Virkningsfuld telefonforkyndelse
1 Som Jehovas Vidner har vi ikke blot det mål at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed, men også om muligt at nå enhver med budskabet om Riget. (Apg. 10:42; 20:24) Hus-til-hus-arbejdet er stadig den væsentligste måde at nå folk på, men alligevel må vi erkende at vi ikke får kontakt med alle, selv ved at benytte denne systematiske fremgangsmåde. For at ’fuldføre vor tjeneste’ og finde retsindige mennesker benytter vi derfor også andre metoder, deriblandt telefonforkyndelsen. — 2 Tim. 4:5.
2 Mange steder bor folk i lejligheder med omfattende sikkerhedsforanstaltninger, i bofællesskaber eller i aflåste opgange, der gør det vanskeligt at komme i kontakt med beboerne ved den almindelige dør-til-dør-metode. Selv om der er dørtelefoner, vil man på grund af trafikstøj, dårlige lydforhold, osv. i mange situationer kunne opnå bedre resultater ved at anvende telefonen. Selv de steder hvor vi kan gå fra hus til hus, er flere og flere mennesker aldrig hjemme. Men mange forkyndere har gode erfaringer med at nå disse beboere ved hjælp af telefonen. Et ægtepar der gik fra hus til hus en formiddag, havde ni „ikke-hjemme“-besøg. Da de kom tilbage til rigssalen, fandt de deres telefonnumre i en vejviser. De ringede så til dem og fik kontakt med otte af de ni der ikke havde været hjemme.
3 Viger du uden om telefonforkyndelse? En broder sagde: „Jeg bryder mig ikke om at blive ringet op af en telefonsælger, så jeg har haft en forudfattet holdning til den form for forkyndelse.“ Men efter at have foretaget blot to telefonopringninger sagde han: „Jeg synes faktisk rigtig godt om det. Dét havde jeg aldrig troet jeg skulle sige, men jeg mener det. Folk er afslappede når de taler i telefon, og som forkynder har man alt hvad man skal bruge, lige ved hånden. Det er alle tiders.“ En søster reagerede ligesådan: „Jeg var ikke meget for at benytte telefonforkyndelse. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at prøve. Men jeg gjorde det alligevel — og fandt ud af hvor virkningsfuldt det er.“ En af de rejsende tilsynsmænd i Danmark fortæller: „Vi er glade for den form for tjeneste og har hver gang fået en eller flere aftaler om at komme og levere litteratur på adressen og fortsætte samtalen.“ Hvis du også tør gøre forsøget, vil du finde ud af at det er virkningsfuldt.
4 Organisering af telefonforkyndelse: Menighedens forkyndelse udføres under tilsyn af tjenestetilsynsmanden. Ældsterådet kan, alt afhængig af behovet, vælge at udnævne endnu en ældste eller en kvalificeret menighedstjener der kan samarbejde med ham om at organisere telefonforkyndelse. Den broder der har opsyn med distriktet, bør også være med, da han skal udlevere distrikter og føre kontrol med dem. Og kredstilsynsmanden vil holde et vågent øje med hvordan det går i dette arbejde.
5 Hvis der er områder hvor man ikke kan gå fra dør til dør, bør man oprette et telefondistrikt. Den udnævnte broder vil omhyggeligt udarbejde en liste over de områder der skal ændres til telefondistrikt. Distrikterne skal være relativt små, så man kan ringe til alle regelmæssigt. Alle kort som omfatter telefondistrikter, skal påføres en meddelelse herom.
6 Hvor kan man finde telefonnumrene? Man kan for eksempel anvende vejvisere med telefonnumre, en almindelig telefonbog, en lokal telefonbog eller også kan man måske bruge Internet, hvor der findes flere opslagsmuligheder.
7 Menighedens ældste bør vise dette arbejde oprigtig interesse ved at organisere en oplæring. De der har erfaring med telefonforkyndelse, kan oplære andre, måske gennem programmet ’Pionerer hjælper andre’. På tjenestemødet kan punktet om lokalt behov indimellem handle om denne form for forkyndelse så interessen skærpes.
8 Når ældste er på hyrdebesøg hos nogle som er syge eller bundet til hjemmet, kan de eventuelt opfordre disse brødre og søstre til at gøre brug af telefonen i forkyndelsen. Måske kan en ældste foretage nogle få opkald mens forkynderen hører med. Derefter har forkynderen måske lyst til selv at foretage et opkald. Mange som er kommet i gang med at forkynde på denne måde, er blevet meget glade for at bruge lidt tid på det hver dag.
9 Virkningsfulde forslag: Da Jesus sendte sine disciple ud at forkynde, „sendte [han] dem ud . . . to og to“. (Luk. 10:1) Hvorfor? Han vidste at de ved at arbejde sammen kunne lære af hinanden og opmuntre hinanden. Det gælder også telefonforkyndelsen. Ved at samarbejde kan man lære af hinanden, drøfte resultaterne og give forslag til hvordan den næste samtale kan gribes an. Selv mens den ene taler i telefonen, kan den anden bistå ham ved at finde velvalgte oplysninger frem.
10 For at kunne koncentrere dig om hvad du skal sige, må du sætte dig et sted hvor du kan have Bibelen, ’Ræsonnerebogen’, brochuren Hvad kræver Gud af os?, bladene og andet foran dig. Skriv nogle indledninger ned, og hav dem liggende et sted hvor du kan se dem. Hav også en notesbog liggende så du kan føre nøjagtige notater. Notér også datoen og hvilken tid på dagen der var nogen hjemme, så du kan vide hvornår du kan kontakte vedkommende igen.
11 Nogle har udtrykt frygt for at blive udsat for telefonchikane fra nogle de har ringet til. Man kan imidlertid gennem sit telefonselskab sørge for at ens telefonnummer ikke vises hos den man ringer til. Man kan også indtaste en bestemt kode når man ringer op. Hvis du er i tvivl, kontakt da dit telefonselskab.
12 Folk er ofte forbeholdne når de i telefonen hører en stemme de ikke kender. Sørg derfor for at være hensynsfuld, venlig og taktfuld. Beboeren kan kun fastslå din karakter og oprigtighed ud fra din stemme. Vær afslappet, og tal fra hjertet. Tal langsomt, tydeligt og så højt som nødvendigt. Giv også beboeren lejlighed til at udtale sig. Brug dit fulde navn, og nævn at du bor i området. Vi ønsker ikke at folk skal tro vi er telefonsælgere. Gør opkaldet personligt frem for at sige at du ringer til alle beboerne i ejendommen.
13 Indledninger til telefonforkyndelse: Mange af de indledninger der findes på side 9-15 i ’Ræsonnerebogen’, kan tilpasses telefonforkyndelsen. Du kan sige: „Jeg ringer til dig fordi jeg ikke har mulighed for at besøge dig personligt. Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du mener om et interessant spørgsmål.“ Stil derefter spørgsmålet.
14 Den første indledning under emnet „Kriminalitet/tryghed“ kan bruges på denne måde: „Goddag, mit navn er –––. Jeg bor her i området. Jeg ringer ikke for at sælge dig noget eller for at lave en spørgeundersøgelse, men fordi jeg er interesseret i hvordan vi personligt kan opnå større tryghed. Der er megen kriminalitet omkring os, og det berører os alle sammen. Tror du at det nogen sinde bliver sådan at folk kan gå på gaden om aftenen uden at være bange for at blive overfaldet? [Afvent svar.] Lad mig læse for dig hvad Gud har lovet at gøre ved det.“
15 Nogle har haft gode resultater med at tilbyde bibelstudium over telefonen. På nogle ganske få minutter kan man give dem en forsmag på hvordan det foregår. Tilbyd at besøge vedkommende for at fortsætte studiet. Hvis han lyder forbeholden over for det, så spørg om I kan fortsætte drøftelsen over telefonen en anden dag.
16 Når du afslutter en samtale, så tilbyd at besøge vedkommende med noget litteratur eller at sende det til ham. Hvis personen er betænkelig ved det, så spørg om du må ringe til ham igen. Efter flere telefonsamtaler føler han sig måske mere tryg ved at få besøg af dig.
17 Tag initiativet: En 15-årig søster indledte formiddagens tjeneste med et telefonopkald. Hun talte med en kvinde som gerne ville have ’Kundskabsbogen’. Da søsteren kom for at aflevere bogen, ville kvinden gerne vide hvor hun havde fået hendes telefonnummer fra, da hun havde hemmeligt nummer. Søsteren havde tastet dette nummer ved en fejltagelse. Kvinden tog imod et bibelstudium og er nu en udøbt forkynder.
18 En søster havde fået et telefondistrikt, men fordi hun var beklemt ved det, varede det tre uger før hun gik i gang. Hvordan fik hun mod til at begynde? Hun kom i tanker om artiklen i Vågn op! for 22. januar 1997 med titlen „Når jeg er svag, så er jeg stærk“. Den handlede om en forkynder der gør brug af telefonforkyndelse på trods af sine fysiske begrænsninger. Søsteren siger: „Jeg bad om at Jehova ville give mig styrke og lægge de rigtige ord i min mund.“ Hvordan gik det så den dag hvor hun prøvede telefonforkyndelse første gang? Hun fortæller: „Jehova besvarede min bøn. Folk lyttede, og jeg fik aftalt at besøge en.“ Senere førte hendes telefonforkyndelse til et bibelstudium. Hun konkluderer: „Jehova har endnu en gang lært mig at jeg skal stole på ham og ikke på mig selv.“ — Ordsp. 3:5.
19 At fortælle andre om sandheden over telefonen har vist sig at være en virkningsfuld måde at forkynde den gode nyhed på. Forbered dig godt, og gør en helhjertet indsats. Bliv ikke mismodig hvis ikke de første par forsøg giver gode resultater. Bed om Jehovas ledelse, og indhent erfaringer fra andre som forkynder på denne spændende måde. Måtte vi, med ønsket om at nå alle i vores distrikt, være grundige og gøre vort yderste i denne tjenestegren. — Rom. 10:13, 14.