Hjælpepionertjenesten — har du prøvet den?
1 Den nuværende hjælpepionerordning kører nu på ellevte år. Siden den blev indført i september 1976 har hundredtusinder af vore brødre og søstre deltaget i den. Mange tusind af disse har tilrettelagt det sådan at de kan tjene som hjælpepionerer i adskillige måneder hvert år. Andre har været i stand til at tjene regelmæssigt som hjælpepionerer i kortere eller længere perioder. Alle har haft lejlighed til at blive åndeligt opbygget, draget nærmere til Jehova og blive dygtigere forkyndere af den gode nyhed.
2 I tjenesteåret 1977, det første år vi havde hjælpepionerordningen som vi kender den nu, var der i gennemsnit her i landet 276 hjælpepionerer hver måned. De brugte i alt 194.648 timer i tjenesten. I tjenesteåret 1986 var der imidlertid i gennemsnit 559 hjælpepionerer hver måned, og de brugte i alt 399.033 timer. Det er en fremgang i antal og indsats på mere end 100 procent. Det er meget opmuntrende at se så mange der værdsætter hjælpepionertjenesten og udnytter enhver lejlighed til at deltage i den.
3 For mange har hjælpepionertjenesten været et springbræt til andre privilegier, såsom den almindelige pionertjeneste og beteltjenesten. Måske har du ikke mulighed for at få del i disse særlige tjenesteforrettigheder lige nu, men kunne du ikke tænke dig at få en andel i den glæde som mange har i hjælpepionertjenesten?
Mange har prøvet
4 Bor børnene stadig hjemme? Har du verdsligt heltidsarbejde for at forsørge dig selv og din familie? Er du lidt oppe i årene, eller er helbredet ikke så godt mere? Vær alligevel ikke alt for hurtig til at slutte at du ikke kan klare at være hjælpepioner. Hvis du har et stærkt ønske om at være pioner i en eller to måneder i løbet af året, kan der vise sig en udvej for dig.
5 Kravet på 60 timer kan synes at være en vanskelig udfordring, men hvis du ser det ud fra det synspunkt at der kun er tale om to timer om dagen og at du har resten af dagen til din rådighed til andre nødvendige forpligtelser, er timekravet ikke så overvældende. Kunne du bruge nogen tid i tjenesten på arbejdsmarken hver dag i en periode?
6 Overvej engang hvad nogle menigheder har gjort for at tilskynde til hjælpepionertjeneste og hvilke gode resultater der er kommet ud af det. I en menighed meldte næsten halvdelen af forkynderne sig som hjælpepionerer i april. Deriblandt var tre ældste og tre menighedstjenere. En af de faktorer der var medvirkende til det gode resultat var at pionertjenesten blev fremhævet ved menighedens møder i adskillige måneder forud for april. Alle i menigheden forstod at april skulle være en pionermåned. I alt 28 meldte sig. Over halvdelen var gifte brødre og søstre. Ét ægtepar havde fem børn, et andet havde seks, men med omhyggelig planlægning var de i stand til at tage vare på deres familieforpligtelser og alligevel opfylde pionerkravet. Syv af dem måtte arbejde heltids, i 40 til 50 timer om ugen, samtidig med at de var hjælpepionerer. En broder der til at begynde med var noget forbeholden, sagde: „Det gik meget lettere end jeg havde regnet med. Man skal bare sørge for at have en god timeplan.“
7 En ældste skriver at der var 29 hjælpepionerer i hans menighed. Efterhånden som navnene på dem der havde meldt sig blev læst op, følte andre sig tilskyndet til at melde sig. De 29 hjælpepionerer og den ene almindelige pioner i menigheden udgjordes af 10 brødre og 20 søstre. De var mellem 18 og 71 år gamle.
Personlig gavn
8 De der har været hjælpepionerer for første gang, taler næsten uden undtagelse med stor begejstring om hvor meget de har haft ud af den forøgede indsats i tjenesten på arbejdsmarken. Nogle nævner at de føler sig tættere knyttet til Jehova, at de har fået større glæde i tjenesten, har fået mere selvtillid og har haft opbyggende oplevelser som de ellers ikke ville have fået.
9 En søster var i stand til at være hjælpepioner selv om hun har fem børn, verdsligt arbejde og en udøbt ægtefælle. Hvilken belønning fik hun? Ægtefællen støttede hende, og som følge af hendes gode eksempel tog han tjenesten op den følgende måned. En anden søster som allerede havde udfyldt sin hjælpepioneransøgning kom ud for det problem at hendes arbejdsgiver svigtede sit løfte om at give hende fri. Så fortalte hun ham at hun måtte sige op hvis ikke hun fik den fritid hun havde brug for. Hun mindede ham om at hun kunne melde sig syg, sådan som andre måske ville gøre, men at hun ikke ville gøre det da det var uærligt. Han gik da med til at give hende de fornødne fridage. Hvad havde hun så ud af det? Jo, blot nogle få dage i hjælpepionertjenesten styrkede hendes forhold til Jehova. Hun skrev til Selskabet: „Jeg spekulerede ikke nær så meget på økonomi som jeg plejede at gøre. Jehova har virkelig lært mig at stole på ham.“
10 En handicappet broder skrev til Selskabet om den glæde han og hans hustru havde som hjælpepionerer. Han sagde: „Jeg er handicappet og kan kun gå en begrænset tid hver dag, så 60 timer om måneden er det helt rigtige for mig. Vi begyndte den 1. september og har planlagt at fortsætte. Vi har mange velsignelser, og for første gang siden vi begyndte at samarbejde med menigheden føler vi at vi udretter noget i distriktet.“ Dette er blot et lille udsnit af de mange kommentarer vi har fået fra dem der har tilrettelagt deres tid så de kan være hjælpepionerer.
Kan du også være med?
11 Er du en af de mange forkyndere der længes efter at blive almindelig pioner men som er nået til den slutning at deres personlige forhold ikke tillader dem det? Så er du blandt dem Selskabet havde i tanke da hjælpepionerordningen blev indført. Jehovas velsignelse og omhyggelig planlægning er nødvendig, men til gengæld kan du være forvisset om at du vil opleve en åndelig vækst og glæde som gør det hele umagen værd. (Neh. 8:10) Hvorfor ikke se positivt på mulighederne og planlægge at blive hjælpepioner i marts og april? For andre vil maj måske være den ideelle måned, for den har fem weekender i år. Eller måske vil april og maj være den helt rigtige mulighed for dig?
12 Hold dig for øje at omhyggelig planlægning er nødvendig for at tjenesten kan lykkes. Det kan de der har været hjælpepionerer på trods af familieforpligtelser, verdsligt heltidsjob og andre bibelske forpligtelser skrive under på. Hver enkelt bør spørge sig selv: ’Hvorfor ønsker jeg at være pioner? Hvordan kan jeg nå mit mål?’ Høsten er ikke forbi, og mange steder er den virkelig stor. — Matt. 9:37, 38; Joh. 4:35.
13 Det er nu tiden til at alle Guds tjenere energisk må forøge deres indsats. Kunne du sætte en måned eller flere til side hvert år til forøget tjenesteaktivitet i hjælpepionertjenesten? (Ef. 5:16) Hundredtusinder af vore brødre har allerede prøvet det. Kan du også være med?