Bliv bedre til at undervise — ved at stille spørgsmål
1 „Da han så folkeskarerne gik han op på bjerget; og da han havde sat sig ned kom hans disciple hen til ham; og han åbnede sin mund og begyndte at undervise dem.“ (Matt. 5:1, 2) Jesus underviste med dygtighed. Ved at stille velvalgte spørgsmål fik han sine tilhørere til at tænke. Han lod sandheden ’lyde ned’ i deres sind og hjerter. Vi, hans disciple, gør vel i at efterligne ham i vor undervisning. — Matt. 16:13-16; 17:24-26; 18:12; Mark. 11:29, 30.
Værdien af spørgsmål
2 Om vor undervisning vil blive til gavn for eleven, afhænger i vid udstrækning af om vi forstår at stille spørgsmål. Gør vi det, kan spørgsmålene være et enestående redskab i vor undervisning. De kan i logisk rækkefølge lede elevens tanker fra ét punkt til et andet, så han når frem til de rette slutninger. De er en hjælp på mindst tre områder.
3 For det første hjælper de eleven til at udtrykke tankerne med sine egne ord. Derved kan læreren sikre sig at eleven virkelig forstår stoffet. Læg i bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud mærke til at der ikke alene er spørgsmål nederst på siden og i mange paragraffer, men også ved slutningen af hvert kapitel, som en repetition af hovedpunkterne. Disse spørgsmål prøver elevens forståelse og hjælper ham til at se hvordan han kan anvende det han lærer, i praksis. I forbindelse med illustrationerne er der også stillet spørgsmål og forslag som er et nyttigt led i undervisningen. Se eksemplerne på side 27, 34 og 101.
4 For det andet kan spørgsmål hjælpe eleven til at se begrundelsen for de tanker der fremføres. De hjælper ham til at ræsonnere over tingene. Han lærer at se tingene i det rette lys, og at sammenligne sin tidligere opfattelse med de sandheder han nu lærer fra Guds ord. Se eksempler på sådanne spørgsmål til paragraf 13-19 på side 61-63 og til paragraf 13-17 på side 95 og 96 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.
5 For det tredje kan man stille spørgsmål for at høre hvad eleven personligt mener om det der står. Under studiet har du måske lejlighed til at stille et eller flere af følgende spørgsmål: Lyder det fornuftigt? Hvad mener du selv om det du lærer her? Tror du det er vigtigt at efterleve det i praksis? Ved at høre godt efter når han svarer, kan du afgøre hvordan du bedst kan hjælpe ham til at elske Jehova af hele sit hjerte. — Matt. 22:37.
Former for spørgsmål
6 Nogle spørgsmål tager sigte på at få kendsgerninger frem — hvem? hvad? hvor? hvornår? Andre afslører elevens synspunkter eller leder ham til at drage slutninger — hvordan? hvorfor? Eksempler på sidstnævnte type er givet i den foregående paragraf. Desuden kan man opstille valg mellem flere muligheder, fremsætte en påstand og spørge om den er rigtig eller forkert, stille repetitionsspørgsmål eller bruge hjælpespørgsmål. Som regel er det bedst at bruge korte, koncise spørgsmål, fordi de kun indeholder én hovedtanke.
7 Målet med at stille spørgsmål er at hjælpe eleven til at opnå kundskab og få større forståelse. Hans svar hjælper os til at bedømme hans fremskridt og hjerteindstilling. (Ef. 3:17-19) Velformulerede spørgsmål kan også lede eleven til at finde bibelske svar der oplærer hans samvittighed. (Jævnfør den metode Paulus bruger i Galaterbrevet 3:1-6, og de 17 spørgsmål han stiller i Første Korinterbrev 9:1-14.) En dygtig anvendelse af spørgsmål i undervisningen vil tilskynde eleven til at leve efter de sandheder han lærer. — Es. 25:9.
8 En god lærer belønnes rigt. Når vi underviser, deler vi noget værdifuldt med et andet menneske. Vi giver noget af os selv for at hjælpe en anden. Vil du gøre den nødvendige indsats? At undervise andre er en berigende oplevelse der kan fylde vort liv med glæde og tilfredshed.