Fremholdelse af den gode nyhed — ved fornuftig brug af bladene
1 Vi har lært eller fået klarhed over mange bibelske sandheder ved hjælp af Vagttårnet og Vågn op! Ser du altid frem til at modtage de nye numre af bladene, og sætter du pris på deres indhold? De bringer oplysninger der hjælper os til at blive bedre kristne. Vi kan af hele vort hjerte anbefale dem til andre.
Brug dem godt
2 Mange brødre og søstre har en dag hver uge hvor de gør særlig meget ud af at tilbyde Vagttårnet og Vågn op! offentligt og fra hus til hus. I bladarbejdet fra hus til hus kan vi udrette mere hvis vi går ud når de fleste er hjemme. Noget andet vi kan gøre brug af, er gadearbejde. I forretningskvarterer er der ofte mange mennesker på gaden. Andre venter på offentlige transportmidler, sidder i en park, og så videre. Henvend dig til dem, og vis dem en appellerende artikel idet du tilbyder bladene. Der er forkyndere som blot står stille på gaden eller spadserer frem og tilbage med bladene fremme, uden at sige ret meget til de forbipasserende. Denne fremgangsmåde kan naturligvis føre gode resultater med sig nu og da, men den kan også give nogle det indtryk at vi blot er uenergiske bladsælgere.
3 Vi kan tilbyde bladene ved simpelt hen at gå hen til en person, hilse på ham og spørge om han kunne have lyst til at læse den og den artikel i bladet. Hvis der spores interesse kan samtalen måske føres lidt videre. Mange af vore brødre og søstre opnår gode resultater på denne måde og føler sig opmuntrede over at det lykkes dem at tale med så mange mennesker. Hvis du også har lejlighed til at bruge Bibelen, så gør det.
Din bladbestilling
4 Bruger du alle de blade du får? Kan du forbedre din indsats for at komme af med dem? Vi vil gerne opfordre dig til at tage din bladbestilling op til fornyet overvejelse, og tænke på hvor mange blade du kan sprede. Vi håber selvfølgelig at du kan sprede alle de blade du får hver uge, eller måske flere, når du nu undersøger dine muligheder. Men vær realistisk. Afpas din bestilling ved bladbordet sådan at du hverken får for mange eller for få. Hvis store mængder af blade hober sig op i rigssalen må de ældste finde ud af hvordan man kan tilskynde til mere bladarbejde, og om det er bedst at nedskære menighedens ordre hos Selskabet. Papir og forsendelse koster penge, og der er meget arbejde forbundet med at fremstille blade og få dem ud til menighederne. Vi vil alle sammen gerne bruge bladene fornuftigt.
5 Hvad kan du altså gøre for at bruge bladene effektivt? 1) Søg at arbejde med bladene på tidspunkter hvor der er flere hjemme. 2) Henvend dig til folk når du arbejder på gaden, og søg at få en samtale i gang med dem når du fremholder bladene. 3) Justér din bladbestilling i menigheden så du får det antal du kan bruge effektivt. Måtte Jehova velsigne dine bestræbelser for at bruge disse to værdifulde tidsskrifter fornuftigt.