Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w11 15/10 s. 23-27
  • Stol på Jehova, „al trøsts Gud“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Stol på Jehova, „al trøsts Gud“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hjælp til at klare fortvivlelse
  • Eksempler på trøst fra Gud
  • Med „evigvarende arme“ holder Jehova os oppe
  • ’Trøst alle de sørgende’
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
  • Find trøst i Jehovas styrke
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2000
  • Hvordan Gud giver trøst
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige (offentlig udgave) – 2016
  • Hvor kan man finde sand trøst?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
w11 15/10 s. 23-27

Stol på Jehova, „al trøsts Gud“

„Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud.“ — 2 KOR. 1:3.

1. Hvilket behov har mennesker, uanset alder?

LIGE fra vi bliver født, har vi brug for trøst. Spædbørn græder når de gerne vil trøstes; måske vil de gerne tages op eller have mad. Også som voksne føler vi ofte et behov for at blive trøstet og opmuntret, især når vi oplever kriser i vores liv.

2. Hvordan forsikrer Jehova os om at han vil trøste dem der stoler på ham?

2 Familie og venner kan langt hen ad vejen trøste os. Men indimellem er den trøst mennesker kan give, bare ikke nok. Kun Gud kan altid give os trøst, uanset hvor fortvivlende vores situation måtte være. Hans ord forsikrer os: „Jehova er nær hos alle der kalder på ham, . . . og han hører deres råb om hjælp.“ (Sl. 145:18, 19) Ja, „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp“. (Sl. 34:15) Men hvis vi skal have den hjælp og trøst Gud kan give, kræver det at vi sætter vores lid til ham. Det fremgår tydeligt af ordene i en af Davids salmer: „Jehova vil blive et tilflugtsbjerg for den undertrykte, et tilflugtsbjerg i trængselstider. Og de der kender dit navn vil stole på dig, for du forlader ikke dem der søger dig, Jehova.“ — Sl. 9:9, 10.

3. Hvordan illustrerede Jesus den kærlighed Jehova har til sine tjenere?

3 De der tilbeder Jehova, er dyrebare i hans øjne. Det gjorde Jesus klart da han sagde: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ (Luk. 12:6, 7) Gennem profeten Jeremias sagde Jehova til sit folk i fortiden: „Med en varig kærlighed elsker jeg dig. Derfor har jeg draget dig med loyal hengivenhed.“ — Jer. 31:3.

4. Hvorfor kan vi stole på Jehovas løfter?

4 Hvis vi stoler på Jehova og på at han vil opfylde sine løfter, kan det trøste os i trængselstider. Derfor bør vi have den samme tillid til Gud som Josua gav udtryk for med ordene: „Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ (Jos. 23:14) Vi kan også være sikre på at selvom vi lige nu føler os knust på grund af nogle prøvende omstændigheder, så ’er Gud trofast’, og han vil aldrig svigte sine loyale tjenere. — Læs Første Korintherbrev 10:13.

5. Hvad sætter os i stand til at trøste andre?

5 Apostelen Paulus omtaler Jehova som „al trøsts Gud“. Det at trøste andre indebærer at man lindrer deres bekymring, sorg eller ængstelse ved at opmuntre og berolige dem. Og det er præcis hvad Jehova gør. (Læs Andet Korintherbrev 1:3, 4). Vores himmelske Fader er ikke begrænset af nogen eller noget, og derfor har han alt det der skal til, for at kunne trøste dem der elsker ham. Til gengæld er vi så i stand til at trøste vores trosfæller „i al slags trængsel“. Og det kan vi gøre „med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud“. Ja, Jehova har en uforlignelig evne til at trøste de fortvivlede!

Hjælp til at klare fortvivlelse

6. Nævn eksempler på hvad der kan gøre mennesker fortvivlede.

6 Der opstår mange situationer i livet hvor vi har brug for trøst. En af de største sorger man kan komme ud for, er at miste en af sine kære i døden, især en elsket ægtefælle eller et barn. Der kan også være behov for trøst hvis man er offer for diskrimination eller fordom. Derudover kan et dårligt helbred, høj alder, økonomisk vanskelige tider, ægteskabelige problemer og de forfærdelige ting der sker i verden, skabe et stort behov for trøst.

7. (a) Hvilken form for trøst er der brug for i kritiske situationer? (b) Hvad kan Jehova gøre for at helbrede et „sønderbrudt og knust“ hjerte?

7 I trængselstider har vi brug for en trøst der virker beroligende på vores hjerte, sind og følelser, og som beskytter både vores fysiske og åndelige helbred. Lad os for eksempel se på hjertet. Guds ord siger at vores hjerte kan være „sønderbrudt og knust“. (Sl. 51:17) Men Jehova er i stand til at hjælpe os, for „han helbreder dem der har et sønderbrudt hjerte, og han forbinder deres smertende sår“. (Sl. 147:3) Selv når vi befinder os i en meget kritisk situation, kan Gud give vores oprørte hjerte ro og lindring hvis vi beder til ham i oprigtig tro og holder hans bud. — Læs Første Johannesbrev 3:19-22; 5:14, 15.

8. Hvordan kan Jehova hjælpe os når vi udsættes for mentalt pres?

8 Der er mange problemer der kan belaste vores sind og gøre at vi har behov for trøst. Vi kan sikkert ikke i egen kraft klare sådanne prøver på vores tro. Men salmisten sang: „Når der var mange foruroligende tanker i mit indre, var det al din trøst der kærtegnede min sjæl.“ (Sl. 94:19) Og Paulus skrev: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Fil. 4:6, 7) At læse i Bibelen og grunde over det vi læser, kan i høj grad hjælpe os til at håndtere mentalt pres. — 2 Tim. 3:15-17.

9. Hvordan kan vi klare følelsesmæssigt pres?

9 Indimellem kan vi blive så modløse at negative følelser truer med at vælte os helt omkuld. Vi føler måske at vi ikke magter at varetage en bestemt bibelsk forpligtelse eller tjenesteforrettighed. Også her kan Jehova trøste og hjælpe os. Tænk for eksempel på Josua. Da han fik betroet det ansvar at være anfører for israelitterne i kampen mod stærke fjendtlige nationer, sagde Moses til ham: „Vær modig og stærk, for du skal føre dette folk ind i det land som Jehova svor over for deres forfædre at ville give dem, og du skal give dem det i arv. Og det er Jehova der går foran dig. Han vil blive hos dig. Han vil ikke slippe dig eller forlade dig. Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.“ (5 Mos. 31:7, 8) Med støtte fra Jehova lykkedes det Josua at føre Guds folk ind i det lovede land og at besejre alle fjenderne. På samme måde havde Moses, da han stod ved Det Røde Hav, oplevet at Gud var med ham. — 2 Mos. 14:13, 14, 29-31.

10. Hvad kan hjælpe os hvis problemer og bekymringer går ud over vores fysiske helbred?

10 Problemer og bekymringer kan have en negativ indvirkning på vores fysiske helbred. Det fremmer selvfølgelig sundheden hvis vi sørger for at spise sundt, få tilstrækkeligt med hvile og motion og have en god hygiejne. Men noget andet der kan påvirke helbredet i en god retning, er at have et sundt åndeligt udsyn. Når vi rammes af kvaler, vil det derfor hjælpe os at huske på Paulus’ trængsler og de opmuntrende ord han skrev: „Vi trænges på enhver måde, men har ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os; vi er i vildrede, men ikke helt uden udvej; vi er forfulgt, men ikke ladt i stikken; vi er kastet omkuld, men ikke slået ihjel.“ — 2 Kor. 4:8, 9.

11. Hvad kan man gøre hvis ens åndelige helbred er blevet svækket?

11 Nogle prøvelser kan gå ud over vores åndelige helbred. Men også her kan Jehova komme os til undsætning. Hans ord forsikrer os: „Jehova støtter alle der er ved at falde, og han rejser alle de nedbøjede op.“ (Sl. 145:14) Hvis vi føler os åndeligt syge, bør vi søge hjælp hos de kristne ældste. (Jak. 5:14, 15) Og når vi konstant har det bibelske håb om evigt liv i tanke, vil det kunne holde os oppe under trosprøver. — Joh. 17:3.

Eksempler på trøst fra Gud

12. Hvordan trøstede Jehova Abraham?

12 En salmist blev af Jehova inspireret til at skrive: „Husk det ord til din tjener som du [Jehova] har givet mig at vente på. Dette er min trøst i min nød, for det du har sagt har bevaret mig i live.“ (Sl. 119:49, 50) I dag har vi Jehovas skrevne ord, som indeholder mange eksempler på trøst fra Gud. Tag for eksempel den trofaste patriark Abraham. Han må være blevet meget fortvivlet da han fik at vide at Jehova ville ødelægge Sodoma og Gomorra, og derfor spurgte han: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige?“ Jehova trøstede Abraham ved at forsikre ham om at hvis der blot var 50 retfærdige i Sodoma, ville han ikke ødelægge byen. Men Abraham spurgte Jehova fem gange mere: Hvad nu hvis der kun er 45 retfærdige? 40? 30? 20? 10? Hver gang forsikrede Jehova meget venligt og tålmodigt Abraham om at Sodoma i så fald ville blive skånet. Der var ikke engang ti retfærdige i området, men Jehova sørgede for at Lot og hans døtre blev reddet. — 1 Mos. 18:22-32; 19:15, 16, 26.

13. Hvordan viste Hanna at hun stolede på Jehova?

13 Elkanas hustru Hanna ønskede sig inderligt et barn. Men hun kunne ikke få børn, og det var en stor sorg for hende. I en bøn til Jehova nævnte hun sit problem, og ypperstepræsten Eli sagde til hende: „Måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“ Det trøstede Hanna, og hun „var ikke længere indadvendt“. (1 Sam. 1:8, 17, 18) Hanna stolede på Jehova og lod tillidsfuldt tingene hvile i hans hænder. Selvom hun ikke vidste hvad der ville ske, fik hun fred i sindet. Med tiden besvarede Jehova Hannas bøn; hun blev gravid og fødte en søn, som hun gav navnet Samuel. — 1 Sam. 1:20.

14. Hvorfor havde David brug for trøst, og hvem søgte han den hos?

14 Kong David i fortidens Israel er endnu et eksempel på en der blev trøstet af Gud. Jehova „ser på hjertet“, og da han valgte David til at være den fremtidige konge i Israel, vidste han derfor at David ønskede at gøre det rigtige og elskede den sande tilbedelse. (1 Sam. 16:7; 2 Sam. 5:10) Men senere begik David ægteskabsbrud med Batseba og prøvede at dække over sin synd ved at få hendes mand slået ihjel. Da det gik op for David hvor alvorlig hans synd var, bad han til Jehova: „Slet mine overtrædelser i din store barmhjertighed. Vask mig grundigt ren for min misgerning, og rens mig for min synd. Mine overtrædelser kender jeg jo, og min synd har jeg til stadighed for øje.“ (Sl. 51:1-3) David angrede oprigtigt, og Jehova tilgav sin ydmyge tjener. Det fritog imidlertid ikke David for konsekvenserne af den synd han havde begået. (2 Sam. 12:9-12) Men i alt dette var Jehovas barmhjertighed til stor trøst for ham.

15. Hvilken hjælp gav Jehova Jesus lige inden hans død?

15 Da Jesus var på jorden, blev han udsat for mange prøvelser. Jehova tillod disse trosprøver, og Jesus bevarede sin integritet som et fuldkomment menneske. Han stolede altid på Jehova og støttede hans suverænitet. Kort før Jesus blev forrådt og henrettet, bad han til Jehova: „Lad ikke min men din vilje ske.“ Så viste en engel sig for Jesus og styrkede ham. (Luk. 22:42, 43) Ja, Gud gav Jesus den trøst, styrke og støtte han havde brug for på dette tidspunkt.

16. Hvordan kan Gud trøste os hvis vi kommer til at stå ansigt til ansigt med døden fordi vi ønsker at bevare vores integritet?

16 Selv hvis vi kommer til at stå ansigt til ansigt med døden fordi vi holder fast ved vores kristne standpunkt, kan og vil Jehova hjælpe os til at bevare vores integritet over for ham. Vi trøstes også af opstandelseshåbet og længes efter den dag hvor den sidste fjende, døden, tilintetgøres! (1 Kor. 15:26) De døde der befinder sig i Jehovas erindring, både hans loyale tjenere og andre, vil blive oprejst. Jehova vil ikke glemme dem. (Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15) Tillid til opstandelseshåbet giver os trøst og er et sikkert håb i tider med forfølgelse.

17. Hvordan kan Jehova trøste os når en af vores kære dør?

17 Hvor er det trøstende for os at vide at de af vores kære som nu sover i menneskehedens fælles grav, vil få livet igen i en vidunderlig ny verden, hvor alle årsager til sorg og fortvivlelse vil være borte! Og sikken et privilegium det vil blive for ’den store skare’, der overlever afslutningen på denne onde tingenes ordning, at byde de opstandne velkomne til livet på jorden og at undervise dem! — Åb. 7:9, 10.

Med „evigvarende arme“ holder Jehova os oppe

18, 19. Hvordan er Guds tjenere blevet trøstet under forfølgelse?

18 Med ordene i en trosstyrkende og trøstende sang gav Moses Israel denne forsikring: „En bolig er Gud som er fra urtid, og nedentil er de evigvarende arme.“ (5 Mos. 33:27) Og senere sagde profeten Samuel til israelitterne: „Kun må I ikke vende jer bort fra at følge Jehova, men tjen Jehova med hele jeres hjerte. . . . Jehova vil nemlig for sit store navns skyld ikke svigte sit folk.“ (1 Sam. 12:20-22) Så længe vi tjener Gud trofast, vil han ikke forlade os. Han vil altid give os den støtte vi har behov for.

19 Gud hjælper og trøster sit folk i disse kritiske sidste dage. Gennem mere end hundrede år er tusinder af vores trosfæller rundt omkring i verden blevet forfulgt og fængslet blot fordi de har tjent Jehova. Deres erfaringer er et bevis på at Jehova virkelig trøster sine tjenere i trængselstider. For eksempel blev en af vores brødre i det tidligere Sovjetunionen idømt 23 års fængsel på grund af sin tro. Alligevel fandt den åndelige føde vej til ham så han kunne blive styrket og trøstet. Han sagde: „Gennem alle disse år lærte jeg at stole på Jehova og hente styrke hos ham.“ — Læs Første Petersbrev 5:6, 7.

20. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova ikke vil lade os i stikken?

20 Uanset hvad vi vil blive udsat for, må vi huske de trøstende ord salmisten skrev: „Jehova vil ikke svigte sit folk.“ (Sl. 94:14) Samtidig med at vi selv har behov for at blive trøstet, har vi den store forret at kunne trøste andre. Som vi skal se i den næste artikel, kan vi være med til at trøste de sørgende i denne problemfyldte verden.

Hvad vil du svare?

• Hvad kan gøre os fortvivlede?

• Hvordan trøster Jehova sine tjenere?

• Hvad kan trøste os hvis vi kommer til at stå ansigt til ansigt med døden?

[Ramme/​illustrationer på side 25]

EN HJÆLP TIL AT KLARE DET DER KAN PÅVIRKE . . .

▪ hjertet Sl. 147:3; 1 Joh. 3:19-22; 5:14, 15

▪ sindet Sl. 94:19; Fil. 4:6, 7

▪ følelserne 2 Mos. 14:13, 14; 5 Mos. 31:6

▪ det fysiske helbred 2 Kor. 4:8, 9

▪ det åndelige helbred Sl. 145:14; Jak. 5:14, 15

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del