både antallet af elever og lærere ændrede sig gennem årene, ligesom skolen skiftede beliggenhed adskillige gange. Den har nu hjemme i smukke omgivelser i Patterson i staten New York.

Samarbejdet med eleverne

Det har været en stor glæde at undervise på Gilead. Her træffer man unge der ikke ønsker at bruge deres kræfter på den gamle tingenes ordning. De rejser fra familie, venner, hjem og folk der taler deres modersmål. Dér hvor de kommer hen, er klimaet, maden, ja, kort sagt alt, anderledes. De ved ikke engang hvilket land de kommer til, men de har som mål at være missionærer. Med den indstilling behøver de ingen yderligere motivation.

Da jeg underviste, trådte jeg altid ind i klasseværelset med det formål at få eleverne til at føle sig godt tilpas. Er man anspændt eller bekymret, har man ikke let ved at tage undervisning til sig. Ganske vist var jeg lærer, men fra min tid som elev vidste jeg hvordan det føltes. Naturligvis studerede eleverne intenst og lærte en mængde på Gilead, men jeg ønskede at de samtidig befandt sig godt.

Jeg vidste at de havde brug for en bestemt ballast for at klare sig godt i deres distrikt. De behøvede en stærk tro. De behøvede stor ydmyghed. De behøvede evnen til at komme godt ud af det med andre, at affinde sig med bestemte forhold, at kunne tilgive frit. De måtte blive ved med at opdyrke åndens frugt. De måtte også have kærlighed til deres medmennesker og til det arbejde de blev sendt ud for at gøre. Jeg forsøgte hele tiden at minde dem om alt dette mens de gennemgik Gilead.

Jeg har faktisk ikke tal på hvor mange jeg har undervist, men jeg ved hvad jeg føler for dem. Efter fem måneder sammen med dem i klasseværelset er man uundgåeligt knyttet til dem. Når jeg så dem gå hen over platformen og modtage deres diplomer ved afslutningshøjtideligheden, vidste jeg at de havde fuldført og bestået kurset, og at de snart skulle af sted. Det var som at se familiemedlemmer rejse. Hvordan kan man andet end holde af nogle som er villige til at give af sig selv og udføre den gerning som de skulle i kast med?

Når jeg efter nogle år har hilst på missionærer og hørt dem berette om deres glæder i tjenesten, tænker jeg på at de stadig er i deres distrikt og virker i den gerning de er blevet oplært til. Det er en ubeskrivelig følelse.

Fremtidsperspektiver

Mit syn er svækket, og det er selvfølgelig frustrerende. Jeg kan ikke længere undervise gileadklasser. Til at begynde med var det svært at vænne sig til tanken, men livet igennem har jeg lært at affinde mig med forholdene og indrette mig efter dem. Jeg tænker tit på apostelen Paulus og hans „torn i kødet“. Tre gange bad han om at måtte blive sin lidelse kvit, men Herren sagde til ham: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ (2 Korinther 12:7-10) Paulus levede videre med sin skavank, og hvis han kunne, bør jeg også forsøge at gøre det. Jeg kan ikke mere undervise, men jeg er taknemmelig for at jeg hver dag kan se eleverne komme og gå. Nu og da har jeg lejlighed til at tale med dem, og jeg glæder mig over deres indstilling.

Det er vidunderligt at dvæle ved fremtiden, som i øjeblikket får sin grundvold lagt. Gilead har haft en fremtrædende andel i dette. Efter den store trængsel, når de skriftruller der omtales i Åbenbaringen 20:12, bliver åbnet, venter der os tusind års intensiv undervisning i Jehovas veje. (Esajas 11:9) Men dermed er undervisningen ikke afsluttet. Den er faktisk kun begyndt. I al evighed vil der være mere at lære om Jehova og mere at tage sig til efterhånden som vi ser hans hensigter blive gennemført. Jeg er overbevist om at Jehova vil opfylde alle sine storslåede løfter, og jeg har sat mig for at jeg også til den tid vil være blandt dem der bliver ledet af Jehova.

[Illustrationer på side 26]

Gileadafslutningen på Yankee Stadium i New York, 1953

I WBBR-studiet

Gertrude, mig, Kathryn og Russell

I samarbejde med N. H. Knorr (til venstre) og M. G. Henschel i en stævne-organisation

[Illustration på side 29]

I Gileadskolens klasseværelse

[Illustration på side 31]

Et nyere billede af Ann og mig