Har du „en torn i kødet“?
1 Vi ønsker alle at adlyde befalingen om at forkynde den gode nyhed efter bedste evne. Men mange har alligevel svært ved at have så stor en andel i forkyndelsen som de kunne ønske sig, fordi alvorlig sygdom eller handicap hæmmer dem. For dem kan det uden tvivl være en stor udfordring at klare den modløshed som de måske nogen gange føler når de ser hvordan andre er aktive og fuldt engagerede i tjenesten. — 1 Kor. 9:16.
2 Et eksempel til efterfølgelse: Apostelen Paulus måtte slås med „en torn i kødet“. Tre gange bad han indtrængende Jehova om at fjerne den ubehagelige lidelse, som han beskrev som „en Satans engel“ der blev ved med ’at slå ham’. På trods af dette holdt Paulus ud og var travlt optaget af tjenesten. Han fik ikke ondt af sig selv, og han klagede heller ikke hele tiden over sin situation. Han gjorde sit bedste. Det der hjalp ham, opmuntrede og styrkede ham, var denne forsikring fra Gud: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Paulus’ svaghed blev en styrke da han lærte at acceptere forholdene som de var, og at sætte sin lid til Jehova og den hellige ånd. — 2 Kor. 12:7-10.
3 Du kan også holde ud: Er din tjeneste for Gud hæmmet fordi du har problemer med dit helbred? I så fald må du tillægge dig Paulus’ syn på tingene. Selv hvis der ikke på nuværende tidspunkt er noget at gøre ved din sygdom eller dit handicap, kan du sætte hele din lid til Jehova, for han kender dine behov og vil give dig „den kraft som er ud over det normale“. (2 Kor. 4:7) Benyt dig af den hjælp du kan få i menigheden, og lad være med at isolere dig. (Ordsp. 18:1) Hvis du synes det er vanskeligt at være med i hus-til-hus-forkyndelsen, kan du være opmærksom på at forkynde uformelt eller måske bruge telefonforkyndelse.
4 Selv om „en torn i kødet“ måske også begrænser dine muligheder i tjenesten, behøver du altså ikke føle dig udenfor. Ligesom Paulus kan du „aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed“ ved at gøre det som dine kræfter og omstændigheder tillader. (Apg. 20:24) Mens du gør hvad du kan for at fuldføre din tjeneste, kan du være sikker på at Jehova glæder sig over dig. — Hebr. 6:10.