’Grib til den fulde rustning’ — nu!
1 Sande kristne fører ikke bogstavelig krig. Alligevel er de med i en kamp og bliver sammenlignet med soldater. Apostelen Paulus gjorde det klart at den kristnes kamp ikke er mod kød og blod, men mod „ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef. 6:12) For at overleve denne kamp må vi have en beskyttende åndelig rustning. Denne rustning må vi anskaffe og iføre os NU, for det er NU kampen foregår.
2 Lad os betragte nogle dele af den udrustning vi må have for at klare os i den åndelige krigsførelse nu.
3 Hjelm: En hovedbeklædning som skal beskytte hovedet mod hug, slag og så videre. En væsentlig del af soldatens udrustning. Svarende hertil må vort sind beskyttes mod dårlig indflydelse og ugudelig propaganda. Det må næres med korrekte og opbyggende oplysninger fra Bibelen ved personligt studium, familiestudium, og menighedsstudium. Dette indskærper os hvor vigtigt det er at overvære menighedens møder og deltage aktivt i dem. Samtidig understreger det betydningen af at drøfte Bibelen i hjemmet. Også personligt må vi meditere over sandheden og vort frelseshåb. Gør du det? Det håb om frelse som Gud har skænket os, kan være stærkt nok til at beskytte vort sind ligesom en bogstavelig hjelm beskytter hovedet. — 1 Tess. 5:8.
4 Brystharnisk: En beklædning som dækker og beskytter brystet, bestående af sammenføjede metalringe, små metalplader eller et metalskjold. „Retfærdighedens brystharnisk“ er også en del af den åndelige rustning fra Gud. Når vi tænker på hjertets syndige tilbøjelighed, forstår vi uden videre at vi har brug for retfærdighed som en beskyttende brynje foran brystet. (1 Mos. 8:21; Jer. 17:9) Kun den retfærdighed der hænger sammen med tro på Guds ordning angående evigt liv og som er frembragt af Guds ånd, kan hindre hjertet i at bukke under for syndige tilbøjeligheder. (Rom. 6:15-20) Søger du bevidst at vokse i kærlighed til retfærdigheden fra Gud og at udvise den samme retfærdighed over for andre i din daglige færden?
5 Bælte: Et læderbælte til at have om livet og om lænderne. Dets bredde varierede fra fem til femten centimeter, og ofte var det beklædt med plader af jern, sølv eller guld. At man tog et bælte på, eller „omgjordede sine lænder“, betød at man gjorde sig klar til virksomhed. (1 Kong. 18:46) Paulus formanede: „Stå derfor fast, med sandheden spændt som bælte om jeres lænd.“ Sandheden styrker den kampberedte kristne i hans beslutning om at stå fast når han udsættes for prøvelser og vanskeligheder.
6 Skjold: Paulus anbefalede „troens store skjold“ som et redskab hvormed man kunne „slukke alle den ondes brændende pile“. På samme måde sætter vor tro på Jehova Gud, vor fuldstændige tillid til ham, os i stand til at holde ud under alle slags trængsler. Denne tro er ikke blot troen på Guds eksistens. (Hebr. 11:6) Den indbefatter en ubrydelig tillid til at vor himmelske Fader vil råde bod på enhver skade vi måtte lide, selv døden. (Matt. 10:28) Har du denne tro?
7 Sværd: Sværdet er det angrebs- og forsvarsvåben der hyppigst nævnes i Bibelen. Mange sværd var tveæggede og blev holdt skarpe og i fin stand. Men Guds ord er „skarpere end noget tveægget sværd“. (Hebr. 4:12) Den kristnes åndelige rustning omfatter derfor „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. (Ef. 6:17) Det kan benyttes offensivt når vi forkynder sandheden. Og det kan benyttes defensivt når vi afviser falske lærdomme og menneskers traditioner. I december kan vi gøre en virkelig indsats for at bruge Bibelen i tjenesten. Vær med til at „svinge sværdet“ og lede de ydmyge til sandheden. Når vi deler vor kundskab med andre kan vi ’nedrive ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud’. — 2 Kor. 10:5.
8 Sandaler: Hvis soldaten hører til fodfolket, er godt og holdbart fodtøj uundværligt for ham. Han er henvist til at bevæge sig til fods. Den kristne soldat er udrustet med „fredens gode nyhed“ som sko på sine fødder. Vore fødder kan føre os ud i distriktet, så vi kan hjælpe andre med Guds ord. Under trængsel styrkes vi til at holde trofast ud når vi aktivt og regelmæssigt gør den gode nyhed kendt for andre.
9 Er du „fuldt udrustet til enhver god gerning“? (2 Tim. 3:17) Er hele din udrustning i orden? Kommer du til at sejre i denne den mest betydningsfulde kamp? Ser du behovet for at være iført hele rustningen nu? Sagen er alvorlig. Alle Guds tjenere må gøre sig klart at det er nødvendigt at „stå fast“ i disse vanskelige tider. Og for at gøre dette, må vi bruge den åndelige rustning Gud har givet os. Hver eneste del af udrustningen har sin betydning. Sørg for ikke at mangle noget. Stå fast i beslutningen om at være urokkelig i din tro. Vind sejr i kampen mod de onde åndemagter dag efter dag og i den endelige kamp der snart kommer!