De gjorde Jehovas vilje

En frivillig gave til fremme af den sande tilbedelse

ISRAELITTERNE var øjenvidner til Jehovas frelsende magt. De oplevede at Det Røde Havs vande mirakuløst delte sig så de kunne gå over på tør grund og flygte fra den ægyptiske hær. Da de var kommet over på den anden side, kunne de på sikker afstand se hvordan disse vande vendte tilbage over deres forfølgere. Jehova havde reddet deres liv. — 2 Mosebog 14:21-31.

Desværre tog nogle af israelitterne det Gud havde gjort, for givet. Mens Moses var oppe på Sinaj Bjerg, gav de Aron deres guldsmykker og krævede at han lavede en afgud de kunne tilbede. Da Moses vendte tilbage, fandt han den oprørske folkemængde i færd med at spise, drikke, danse og tilbede en guldkalv. På Jehovas befaling blev omkring 3000 — sandsynligvis ophavsmændene til oprøret — slået ihjel. På denne dag lærte Guds folk hvor vigtigt det er at vise Jehova udelt hengivenhed. — 2 Mosebog 32:1-6, 19-29.

Kort efter denne hændelse gik Moses i lydighed mod Guds befaling i gang med at bygge et tabernakel, et transportabelt telt der skulle fungere som tilbedelsessted. Dette byggeprojekt ville kræve kostbare materialer og dygtige kunsthåndværkere. Hvor skulle de komme fra? Og hvad kan vi lære af den bibelske beretning?

Bidrag i form af materialer og færdigheder

Igennem Moses befalede Jehova israelitterne: „Optag et bidrag til Jehova. . . . Enhver som er villig af hjertet, skal bringe det som et bidrag til Jehova.“ Hvad indbefattede dette bidrag? Blandt nogle af de ting Moses opregnede, var guld, sølv, kobber, garn, stof, skind, træ og kostbare sten. — 2 Mosebog 35:5-9.

Israelitterne havde rigeligt med midler til at de kunne give gavmilde bidrag. Tænk på at da de forlod Ægypten, havde de taget guldting og sølvting samt mange klædninger med sig. Ja, „således udplyndrede de ægypterne“.a (2 Mosebog 12:35, 36) Tidligere havde israelitterne med glæde ødslet deres smykker bort til fordel for falsk tilbedelse af en afgud. Ville de nu vise sig at være lige så ivrige efter at bringe ofre til fremme af den sande tilbedelse?

Det er værd at bemærke at Moses ikke fastsatte et bestemt beløb for hvor meget hver enkelt skulle give, og heller ikke spillede på skyld eller skam for at motivere dem til at give. Nej, han appellerede ganske enkelt til ’enhver som var villig af hjertet’. Moses følte tydeligvis ikke at det var nødvendigt at tvinge Guds folk. Han havde tillid til at hver enkelt ville give alt hvad han eller hun var i stand til. — Jævnfør Andet Korintherbrev 8:10-12.

Men byggeprojektet krævede andet end materialer. Jehova sagde videre til israelitterne: „Lad alle iblandt jer som har et víst hjerte komme og lave alt hvad Jehova har givet påbud om.“ Der var brug for faglært arbejdskraft. Der var behov for nogen „med færdighed i al slags kunsthåndværk“ — nogle der kunne arbejde i træ og metal og udskære og indfatte kostbare sten — for at arbejdet kunne fuldføres. Jehova ville naturligvis lede arbejdet, og æren for det veludførte projekt ville med rette gå til ham. — 2 Mosebog 35:10, 30-35; 36:1, 2.

Israelitterne fulgte ivrigt opfordringen til at bruge både deres midler og deres færdigheder. Den bibelske beretning fortæller: „Derpå kom enhver hvis hjerte bevægede ham, og enhver hvis ånd tilskyndede ham bragte bidraget til Jehova, til arbejdet på mødeteltet og til hele tjenesten ved det og til de hellige klæder. Og de blev ved med at komme, mændene sammen med kvinderne, enhver som var villig af hjertet.“ — 2 Mosebog 35:21, 22.

Hvad vi kan lære

I dag bliver den kolossale opgave med at forkynde den gode nyhed om Guds rige muliggjort ved hjælp af frivillige bidrag. Som regel består de i materielle midler. I andre tilfælde stiller kristne brødre og søstre deres værdifulde erfaring til rådighed når der skal bygges rigssale, stævnehaller og afdelingskontorer. Dertil kommer det arbejde der udføres på over hundrede betelhjem rundt om i verden, et arbejde hvor der er brug for mange forskellige færdigheder. Alle de der villigt af hjertet har bragt sådanne ofre, kan være forvissede om at Jehova ikke vil glemme deres flid. — Hebræerne 6:10.

Det samme kan siges om den andel vi hver især har i den kristne tjeneste. Alle tilskyndes til at købe tid for at kunne have en nidkær andel i forkyndelsen. (Mattæus 24:14; Efeserne 5:15-17) For nogle betyder det at de er heltidsforkyndere. Andre har, på grund af forskellige omstændigheder, ikke mulighed for at bruge så mange timer i forkyndelsen. Deres ofre har også Jehovas behag. Ligesom det var tilfældet med bidragene til teltboligen, har Jehova ikke fastsat et bestemt mål for hvad hver enkelt skal give. Men han kræver at vi tjener ham af hele vort hjerte og sind, og hele vor sjæl og styrke. (Markus 12:30) Hvis vi gør det, kan vi være sikre på at han vil belønne os for de frivillige gaver vi bringer for at fremme den sande tilbedelse. — Hebræerne 11:6.

[Fodnote]