Forøg lovprisningen af Jehova
1 Jehova bør lovprises. Han fortjener ære fordi han har skabt alle ting, deriblandt os. (Åb. 4:11) Vi skylder ham vort liv. Dette tilskynder os til at lovprise ham på enhver måde.
2 Hvordan kan du forøge din lovprisning af Jehova i februar? Det kan du blandt andet gøre ved at have en god andel i arbejdet med at sprede ’Paradisbogen’. Træf også samarbejdsaftaler med andre. Forsøg især at hjælpe forkyndere som har svært med at komme regelmæssigt ud fra hus til hus. Dette kan kræve lidt ekstra planlægning fra din side, og måske bliver du nødt til at lave lidt om på dine egne planer, men det er umagen værd.
Opret bibelstudier
3 Vi kan også ære Jehova ved flittigt at følge interessen op. Spredningen af bøger og blade er kun begyndelsen. Målet er at gøre disciple som kan lovprise Gud sammen med os. (Jævnfør Apostelgerninger 2:42, 46, 47.) Stræb efter at oprette studier. Med ’Paradisbogen’ er det blevet lettere at lede studier; selv nye forkyndere kan være med i dette vigtige arbejde. En forkynder der førhen ikke ledte studier, skriver nu: „Jeg har tre studier, og et fjerde er på vej. . . . Jeg kan ikke takke jer nok for at I har gjort det så let at lede bibelstudier.“ Har du oprigtigt forsøgt at oprette et studium over denne bog? Har du lagt sagen frem for Jehova i bøn? Hvis du ikke synes du kan klare det alene, har du da bedt din bogstudieleder eller en anden erfaren forkynder om at hjælpe dig? Når andre villigt hjælper dig, er de med til at forøge lovprisningen af Jehova.
4 ’Paradisbogen’ har en del af æren for den gode fremgang i bibelstudiearbejdet. I tjenesteåret 1982 havde vi gennemsnitlig 3948 bibelstudier hver måned. Men i tjenesteåret 1983, da vi begyndte at bruge ’Paradisbogen’ i tjenesten på arbejdsmarken, nåede vi et gennemsnit på 4296, en fremgang på 9 procent. Og tallet stiger stadig. I november nåede vi 4747, det højeste antal siden maj 1975! Disse studier ledes med mennesker som derved får mulighed for at redde livet. Resultatet vil blive en øget lovprisning af Jehova Gud.
Studium — med hvem?
5 Hvem kan vi oprette studier med? Foruden de interesserede vi finder fra hus til hus, er der vore egne slægtninge. Tænk på hvad der skete da Andreas begejstret fortalte den gode nyhed til sin kødelige broder, Simon Peter. (Joh. 1:40-42) Har du også prøvet at tale med dine naboer, kolleger eller skolekammerater, og tilbudt dem et bibelstudium? Eftersom du allerede kender disse mennesker, har du et grundlag at bygge på. Overvej disse muligheder under bøn, og følg dine bønner op i handling. — Matt. 7:7.
6 Du har måske allerede så mange studier som du kan overkomme at lede. Hvad så hvis du finder flere som gerne vil studere? Du kan oprette et studium og overdrage det til en anden forkynder som gerne vil lede det. Du kan for eksempel tage en anden med på besøget når du opretter studiet, og lidt efter lidt overdrage det. Tænk også på muligheden for at hjælpe andre med at oprette studier dér hvor de finder interesse. På disse måder kan du være med til at øge lovprisningen af Jehova.
7 Lad os daglig udnytte enhver mulighed for at lovprise Jehova. (Sl. 145:2) Det vil bringe os dyb tilfredshed nu, og udsigt til at prise Jehova for evigt sammen med dem vi hjælper til kundskab om ham. — 1 Tim. 4:16.