Fremholdelse af den gode nyhed — med traktat nr. 25
1 Bliver det ikke dejligt for os alle at skulle uddele Rigets Nyheder nr. 25 i maj måned? Sammen med traktaten vil vi bruge bogen Den gode nyhed der gør os lykkelige eller bladene. Indholdet i Rigets Nyheder nr. 25 skulle appellere til mange. Når folk plages af bekymringer i det daglige og lægger mærke til de voksende problemer i verden, spekulerer de ofte over meningen med livet.
2 Også denne gang opfordres vi til at indlede samtaler ved hjælp af traktaten. De skriftsteder der er citeret i dette nummer af Rigets Nyheder, er bibelvers som vi ofte benytter i vores forkyndelse. Så du kan bare vælge et skriftsted du har let ved at bruge, for at vække interesse for Bibelens budskab. Det kan også være gavnligt at tale med andre forkyndere for at høre hvordan de får samtaler i gang. Især hvis du synes du har brug for mere øvelse i at forkynde med Bibelen kan du måske aftale at følges med en anden broder eller søster i traktatarbejdet. Hvis det ikke er muligt for dig at arbejde sammen med en erfaren forkynder, skal du dog ikke vige tilbage for blot at vise traktaten og tilbyde bogen om „den gode nyhed“. Var det for resten ikke en idé at være hjælpepioner, hvis du har mulighed for det? Du vil blive overrasket over så let det bliver for dig at indlede samtaler når du bruger mere tid på arbejdsmarken.
3 Uanset om vi har god erfaring i at forkynde „den gode nyhed“ eller ej, må vi i forvejen tænke på hvad vi vil sige. Emnet fremgår af traktaten — „Hvorfor er vi til?“ Hvordan kan vi så komme i gang? Vi kunne måske sige noget i den retning: „Jeg har ringet på fordi jeg tror jeg har svaret på et spørgsmål som mange har spekuleret på. De har måske selv stillet det samme spørgsmål, nemlig: Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til?“
4 Den besøgte vil muligvis svare at han overhovedet ikke har tænkt på det. Det siger han måske bare for at fortælle dig at han ikke er interesseret. I så fald kan du kort nævne hvorfor mange mennesker tænker over tilværelsens mening, og at mange har været glade for at høre at der findes et fornuftigt og tilfredsstillende svar. Derefter kan du henvise til traktaten.
5 På den anden side kan det også være at den besøgte er interesseret. Så kunne du vælge et skriftsted fra afsnittet „Hvorfor er vi da til?“ og læse det, enten fra traktaten eller fra Bibelen. Hvis den besøgte lader til at have tid kan du præsentere bogen om „den gode nyhed“. Du kan slå op på kapitel 1, „Hvor finder man gode nyheder i dag?“ og læse de første tre-fire paragraffer og derefter tale om nogle af spørgsmålene til stoffet. Tilbyd så bogen og træf en bestemt aftale om at fortsætte drøftelsen af kapitlet. Prøv at vække den besøgtes interesse for at læse stoffet ved at henvise til underoverskrifterne i kapitlet.
6 Vi skal selvfølgelig ikke regne med at oprette studium hos de fleste af dem vi ringer på hos. En del vil ikke samtale med os. Under alle omstændigheder bør vi dog prøve at efterlade et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 25 sammen med et par blade.