Styrk mødedeltagelsen
1 Hvor stor betydning har møderne for Jehovas tjenere? Så stor betydning at vore brødre i nogle lande har sat deres frihed eller endog selve livet på spil for at overvære dem regelmæssigt. Disse brødre har erkendt at ligesom mangel på nærende fysisk føde kan føre til sygdom og død, sådan kan mangel på mødedeltagelse føre til alvorlig åndelig sygdom. Ved møderne bliver vi opmuntret til at holde ud i tjenesten for Jehova trods det store pres, både fysisk og mentalt, vi udsættes for her i denne døende tingenes ordning. I betragtning af mødernes store betydning, hvad kan vi da gøre for at opmuntre de brødre og søstre som måske er blevet ’trætte og modløse i deres sjæle, så de atter samles med os og igen bliver opflammet til kærlighed og gode gerninger? — Hebr. 12:1, 3; 10:23-25.
2 Først og fremmest har menighedens ældste til opgave at være „hyrder for Guds hjord“ ved at være „forbilleder for hjorden“. (1 Pet. 5:2, 3) Eftersom de ældste også har en stor andel i at undervise menigheden, kan de bidrage meget til at øge værdsættelsen af møderne ved at gøre dem så interessante og belærende som muligt, nemlig ved selv at forberede sig godt. Hele menigheden glæder sig over og får gavn af et møde som er velforberedt. Og hjælper de ældste deres egen familie til at deltage i møderne, er det et godt forbillede for andre familieoverhoveder.
3 Når de ældste aflægger besøg hos familier i menigheden kan det være gavnligt at de ikke alene viser hvordan man holder et godt familiestudium, men også hvordan man specielt forbereder sig til møderne, hvordan man finder og understreger svarene i studiematerialet, og hvordan hvert enkelt familiemedlem kan have sine pligter når man gør sig klar til at tage til møde, sådan at alle har det nødvendige materiale med. Enkeltpersoner og familiegrupper kan tilskyndes til hver uge at kaste et blik på planen for den teokratiske skole og programmet for tjenestemødet i Rigets Tjeneste for at se hvilke publikationer der skal bruges. Disse planer er som en menu over det åndelige måltid man skal nyde den pågældende aften, en ’appetitvækker’.
4 De der har indlæg på møderne bør tilpasse oplysningerne til de lokale forhold. Hvis der nu og da er et helt punkt på programmet i Rigets Tjeneste som ikke er aktuelt for den lokale menighed (for eksempel en artikel om forkyndelse i landdistrikt, mens menigheden udelukkende har bydistrikt), kan de ældste vælge at sætte et andet punkt på programmet i stedet for, et punkt som har lokal interesse og vil være af værdi for menigheden. Enhver som har et indlæg på tjenestemødet kan overveje om stoffet eventuelt må tillempes for at indlægget kan blive praktisk og opbyggende for menigheden.
5 Menighedsbogstudielederen kan være til stor gavn for sine brødre ved selv at forberede sig godt. Før han kommer til studiet bør han klart have i tanke hvad han ønsker at lære studiedeltagerne og hvordan han vil gøre det. Det er indlysende at han på forhånd må vide hvor meget stof der skal behandles. Han bør kunne udenad hvilke hovedpunkter han ønsker at understrege, og det vil være gavnligt at han har forberedt repetitionsspørgsmål. Af og til kan han i sine afsluttende bemærkninger efter bogstudiet skærpe brødrene appetit til de øvrige møder den pågældende uge ved at stille to-tre spørgsmål om nogle af de hovedpunkter der vil blive behandlet.
6 I hyrdegerningen kan de ældste besøge dem der svigter møderne, og tilskynde dem til at komme. I nogle tilfælde kan de måske arrangere kørelejlighed, hvis det vil hjælpe nogen til at komme mere regelmæssigt. Sker det så at den pågældende bliver forhindret i at overvære et møde på grund af en uventet situation, bør han imidlertid vise det hensyn at give besked til den der kører for ham, så man undgår at spilde tid og penge. De ældste kan også hjælpe flere til at deltage i møderne ved at drøfte forslagene i lektion 7 og 18 i Håndbog for den teokratiske skole med dem når de besøger dem. Et sådant besøg vil afgjort være trosstyrkende og til fælles opmuntring. — Rom. 1:11, 12.
7 Vi kan hjælpe os selv til at få større gavn af møderne ved at forberede os til dem, enten enkeltvis eller familievis. Hvis vi ikke kan nå at forberede os grundigt til alle møderne, kan vi sikkert gennemgå i hvert fald noget af stoffet på forhånd. Kan vi ikke forberede hele lektien til bogstudiet, vagttårnsstudiet eller den teokratiske skole, kan vi måske forberede os på at svare på nogle få spørgsmål, eller bare ét. Jo mere vi forbereder os, jo større gavn vil vi naturligvis få af møderne. Det bør være vort mål at deltage møderne. (Gal. 6:7) Eftersom dét at overvære møderne regelmæssigt og deltage aktivt i dem har så stor betydning for vor åndelige vækst og vil styrke os til fremtidige prøver på vor integritet, bør vi allerede nu være fast besluttet på at overvære alle møderne og tilskynde andre til at være der sammen med os.