Fremholdelse af den gode nyhed — ved at overvinde indvendinger
1 Hver gang vi aflægger et vidnesbyrd om Riget bør vi oprigtigt ønske at fremholde budskabet på den bedste og mest effektive måde. Selv når vi står over for vanskeligheder bør vi huske ordene i Hebræerbrevet 13:15: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ ’Ræsonnerebogen’ kan hjælpe os til at forbedre kvaliteten af vor tjeneste, også når vi skal overvinde indvendinger.
2 Der kan være flere forskellige grunde til folks indvendinger. Nogle mener oprigtigt det de siger, mens andre blot ønsker at afvise os eller at sabotere vor fremholdelse. Hvis vi er godt kendt med nogle af forslagene i ’Ræsonnerebogen’ kan vi hurtigt tilpasse os situationen og give et passende svar. (Ordsp. 25:11; Es. 50:4) Det kan bane vej for et godt vidnesbyrd, som vi ikke ville have kunnet aflægge hvis vi ikke var godt forberedt. Hvorfor ikke i forvejen gennemtænke hvordan vi kan gendrive nogle af de mest almindelige indvendinger?
3 „Det har ingen interesse“: Bemærk at praktisk talt alle forslagene på side 16 i ’Ræsonnerebogen’ indbefatter at man stiller den besøgte nogle taktfulde, direkte og tankevækkende spørgsmål. Det er en god måde at gøre det på, da det får den besøgte til at udtale sig. Det kan fortælle os noget om hans tanker og følelser. Det kan gøre det lettere for os at fortsætte samtalen.
4 Når nogen siger: „Det har ingen interesse,“ har du da prøvet at spørge: „Ville det have din interesse hvis jeg ud fra Bibelen kunne vise dig hvordan kriminalitet, krig og raceproblemer vil blive fjernet?“ Prøv det. Andre har erfaret at det virker godt.
5 „Jeg har travlt“: Mange indvendinger kan bruges som et springbræt til en samtale. Det er også tilfældet med denne indvending. Den kan føre til at man får lov til at fremholde et kort budskab. Måske kan du bruge nogle af forslagene på side 19. Nogle har i sådanne situationer sagt: „Så skal jeg fatte mig i korthed. Jeg har besøgt dig for blot at fortælle dig én vigtig ting.“ Fremhold derefter hovedpunktet i samtaleemnet om religion.
6 Hvis den besøgte virkelig har travlt bør man respektere det og om muligt rejse et tankevækkende spørgsmål som man kan tilbyde at besvare på et andet tidspunkt. En forkynder der brugte denne metode, kom ud for at den besøgte opsøgte ham da han gerne ville have svar på sit spørgsmål med det samme. En sådan oplevelse understreger værdien af forberedelse.
7 Gang på gang erfarer vi hvor spændende, interessant og trosstyrkende det er at forkynde Rigets budskab. De der lytter kan opleve at budskabet forandrer deres liv. Når vi virkelig forstår dette, vil vi ønske at bringe et værdifuldt offer, „vore læbers tyre“, når vi udfører vor tjeneste. (Hos. 14:2) Lad aldrig indvendinger hindre dig i at udføre en god tjeneste eller mindske din glæde. Gør god brug af ’Ræsonnerebogen’ når du fremholder den gode nyhed.