Samtaleemnet
1 I Rigets Tjeneste for marts 1977 fik vi det første „Samtaleemne“ og forslag til hvordan vi kunne bruge det med den bedste virkning. Vi har alle haft stor gavn af disse samtaleemner, der er blevet bragt i de sidste tolv år. De har hjulpet mange til at forbedre deres fremholdelse af den gode nyhed.
2 I de senere år har vi fået et nyt samtaleemne hver tredje eller fjerde måned. Fra nu af vil vi imidlertid begynde at skifte lidt oftere. Der vil generelt blive bragt et nyt samtaleemne hver gang vi får et nyt tilbud. Det vil gøre det lettere for os at knytte samtaleemnet sammen med tilbudet, og det vil desuden give større variation i vor tjeneste.
Skiftende samtaleemner
3 I almindelighed vil man erfare at det foreslåede samtaleemne er meget virkningsfuldt. Og det vil utvivlsomt være en fordel at holde sig nøje til dette emne når man oplærer nye eller unge forkyndere. I andre tilfælde skal man imidlertid ikke være bange for at ændre på samtaleemnet eller at bruge et andet hvis der skønnes at være en fordel ved det.
4 Pionerer og andre som kommer hyppigt ud i distriktet vil uden tvivl erfare at det kan være godt at variere det de siger, for at fremholdelsen ikke skal blive for rutinepræget. Der kan være forskellige omstændigheder som taler for at man bruger et andet emne end det der er foreslået i Rigets Tjeneste.
Kildemateriale til præsentationer
5 Hvor kan vi få ideer fra hvis vi synes at vi må variere samtaleemnet? Tidligere forslag i Rigets Tjeneste kan være nyttige. Man kan også gå ud fra den bog eller det blad man tilbyder. Vælg et billede, et skriftsted eller en overskrift og udarbejd en kort præsentation der vækker interesse. Prøv at få den besøgte til at tage bogen i hånden, så han selv kigger i den. Det er forbavsende så let det er at sprede bøger på den måde. Når du så kommer på genbesøg, kan du gå mere i detaljer. Prøv med andre ord at gøre den indledende præsentation forholdsvis kort.
6 Vi bør alle fortsat bede Jehova om at få „de oplærtes tunge“ så vi ved hvordan vi skal undervise dem vi træffer i distriktet. (Es. 50:4) Det er vort mål at bruge samtaleemnet effektivt. Der står menneskeliv på spil. — 1 Tim. 4:16.