Anvend et bredt udvalg af brochurer i din tjeneste
1 Folk interesserer sig for et væld af forskellige emner. I juli måned vil det være godt at have forskellige brochurer med i forkyndelsen, så man kan benytte netop dem man mener vil appellere til folk i distriktet. Måske vil du anvende en af disse præsentationer:
2 Når du tilbyder brochuren „Den regering der vil indføre Paradiset“, kunne du sige:
◼ „I Fadervor har vi lært at bede om at Guds rige må komme. Hvad tror du det vil betyde for os når denne bøn går i opfyldelse? [Lad den besøgte svare, og kommenter svaret.] I denne brochure er der en interessant kommentar til den bøn som Jesus Kristus lærte os. [Slå op på side 3 og læs den første paragraf, hvor Mattæus 6:10 er citeret.] Hvis du kunne tænke dig at leve i sådan en verden, skulle du læse denne brochure.“ Tilbyd brochuren.
3 Brochuren „Når man mister en man holder af“ kan fremholdes på denne måde:
◼ „Tror du der vil komme en tid hvor vi ikke vil miste nogen i døden? [Lad den besøgte svare.] Denne velskrevne brochure har trøstet millioner med Bibelens sikre løfte om at en sådan tid snart bliver en realitet. [Slå op på side 5 og læs den fjerde paragraf, samt Første Korintherbrev 15:21, 22. Vis derefter illustrationen på side 30.] Her har tegneren skildret den glæde vi vil opleve når vi i opstandelsen kan byde afdøde slægtninge og venner velkommen tilbage. Men hvor vil disse glædelige begivenheder finde sted — i himmelen eller på jorden? Denne brochure giver dig Bibelens svar på det spørgsmål.“ Hvis den besøgte tager imod brochuren, kunne du sige: „Jeg vil gerne vende tilbage en anden dag og tale mere med dig om dette emne.“
4 Du kan fremholde brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“, med dette direkte tilbud om bibelstudium:
◼ „Mange har spørgsmål om Bibelen. Du har måske selv spekuleret over et af de spørgsmål der nævnes her. [Slå op på side 30 og nævn nogle af spørgsmålene.] Det sidste spørgsmål har manges interesse: ’Hvordan kan du forberede dig til at leve evigt i Paradiset?’“ Hvis du går videre med paragraf 57 og 58 på side 29 og 30, og derefter læser Åbenbaringen 21:3, 4, vil du have lagt grundvolden til et bibelstudium. Efterlad til sidst brochuren og aftal et genbesøg hvor I kan drøfte nogle af de andre spørgsmål.
5 Måske kunne du tænke dig at prøve denne enkle præsentation af brochuren „Guds navn der vil bestå for evigt“:
◼ „Noget af det første jeg lærte ud fra Bibelen var Guds navn. Ved du hvad det er? [Lad den besøgte svare.] Lad mig vise dig det her i Bibelen i Salme 83:18. [Læs.] Denne brochure viser at Guds navn, Jehova, findes på mange forskellige sprog. [Vis rammen på side 8.] Hvis du gerne vil lære mere om Jehova og hans hensigter, bør du læse denne brochure.“ Giv den besøgte brochuren.
6 Med så stort et udvalg af aktuelle brochurer er vi godt udrustede til at „bringe godt nyt til de sagtmodige“. — Es. 61:1.