Vidste du det?

Hvorfor siger man „amen“ ved slutningen af en bøn?

Ordet „amen“ er både på dansk og græsk en translitteration af det hebraiske ’amenʹ. Når ordet bruges af dem der lytter til en bøn eller til en ed, en velsignelse eller en forbandelse, betyder det som regel „sikker“, „visselig“ eller „lad det være sådan“. Ved at sige amen giver man udtryk for at man er enig i det der er blevet sagt. Ifølge et opslagsværk „indeholder ordet også tanken om vished, sandfærdighed, trofasthed og det at være uden tvivl“. På Bibelens tid var det at man udtalte ordet i forbindelse med aflæggelse af en ed eller indgåelse af en pagt, et udtryk for at man var retslig forpligtet, og at man ville tage de konsekvenser der fulgte med. — 5 Mosebog 27:15-26.

Når Jesus forkyndte og underviste, indledte han ofte med ordet „amen“. Ved at gøre det understregede han at man kunne stole fuldstændigt på det han ville sige. I disse tilfælde er det græske ord amenʹ gengivet med „en sandhed“ eller „sandelig“. (Mattæus 5:18; 6:2, 5; se også den danske autoriserede oversættelse). Når ordet blev brugt to gange efter hinanden, som Jesus gør det i Johannesevangeliet, bliver det gengivet med „i sandhed, ja i sandhed“. (Johannes 1:51) Jesu brug af amen på denne måde siges at være noget enestående i den religiøse litteratur.

I De Kristne Græske Skrifter bliver titlen „Amen“ brugt om Jesus for at vise at han er „det trofaste og sande vidne“. — Åbenbaringen 3:14.

Hvad var Urim og Tummim?

Det ser ud til at Urim og Tummim blev brugt i det gamle Israel for at finde frem til hvad Jehovas vilje var i sager som havde betydning for landet eller dets ledere. Disse genstande blev betroet ypperstepræsten og blev opbevaret i en lomme i „retskendelsens brystskjold“. (2 Mosebog 28:15, 16, 30) Selvom der ikke er nogen beskrivelse i Bibelen af hvordan disse genstande så ud, eller præcis hvordan de blev anvendt, kan man af forskellige skriftsteder udlede at de blev brugt som lodder der enten viste et „ja“, et „nej“ eller slet ikke noget svar fra Gud.

For eksempel kan det nævnes at David fik Ebjatar til at hente det der åbenbart var ypperstepræstens efod, og som indeholdt Urim og Tummim. David stillede Jehova to spørgsmål: ’Vil Saul forfølge mig?’ og ’Vil Keilas borgere overgive mig i hans hånd?’ Til begge spørgsmål var svaret ja, og det gjorde det muligt for David at træffe de rigtige beslutninger. — 1 Samuel 23:6-12.

Tidligere havde kong Saul gjort brug af Urim og Tummim til først at afgøre om det var folket eller ham selv og Jonatan der havde syndet, og derefter om det var ham selv eller hans søn der var overtræderen. (1 Samuel 14:40-42) Senere, da Saul havde mistet Guds godkendelse, vejledte Gud ham ikke længere „hverken i drømme eller ved Urim eller ved profeterne“. — 1 Samuel 28:6.

Ifølge den jødiske overlevering ophørte brugen af Urim og Tummim da Jehovas tempel blev ødelagt i 607 f.v.t.

[Illustration på side 27]

„Amen“, Åbenbaringen 3:14. Codex Alexandrinus fra det 5. århundrede e.v.t.