Det hjælper at tale om det
1 Guds ord siger meget om den rette brug af tungen. (Jak. 3:1-10) Skønt der er mange situationer hvor man gør klogest i ikke at sige noget, er der afgjort også en „tid til at tale“, en tid hvor velvalgte ord er som „æbler af guld i skåle af sølv“. (Præd. 3:7; Ordsp. 25:11) „De vises tunge læger“, i skarp modsætning til tankeløses ubetænksomme snak. — Ordsp. 12:18.
2 Som ufuldkomne mennesker synder vi alle med tungen, eller vi kan på andre måder komme til at støde vore trosfæller. (Jak. 3:2; 1 Joh. 1:8) Når vi erkender dette, at vi selv har behov for tilgivelse, bør vi afgjort også være barmhjertige over for vore brødre, og ikke gøre stridsspørgsmål ud af småting. Men hvis der er en mindre overtrædelse vi simpelt hen ikke kan glemme, gør vi ikke forholdet bedre ved at nægte at tale med den der har forset sig. En sådan tavshed kan avle mistænksomhed og mistillid og forværre det brud der allerede er opstået. Nogle få minutters fornuftig samtale kan derimod bringe et gammelt problem ud af verden. — Matt. 5:23, 24; Ef. 4:26.
3 Venlige ord kan ikke alene forbedre forholdet mellem brødre, men virker også opmuntrende og opbyggende i al almindelighed. Er vi ikke alle nedslåede nu og da? Den gamle ordning øver et vældigt pres på os. Det bliver stadig vanskeligere at klare de daglige forpligtelser. En vens opmuntrende ord vil i sandhed styrke os. Et udtryk for interesse, en opbyggende tanke fra Bibelen eller blot en venlig hilsen kan være det ’venlige ord’ der skal til for at gøre vort hjerte glad. — Ordsp. 12:25.
4 Det vi taler om vil især være opbyggende når det er åndelige ting vi tænker og mediterer over. (Fil. 4:8) Det vil også medføre at de åndelige sandheder indprentes dybere i vort sind og hjerte. Og har vi ikke mange gode ting at tale om? Der kan være særlige punkter vi har læst i Selskabets bøger eller blade, passager fra Bibelen som har gjort et særligt indtryk på os under vort personlige studium, eller noget vi har lært under et af menighedens møder. Opmuntrende oplevelser kan også „blive til velsignelse for dem, der hører dem“. — Ef. 4:29.
5 Til tider kan det kræve mod at bruge tungen rigtigt. Det gælder navnlig hvis en som står os nær, gør sig skyldig i en alvorlig overtrædelse og prøver at skjule det. Stærke følelser kan få os til at vige tilbage for at tale med de ældste om det. Men det ville i virkeligheden være misforstået loyalitet hvis vi søgte at dække over en andens alvorlige overtrædelse. (5 Mos. 13:6-8) Det ville heller ikke være venligt over for overtræderen, for det kunne berøve ham nødvendig åndelig hjælp fra de ældste og bevirke at han forhærdede sig i sin syndig handlemåde. Ydermere ville vi vise manglende omsorg for menighedens renhed og udsætte menigheden for skændsel. Derved kunne vi faktisk bryde vor loyalitet mod Jehova og hans lov og bringe vort eget forhold til Jehova i fare. Så selv om det kan være svært at tale med de ældste om en sådan sag, vil det alligevel være det rigtige, det bedste man kan gøre for alle implicerede parter.
6 Der kan ikke være tvivl om at god kommunikation i rette tid har stor betydning for at bevare freden og harmonien i menigheden. Derfor bør de ældste tænke på at sætte et godt eksempel i denne henseende under varetagelsen af deres ansvar og forpligtelser. Når det gælder spørgsmål der vil få stor betydning for andres tilværelse, handler en ældste forstandigt hvis han ikke træffer afgørelsen alene men rådfører sig med andre ældste. Som der siges i Ordsprogene 15:22: „Er der ikke holdt råd, så mislykkes planer, de lykkes, når mange rådslår.“ Ældste som forstår dette, begrænser ikke deres drøftelser til de fire faste møder om året, men tager sig nu og da tid til at rådføre sig med hinanden angående problemer og forslag, og de sikrer sig at vigtige ting er kendt af hele ældsterådet.
7 Af og til når de ældste mødes kan det være at de nævner en broder eller søster som i en eller anden retning ikke sætter et godt eksempel. De beslutter måske at de ikke vil bruge den pågældende i demonstrationer på tjenestemødet eller udnævne vedkommende til midlertidig pioner eller benytte vedkommende på anden måde. I et sådant tilfælde vil det gavne den pågældende at de ældste prøver at hjælpe ham eller hende til at sætte et bedre eksempel. Hvis de undlader at tale med vedkommende kan det skabe fortørnelse eller mismod. Hyrderne bør af kærlighed give den fornødne hjælp.
8 Vi kan i sandhed være glade for at Bibelen giver os så gode retningslinjer for den rette brug af tungen. Måtte vi alle stræbe ihærdigt efter at følge disse retningslinjer, og således være med til at glæde og opbygge vore brødre.