’Lad jeres lys skinne’
1 Verden omkring os befinder sig i moralsk og åndeligt mørke. Sandhedens lys afslører „de ufrugtbare gerninger“ der hører mørket til, så man kan undgå sådanne dødbringende snublesten. Derfor gav apostelen Paulus de kristne følgende tilskyndelse: „Fortsæt med at vandre som lysets børn.“ — Ef. 5:8, 11.
2 „Lysets frugt“ står i skarp kontrast til verdens dystre mørke. (Ef. 5:9) For at frembringe denne frugt må vi være strålende eksempler i kristen livsførelse, mennesker Jesus godkender. Vi må også vise egenskaber som helhjertethed, oprigtighed og begejstring for sandheden. Disse egenskaber må komme til udtryk i hverdagen og i tjenesten.
3 Lad dit lys skinne ved enhver lejlighed: Jesus sagde til sine disciple: ’I skal lade jeres lys skinne for folk.’ (Matt. 5:16) Som Jesu efterlignere genspejler vi lyset fra Jehova ved at forkynde Guds rige og hans hensigter. Vi spreder det åndelige lys når vi forkynder sandheden for folk i deres hjem eller på arbejdspladsen, i skolen, for bekendte og hvor som helst vi har anledning til det. — Fil. 2:15.
4 Jesus pegede på at nogle vil hade lyset. (Joh. 3:20) Vi bliver derfor ikke mismodige over at flertallet ikke vil lade „lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias“ trænge igennem. (2 Kor. 4:4) Jehova undersøger menneskers hjerte og ønsker ikke at nogle blandt hans folk handler uret.
5 Når vi følger Jehovas veje og får del i hans åndelige lys, kan vi genspejle det til andre. Hvis de gennem vores adfærd kan se at vi ’ejer livets lys’, kan de også føle sig tilskyndet til at gøre de nødvendige forandringer og selv blive lysbærere. — Joh. 8:12.
6 Ved at lade vort lys skinne kan vi prise vor Skaber og hjælpe oprigtige mennesker til at lære ham at kende og få håb om evigt liv. (1 Pet. 2:12) Lad da os der har lyset, hjælpe andre til at finde vej ud af det åndelige mørke og frembringe gerninger der hører lyset til.