Menighedens møder — 5. del: Hvordan vi får gavn af de offentlige foredrag
1 Var du til stede da den første række af offentlige foredrag som vi kender dem i dag, begyndte at blive holdt i efteråret 1945? Dengang var der kun cirka 3000 forkyndere i Danmark. Nu, 36 år senere, er der omkring 14.000 forkyndere, og vi kan se tilbage og sige at de offentlige foredrag har været til stor gavn. De har afgjort været medvirkende til at mange af os har lært sandheden at kende, ligesom de har styrket troen hos os alle.
2 Nogle der især har haft gavn af de offentlige foredrag er foredragsholderne selv. Når de har skullet opbygge deres foredrag over de gode dispositioner de har fået, har de måttet studere Bibelen og Selskabets publikationer så foredragene kunne blive belærende og interessante. Ved deres undersøgelser har de fået større forståelse af Bibelen, og det har gjort dem mere faste i troen.
3 Under fremførelsen af deres foredrag bestræber foredragsholderne sig for at efterligne Jesus, den største offentlige foredragsholder nogen sinde. Han talte med myndighed, og desuden venligt og kærligt, så han rørte hjertet hos dem der lyttede og fik dem til at reagere positivt. (Matt. 7:29) Selv modstandere sagde om ham: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Joh. 7:46) Hans foredrag var usædvanlige fordi han gav udtryk for sin Faders tanker og principper på en enkel, overbevisende og let forståelig måde. Han fik folk til at handle. (Matt. 7:28; 22:46) Han appellerede til alle sine tilhørere — unge såvel som gamle, og fra alle samfundslag — og han brugte billeder eller lignelser som de forstod. (Matt. 13:3-9, 34, 35, 45-48) Han rettede sit budskab mod sine tilhøreres hjerter og benyttede spørgsmål der fik dem til at tænke, ransage deres motiver, nå til deres egne konklusioner og træffe deres afgørelser. — Matt. 16:5-16; 17:24-27; 26:52-54.
4 Når en foredragsholder præsenterer sit velunderbyggede stof på samme måde som Jesus, vil tilhørerne uvægerlig få gavn af det. Men hvordan får tilhørerne mest ud af foredraget? Det er vigtigt at de er opmærksomme på alt hvad der bliver sagt og ikke lader tankerne drage på langfart. De kan også fastholde opmærksomheden ved at slå de skriftsteder op som taleren henviser til og følge med når de bliver læst op. Nogle prøver på at genkalde sig hvad skriftstedet siger allerede før foredragsholderen læser det op. Det er også en hjælp at tage nogle få notater, for derved gentager man det man hører, og det indprentes stærkere når man ser det skrevet ned på papiret.
5 Mange som har lyttet opmærksomt til offentlige foredrag er blevet tilskyndet til at gøre forandringer i deres liv. En søster der for nylig hørte et foredrag sagde bagefter: „Nu kan jeg endelig se hvor vigtigt det er at jeg behandler min familie venligere og med større omtanke.“ Foredragsholderens ord havde nået hendes hjerte, og hun forandrede sig. Dette understreger hvor godt det er at vi får den bibelske vejledning gentaget uge efter uge. — Joh. 13:17.
Goder der venter os
6 I løbet af foråret og sommeren får vi en ny foredragsrække bestående af 60 offentlige foredrag. Vi kan se frem til at høre om emner som: „Udholdenhed under forfølgelse“, „Hvad ligger der bag oprørets ånd?“ og „Lad sandheden forvandle dit liv“. Nogle af foredragstitlerne lyder måske bekendte, men dispositionerne er blevet ført up to date.
7 De der får den opgave at holde disse nye foredrag bør forberede sig godt, så det fremførte stof bliver oplysende, inspirerende og anvendeligt. Citater bør læses smukt og korrekt op. Foredragsholderne må være begejstrede, bestræbe sig for at undervise og begejstre tilhørerne, og give dem lyst til at gøre noget. Foredragene skal holdes på 45 minutter. Alle vil sikkert gerne være til stede og nyde godt af disse offentlige foredrag. Derved viser vi at vi er taknemmelige for at blive oplært af Jehova. — Joh. 6:45.