Fremholdelse af den gode nyhed — Gennemgår du dit distrikt grundigt?
1 Vidste du at der for hver forkynder i Danmark er 373 mennesker som har behov for at høre den gode nyhed? Hvorfor er det så nødvendigt at vi fremholder Rigets budskab for dem alle? Fordi der står menneskeliv på spil — både deres og vores. (Ez. 3:17-19; 33:6; 1 Tim. 4:16) I hele landet er der stadig mange der lytter til den gode nyhed. Vi bør derfor ikke bare interessere os for hvor mange gange vi kan gennemgå distriktet i løbet af et år, eller hvor mange bøger og blade vi kan afsætte, men snarere for hvor mange mennesker vi kan nå frem til med Bibelens budskab om Riget.
2 For at kunne gennemgå distriktet grundigt må vi forstå at det er vigtigt at føre nøjagtige notater over dem der ikke er hjemme. Gør du det? Og kommer du igen for at træffe hver eneste af disse? Det kan, som du ved, godt ske at du ikke træffer dem første gang du kommer tilbage; men prøv igen. Hvis du efter gentagne besøg stadig ikke har truffet dem, har du da overvejet at telefonere eller skrive til dem? Giv ikke op før du er kommet i forbindelse med dem. Også de har brug for at høre den gode nyhed. Ingen af os bør tro at et distrikt er gennemgået hvis der stadig er blot nogle få husstande hvor vi ikke har været i forbindelse med nogen, enten personligt eller pr. post. Det vil dog alligevel være bedst at vi afleverer distriktet senest efter fire måneders forløb. Vi kan måske få samme distrikt igen, hvis dette er bedst.
3 Men vi er selvfølgelig især interesseret i dem der lytter til Rigets budskab og værdsætter det. Nogle modtager måske en bog eller et blad; andre viser blot interesse for de ting vi viser dem i Bibelen. Men bør vi ikke i alle tilfælde sørge for at komme igen? Med tanke på dette må vi føre gode notater, der viser den besøgtes navn og andre oplysninger som kan hjælpe os til at arbejde videre med den interesse der er vist. Er der nogen fornuft i at gennemgå nyt distrikt uge efter uge, hvis vi ikke aflægger genbesøg hos de interesserede vi har fundet? Kan vi virkelig sige at vi gennemgår vort distrikt grundigt hvis vi ikke aflægger genbesøg? Selv når vi har afleveret et distrikt bør vi fortsætte med at følge den fundne interesse op.
4 Når vi har i tanke at gennemgå distriktet på bedste måde, finder vi måske at et af de anbefalede samtaleemner ikke egner sig så godt til brug i et bestemt distrikt. Det kan skyldes distriktets religiøse, sociale eller kulturelle karakter. Da er det måske bedst at finde et andet samtaleemne, måske blandt de mange gode der har været i tidligere udgaver af Rigets Tjeneste, et som egner sig bedre til netop dette distrikt. Det er klart at vor fremholdelse i et overvejende indremissionsk distrikt må være anderledes end i et distrikt hvor de fleste ikke tror på noget. Det gælder også i andre tilfælde. Vis skelneevne og tilpasningsevne i forbindelse med din fremholdelse — det kan medvirke til at fremme interessen for Bibelens budskab i distriktet.
5 Som vi alle ved er der nogle distrikter der bærer mere frugt end andre. Vi bør derfor ikke insistere på at distrikterne skal gennemgås i en strengt overholdt rækkefølge. Nogle kan måske gennemarbejdes oftere end andre. Naturligvis skal alt distrikt i menigheden gennemgås og det vil også være bedst at gennemgå det grundigt mindst en gang om året. Men vi er jo specielt interesseret i at gøre disciple. Hvis nogle områder eller kvarterer bærer mere frugt end andre, kan det derfor være gavnligt at gennemgå disse oftere. Apostelen Paulus gennemarbejdede ikke hver eneste provins i Lilleasien efter en strengt overholdt „turnus“. Han fulgte Jehovas ånds ledelse, og denne ånd styrede ham til de områder der viste sig at bære frugt i form af nye lovprisere af Jehova. — Apg. 16:6-10, 14; 18:9-11.
6 Hensigten med at gennemgå distriktet grundigt er at give beboerne lejlighed til at høre den gode nyhed. Når vi finder interesse bør vi være parate til at demonstrere vort tilbud om et bibelstudium, med målet for øje: At gøre de retsindige til disciple, i lydighed mod Jesu bud.