Af husholdere kræves trofasthed
1 Vi er husholdere. Vi må sige som Paulus: „Således skal et menneske vurdere os: som underordnede under Kristus og husholdere over Guds hellige hemmeligheder.“ Og af husholdere kræves at de er trofaste. — 1 Kor. 4:1, 2.
2 Vi kan kaldes husholdere fordi vi har fået noget betroet: en storslået tjeneste i forbindelse med at forkynde den gode nyhed om Riget, evner og muligheder, forskellige hjælpemidler, og i denne måned sætter vi især pris på det middel vi har fået i Ny Verden-oversættelsen, som er med i månedens tilbud. Det vil i øvrigt være bogen Er dette liv alt? som vi regner med vil være ude i menighederne 1. juni. Ellers er tilbudet Er Bibelen virkelig Guds ord? Er vi trofaste i vor tjeneste, i den måde vi udnytter vore muligheder og midler på?
3 Vi har haft Ny Verden-oversættelsen i to-tre måneder, men det er først nu vi har en egentlig kampagne med den. Nogle forkyndere og pionerer gjorde straks da de fik den en indsats for at få den spredt og uddelt til højre og venstre, og de opnåede meget fine og opmuntrende resultater. I juni, hvor vi har kampagne med den, vil vi uden tvivl alle have mulighed for at være med til at udbrede denne værdifulde oversættelse. Lad os her nævne at det naturligvis ikke er muligt for alle forkyndere at gøre en ekstra indsats hver måned, hver gang vi har en kampagne eller et nyt tilbud at arbejde med. Men har vi ikke alle mulighed for at være med? Den støtte, regelmæssige, trofaste tjeneste er meget værdifuld. Lad os se lidt på de muligheder vi hver især måtte have.
4 De der har et personligt distrikt, har mulighed for at arbejde i dette distrikt med en lille bibelprædiken og derefter tilbyde Ny Verden-oversættelsen. De der ikke har et personligt distrikt, kan være med i gruppevidnearbejdet eller få lov at arbejde sammen med en anden forkynder i hans eller hendes distrikt. Der kan træffes private aftaler, eller man kan gå til en af de samlinger den lokale menighed har arrangeret. Hvis du hovedsagelig arbejder fra hus til hus med bladene, så prøv i juni måned, i stedet for at bruge al tiden på denne måde, at anvende nogle timer med at tilbyde Ny Verden-oversættelsen. Det er ikke vanskeligt.
5 Det siger sig selv at vi tilbyder alle vore genbesøg, bibelstudier og abonnenter den nye bibel, hvis vi ikke allerede har gjort det. Og ligeledes vil det være naturligt om vi tilbød naboer, slægtninge og arbejdskammerater denne oversættelse. Dertil kommer så de mange lejligheder hvor uformelle vidnesbyrd kan aflægges. Vær altid forberedt på at tilbyde Ny Verden-oversættelsen. Hav et eller flere eksemplarer hos dig.
6 Efter traktatarbejdet og arbejdet med særnumrene er der sikkert en hel del der har vist interesse og som skal genbesøges. Giv dem en mulighed for at få den nye oversættelse. Udnyt trofast dine muligheder.
7 Det kan være en hjælp at sætte sig et mål. Nogle forkyndere vil måske sætte sig som mål i juni måned at sprede to eksemplarer, andre vil sætte sig som mål at sprede fem eller ti, og heltidsforkynderne, de midlertidige pionerer og de almindelige pionerer og specialpionererne, vil sandsynligvis sætte sig endnu højere mål, afhængigt af hvordan deres distrikt er. Har du sat dig et personligt mål?
8 Der kan aflægges et godt vidnesbyrd med den nye oversættelse. Mennesker som vi ikke hidtil har kunnet opnå kontakt med, vil måske gennem dette middel blive nået. Lad os trofast tage vare på den tjeneste vi som kristne har fået betroet.
[Tekstcitat på side 1]
En livsform kendetegnet af trofasthed