Menighedens møder — 6. del: Vi må værdsætte vagttårnsstudiet
1 På Bibelens tid var det en stor ære at blive indbudt til at spise ved kongens bord og nyde de retter der blev tilberedt og serveret af kongens tjenere. Det var et udtryk for kongens godhed. (2 Sam. 9:7-13; 1 Kong. 2:7) Er vi da ikke dybt taknemmelige for det den store Konge, Jehova, har gjort for os? Gennem sin søn Jesus Kristus har han dækket et rigeligt bord og givet alle sine tjenere en stående indbydelse til at nyde de bedste og sundeste åndelige retter. Herren Jesus Kristus har udnævnt en ’trofast og klog træl’ til at servere „mad i rette tid“. (Matt. 24:45-47) Og hvordan har den udnævnte ’trælleskare’ uddelt den åndelige føde? I de sidste 100 år har det tydeligvis først og fremmest været gennem Vagttårnet.
Hvordan betragter du »Vagttårnet«?
2 Bevidstheden om at ’trællen’ er det redskab hvorigennem Kristus tager sig af menigheden i dag, skulle åbne vort hjerte og gøre det meget modtageligt for det Vagttårnet siger. Og bevidstheden om at Vagttårnet søger at holde sig nært til Guds ord, skulle indgive os tillid og gøre os ivrige efter at læse hvert eneste nummer grundigt når vi får det. — Apg. 17:11; se også The Watchtower, 1964, s. 574.
3 Gennem Vagttårnet har Jehovas tjenere fået vigtige sandheder slået fast. Lige fra begyndelsen har det frimodigt peget på Guds himmelske rige som menneskets eneste håb, fremlagt beviser for at Kristi nærværelse måtte være usynlig, og bekendtgjort at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Nødvendigheden af at forkynde det oprettede rige, det tydelige skel mellem Jehovas og Satans organisation, håbet om evigt liv i et jordisk paradis — alt er i rette tid blevet behandlet ud fra Bibelen. Fra det allerførste nummer har Vagttårnet altid opbygget værdsættelse af Jesu Kristi genløsningsoffer, hvilket til stadighed tilskynder os til at udføre den kristne tjeneste.
4 Som årene er gået har vi set verden synke dybere og dybere i moralsk fordærv, mens Jehova har beskyttet os med betimelige advarsler mod kønslig umoralitet, stofmisbrug og så videre, og vist os hvordan vi for at beskytte menigheden skal udstøde dem der fremturer i synd. Vagttårnet har hjulpet os til at opøve vor samvittighed på mange af livets områder, så vi kan opnå og bevare et godt forhold til Jehova. Vi værdsætter i høj grad den tålmodige og fremadskridende måde Jehova har ledet os på. — Ordsp. 4:18.
Hvordan vi får fuldt udbytte af det
5 Gennemgangen af Vagttårnet på menighedsbasis bidrager til at forene os i samme tankegang og er med til at give os en stærk tro der bygger på Bibelen. (1 Kor. 1:10) Men hvordan kan vi hver især bidrage til at gøre hvert eneste vagttårnsstudium til ugens åndelige højdepunkt, både for os selv og for vore brødre? Der er tre ting vi må gøre: (1) Forberede os personligt og i familien. Har du sat en bestemt tid af til dette? Hvornår er det bedst i din familie? Og når du forbereder dig, lægger du så særligt mærke til skriftstederne, til hvordan de er brugt i sammenhængen? Hvorfor er det godt at gøre dette? (2 Tim. 2:15) (2) Overvære det regelmæssigt. Har nogle af os for vane at tage hjem efter det offentlige foredrag? (3) Være med til at svare. Vi må ikke mene at vi absolut skal give en lang og indviklet kommentar. Som regel er korte, præcise svar bedre. Hvis vi svarer med vore egne ord vil vi uden tvivl få større forståelse af det der står skrevet og vi vil samtidig i højere grad tilskynde andre med det vi siger. Vær opmærksom på at slå skriftstederne efter og at forklare hvordan de er anvendt i teksten. Alle påskønner desuden svar der viser den praktiske anvendelse af stoffet eller som indeholder relevante erfaringer.
Hvad de ældste kan gøre
6 De der leder vagttårnsstudiet gør vel i nu og da at tage deres undervisningsmetode op til overvejelse. De kan spørge sig selv: Kommenterer jeg selv for meget? Får jeg hovedpunkterne frem? Føler brødrene sig tilskyndet til at være med? Bliver Bibelen brugt under studiet? Er jeg godt forberedt? De ældste der af ældsterådet er udpeget som undervisningsassistenter fordi de er gode til at lære fra sig bør lede studiet med jævne mellemrum. (Se tillæg til Rigets Tjeneste for september 1977, side 2.)
7 Har du en god åndelig appetit? (Matt. 5:3) Så er du indbudt til at spise ved Kongens bord sammen med hele hans folk og at tage til dig af den rigelige åndelige føde der rundhåndet tilvejebringes gennem hans „træl“ ved vagttårnsstudiet. Måtte al tak og pris for dette gå til Jehova vor største Lærer. — Es. 54:13.