Forbered nye til at deltage i forkyndelsen
1 I tjenesteåret 1986 blev der i gennemsnit ledet 5139 bibelstudier hver måned. I februar i år nåede tallet op på 5621. Mange af disse nye gør gode åndelige fremskridt idet de får stadig større kundskab om Jehova og slutter sig til organisationen. De foretager de nødvendige forandringer i deres liv, og vi vil gerne hjælpe dem til at bekende deres håb offentligt ved sammen med os at deltage i arbejdet med at forkynde og gøre disciple. — Rom. 10:10.
2 Så snart du er kommet i gang med et bibelstudium kan du tilskynde eleven til at tale med andre om det han lærer. Foreslå vedkommende at tale uformelt med slægtninge, naboer, arbejdskammerater og andre. Efterhånden som sandheden trænger ind i hans sind og hjerte, skulle den tilskynde ham til at gøre dette. Vis hvordan Jesus og hans disciple understregede betydningen af arbejdet med at forkynde og gøre disciple. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Fortæl positive erfaringer fra tjenesten, både nogle du selv og andre har haft og nogle der har været nævnt i Årbogen og andre af Selskabets bøger og blade.
Opfylder eleven kravene?
3 Når eleven har gjort de nødvendige fremskridt kan du indbyde ham til at være med i den organiserede tjeneste som udføres gennem menigheden. Husk at det er dig som leder bibelstudiet der har det ansvar at afgøre om eleven opfylder kravene inden du opfordrer ham til at følges med dig i tjenesten. Han må nødvendigvis have bragt sit liv i harmoni med Jehovas retfærdige normer. De krav der må opfyldes er nævnt i ’Organisationsvejledningen’, side 94-96.
4 Der er ingen grund til at du blander dig i elevens privatliv ved at stille nærgående spørgsmål som kan gøre ham forlegen. I stedet kan du, efterhånden som du lærer ham at kende, bemærke om han indretter sit liv efter det han lærer. Hvis du er i tvivl om visse forhold i hans liv kan du lade ham læse passende skriftsteder og give ham lejlighed til at fortælle hvordan han forstår dem. Så vil du som regel kunne se om han har tilstrækkelig kundskab om sandheden og om han efterlever det der kræves af en som skal deltage i forkyndelsen sammen med os. Når du føler dig overbevist om at han oprigtigt ønsker at identificere sig med Jehovas Vidners organisation og opfylder betingelserne, kan du indbyde ham til at deltage i tjenesten sammen med dig. Forbered tjenesten sammen med ham og hjælp ham lidt efter lidt til selv at sige noget.
De ældstes hjælp
5 Når en ny forkynder afleverer sin første tjenesterapport, er der forskellige skridt der skal tages for at sikre at vedkommende opfylder betingelserne for at blive regnet som en forkynder og derefter blive anerkendt som tilsluttet menigheden. På grundlag af den nye forkynders første tjenesterapport vil sekretæren eller et andet medlem af tjenesteudvalget drøfte elevens fremgang med den forkynder som studerer med ham. Derefter vil det være godt at forkynderen er til stede når en ældste har en samtale med den der har afleveret sin første rapport. Efter at have rost den nye for den fremgang han har gjort, kan de ældste venligt forklare ham hvad det indebærer at blive regnet for en forkynder. Hvis eleven opfylder betingelserne for at være tilsluttet menigheden, vil man fortælle ham at der bliver udfærdiget et optegnelseskort i hans navn og at det vil indgå i menighedens optegnelser. — Se om, s. 101, 102.
6 Mens vi studerer grundsandhederne med de nye og leder dem til organisationen, må vi huske at tilskynde dem til og forberede dem på at dele den gode nyhed med andre. Derefter vil de, med Jehovas velsignelse, kunne kvalificere sig til at blive regelmæssige forkyndere af den gode nyhed.