Skaf dig visdom, og tag imod tugt

JEHOVA GUD er sit folks store Lærer. Han oplyser ikke kun om sig selv, men lærer dem også hvordan man bør leve. (Esajas 30:20; 54:13; Salme 27:11) For eksempel gav han Israels nation forstandige undervisere, blandt andet profeter og levitter, hvoraf især præsterne spillede en fremtrædende rolle. (2 Krønikebog 35:3; Jeremias 18:18) Profeterne lærte folket om Guds hensigter og egenskaber og anviste den rette vej. Præsterne og levitterne skulle undervise folket i Jehovas lov. Og de forstandige ældste gav gode råd om dagligdagens anliggender.

Salomon, Davids søn, udmærkede sig i forhold til Israels øvrige vismænd. (1 Kongebog 4:30, 31) Da en af hans fornemste gæster, dronningen af Saba, havde set hans herlighed og rigdom, udtalte hun betaget: „Halvdelen er ikke blevet mig fortalt. Du har i visdom og velstand overgået rygtet som jeg hørte.“ (1 Kongebog 10:4-7) Hvad var hemmeligheden bag Salomons visdom? Da han blev konge over Israel i 1037 f.v.t., bad han Gud om „visdom og lærdom“. Denne anmodning behagede Jehova, og han gav Salomon kundskab, visdom og et forstandigt hjerte. (2 Krønikebog 1:10-12; 1 Kongebog 3:12) På den baggrund er det ikke svært at fatte at Salomon udtalte „tre tusind ordsprog“. (1 Kongebog 4:32) Nogle af disse udgør sammen med „Agurs ord“ og „kong Lemuels ord“ den bog i Bibelen der hedder Ordsprogenes Bog. (Ordsprogene 30:1; 31:1) De sandhedsord som disse ordsprog udtrykker, genspejler Guds visdom og er eviggyldige. (1 Kongebog 10:23, 24) For alle der ønsker en lykkelig og harmonisk tilværelse, har de lige så stor værdi i dag som da de blev udtalt.

En harmonisk tilværelse og moralsk renhed

Formålet med Ordsprogenes Bog omtales i indledningen: „Ordsprog af Salomon, Davids søn, Israels konge, skrevet for at man kan lære visdom og tugt at kende, for at man kan forstå forstandige ord, for at man kan tage imod tugt der giver indsigt, imod retfærdighed, retsbevidsthed og retskaffenhed, for at give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke.“ — Ordsprogene 1:1-4.

’Salomons ordsprog’ tjener altså et ophøjet formål. Gennem dem kan man „lære visdom og tugt at kende“. Visdom består blandt andet i evnen til at se tingene som de er, og anvende denne viden til at løse problemer, nå bestemte mål, undgå eller afværge farer eller hjælpe andre til dette. Et opslagsværk siger: „I Ordsprogenes Bog betegner ’visdom’ levekunst, evnen til at træffe kloge valg og leve et harmonisk liv.“ Man kan ikke overvurdere betydningen af at tilegne sig visdom. — Ordsprogene 4:7.

Salomons ordsprog tugter også. Behøver vi den oplæring vi får gennem tugt? I den forbindelse er det værd at bemærke at tugt i bibelsk sammenhæng består i retledning, irettesættelse eller revselse. Ifølge en bibelforsker indbefatter tugt det „at opøve moralbegreberne, og indebærer at man retter egensindige tilbøjeligheder til at begå tåbeligheder“. Både selvtugt og tugt fra andre afholder os ikke alene fra at bære os forkert ad, men motiverer os også til at gøre fremskridt. Vi behøver tugt hvis vi ønsker at forblive moralsk rene.

Ordsprogene tjener således et dobbelt formål, nemlig at indgive læseren visdom og at tugte ham. Moralsk tugt og mentale evner har mange facetter. For eksempel er retfærdighed og ret moralbegreber, og de ansporer os til at følge Jehovas høje normer.

Visdom har mange forskellige aspekter, deriblandt forstand eller forståelse, indsigt, klogskab og tænkeevne. Forstand eller forståelse er evnen til at trænge ind i en sag og finde ud af hvordan den hænger sammen, ved at se forbindelsen mellem de enkelte faktorer og helheden så man fatter meningen. Indsigt forudsætter kendskab til årsagssammenhængen og evnen til at indse hvorfor en bestemt handlemåde er rigtig eller forkert. For eksempel kan en forstandig person bedømme hvornår en anden er på vej ud i noget skadeligt, og kan straks advare vedkommende mod faren. Men det kræver indsigt at forstå hvorfor vedkommende vælger at gøre sådan, og udtænke den bedste måde at redde ham på.

De kloge tænker sig om og er ikke godtroende. (Ordsprogene 14:15) De kan forudse noget dårligt og træffe de nødvendige forholdsregler. Og visdom sætter os i stand til at formulere sunde tanker og idéer der kan give livet mål og mening. Det er i høj grad udbytterigt at granske de bibelske ordsprog, som blev nedfældet for at vi kan lære visdom og tugt at kende. Selv „de uerfarne“ der sætter sig ind i disse ordsprog, vil opnå klogskab, og „den unge mand“ vil få kundskab og evnen til at tænke.

Ordsprog til de vise

Bibelens ordsprog henvender sig dog ikke kun til de uerfarne og de unge. De har bud til alle der er kloge nok til at lytte, sådan som kong Salomon gør opmærksom på: „Den vise hører efter og modtager mere belæring, og forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning, så han forstår ordsprog og gådefuld tale, de vises ord og gåder.“ (Ordsprogene 1:5, 6) Den der allerede har skaffet sig visdom, vil øge sin viden ved at undersøge ordsprogene, og den forstandige vil på samme måde opøve evnen til at administrere sin tilværelse rigtigt.

Et ordsprog udtrykker ofte en dyb sandhed i få ord. Nogle af Bibelens ordsprog kan være vanskelige at forstå. (Ordsprogene 1:17-19) Nogle er udformet som gåder — forvirrende og indviklede udsagn som må udredes. Ordsprog kan også indeholde lignelser, metaforer og andre billedlige udtryk. Det kræver tid og omtanke at trænge ind i dem og forstå dem. Salomon, der udtænkte så mange ordsprog, havde afgjort fattet de fine nuancer der hører med til virkelig at forstå et ordsprog. I Ordsprogenes Bog giver han sig i kast med den opgave at give læserne denne evne. Det er noget som den vise vil være opmærksom på.

Begyndelsen på vejen til målet

Hvor skal man begynde at søge visdom og tugt? Salomon svarer: „Frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab. Dårerne foragter visdom og tugt.“ (Ordsprogene 1:7) Ja, kundskab begynder med frygten for Jehova. Uden kundskab kan man hverken opnå visdom eller modtage tugt. At frygte Jehova er derfor det første skridt på den vej der fører til visdom og tugt. — Ordsprogene 9:10; 15:33.

Frygt for Gud er ikke en sygelig rædsel for ham, men derimod en dyb ærbødighed og ærefrygt. Uden denne frygt kan der ikke findes nogen sand kundskab. Vi har fået livet af Jehova Gud, og livet er naturligvis en forudsætning for kundskab. (Salme 36:9; Apostelgerninger 17:25, 28) Desuden har Gud skabt alting, og alt hvad mennesker véd, bygger på studiet af hans skaberværk. (Salme 19:1, 2; Åbenbaringen 4:11) Gud inspirerede også Bibelen, som er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. (2 Timoteus 3:16, 17) Al sand kundskab udspringer således fra Jehova, og den der søger sand kundskab, må have ærefrygt for ham.

Hvilken værdi har menneskelig kundskab og verdslig visdom der er blottet for gudsfrygt? Apostelen Paulus skrev: „Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren i denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?“ (1 Korinther 1:20) Den verdsligvise der mangler gudsfrygt, drager forkerte slutninger af kendte fakta og gør sig til en dåre.

„Et smykke til din hals“

Den forstandige konge henvender sig dernæst til børnene og de unge: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov. For de er en yndig krans til dit hoved og et smykke til din hals.“ — Ordsprogene 1:8, 9.

I fortidens Israel pålagde Gud forældrene det ansvar at undervise deres børn. Moses gav fædre denne tilskyndelse: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Også mødrene havde betragtelig indflydelse. Inden for rammerne af sin mands myndighed kunne den hebraiske hustru håndhæve familiens lov.

Bibelen taler mange steder om at familien bør danne ramme om undervisning. (Efeserne 6:1-3) Børn der adlyder deres forældre, bliver i overført forstand prydet med en yndig krans og et ærefuldt halssmykke.

„Den tager sine ejermænds sjæle“

En far i Asien rådede sin 16-årige søn, der skulle læse videre i USA, til at undgå en nedbrydende omgangskreds. Hans råd var en genklang af Salomons advarsel: „Min søn, giv ikke efter hvis syndere prøver at lokke dig.“ (Ordsprogene 1:10) Salomon præciserer også hvad syndere lokker med: „De siger: ’Kom med os. Lad os lægge os i baghold efter blod. Lad os uden grund lægge os på lur efter den uskyldige. Lad os sluge dem levende som Sheol, ja, hele, som dem der går ned i gravens dyb. Lad os finde alle slags kostbare sager. Lad os fylde vore huse med bytte. Kast dit lod iblandt os. Vi vil alle have samme pung.’“ — Ordsprogene 1:11-14.

Lokkemaden er tydeligvis rigdom. For at skaffe sig en hurtig fortjeneste besnærer „syndere“ andre til at være med i deres uærlige og måske ligefrem voldelige rænker. For vindings skyld viger disse forbrydere end ikke tilbage for at udgyde blod. De ’sluger deres ofre levende som Sheol, ja, hele,’ ved at røve alt hvad ofrene har, ligesom graven omslutter hele det døde legeme. De onde søger at lokke andre ind på forbryderbanen for at ’fylde deres huse med bytte’, og de vil gerne have den uerfarne til at ’kaste sit lod iblandt dem’. Det er en aktuel advarsel til os. Er det ikke med de metoder ungdomsbander og narkotikahandlere gør andre til medskyldige? Og er mange ikke blevet lokket ud i tvivlsomme forretningseventyr med løfter om at de hurtigt kunne blive rige?

Den vise konge siger advarende: „Min søn, gå ikke med dem på vejen; hold din fod fra deres sti. For deres fødder løber efter ondt, og de skynder sig for at udgyde blod.“ Han kan med sikkerhed sige at det ender galt for dem: „Det er jo forgæves at nettet kastes ud for øjnene af alt hvad der har vinger. Derfor lægger de sig i baghold efter deres eget blod; de lægger sig på lur efter deres egne sjæle. Sådan ender stierne for alle som skaffer sig uærlig vinding. Den tager sine ejermænds sjæle.“ — Ordsprogene 1:15-19.

„Alle som skaffer sig uærlig vinding“ går deres undergang i møde. Det baghold de lægger for andre, bliver en fælde for dem selv. Vil de der med overlæg handler ondt, ændre indstilling? Nej. Selv om et net er fuldt synligt, flyver fuglene, væsener der „har vinger“, lige i det. Forblindede af deres begærlighed fremturer de onde på lignende vis i deres forbrydelser, skønt de før eller siden bliver stillet til regnskab for dem.

Hvem vil lytte til visdommens røst?

Er overtrædere egentlig klar over at deres adfærd vil ende med en katastrofe? Er de blevet advaret om hvad deres adfærd vil føre til? De kan ikke undskylde sig med uvidenhed, for der bliver bekendtgjort et utvetydigt budskab på torvene.

Salomon skriver: „Den sande visdom råber højt på gaden. På torvene lader den sin røst lyde. For enden af de støjende gader råber den. Ved indgangene til byens porte fremsiger den sine ord.“ (Ordsprogene 1:20, 21) Højt og tydeligt råber visdommen på torvene sådan at alle kan høre den. I fortidens Israel gav de ældste vise råd og afsagde domme i byportene. Jehova har sørget for at vi kan finde sand visdom i hans ord, Bibelen, som er almindeligt tilgængelig. Og hans tjenere i dag er travlt optaget af at forkynde Bibelens budskab alle vegne. Gud sørger virkelig for at visdommen bliver gjort kendt for alle.

Hvad siger den sande visdom da? Den siger: „Hvor længe vil I uerfarne elske at være uerfarne, og hvor længe vil spotterne ønske sig spot . . .? Jeg har kaldt, men I vægrer jer, jeg har rakt hånden ud, men ingen giver agt.“ Tåberne ignorerer visdommens røst, og „derfor vil de spise frugterne af deres færd“. Deres egen ’troløshed og ubekymrethed ødelægger dem’. — Ordsprogene 1:22-32.

Men hvordan går det den der har taget sig tid til at lytte til visdommens røst? Vedkommende „vil bo trygt, ja, uforstyrret af ulykkens rædsel“. (Ordsprogene 1:33) Lad os derfor være blandt dem der skaffer sig visdom og tager imod tugt ved at give agt på Bibelens ordsprog.

[Illustration på side 15]

Den sande visdom er almindeligt tilgængelig