Lad os vise Jehova og hans søn ære
Hvordan får man større udbytte af mindehøjtiden den 8. april?
1 I verden bliver mennesker der har udført store ting, æret. Men deres bedrifter bliver som regel hurtigt glemt. Hvad så med de gerninger der har været hele menneskeheden til gavn? De største af dem alle vil vi mindes når vi fejrer Herrens aftensmåltid efter solnedgang den 8. april 2001.
2 Hvem er værdig til at blive vist den største ære? Bibelens svar lyder: „Du er værdig, Jehova, . . . til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting.“ (Åb. 4:11) Som Skaberen er Jehova den suveræne hersker i universet. Han vil for evigt være værdig til at modtage ære. — 1 Tim. 1:17.
3 Jesus Kristus, Guds søn, udrettede noget som vil bringe evige velsignelser til menneskeheden og gøre ham værdig til ære. Han efterlignede sin Fader til fuldkommenhed. (Joh. 5:19) Jesu absolutte lydighed og trofaste tjeneste gjorde ham ’værdig til at modtage magten og rigdommen og visdommen og styrken og æren og herligheden og velsignelsen’. (Åb. 5:12) Hans Fader viste ham ære ved at indsætte ham som konge. (Sl. 2:6-8) Vi kan vise både Faderen og Sønnen ære ved at være til stede den 8. april 2001 for at mindes Herrens aftensmåltid.
4 Sørgeligt nok er det kun relativt få mennesker der i tidens løb har vist Jehova og hans søn den ære de tilkommer. Til tider ydede selv Guds eget folk i fortiden, israelitterne, kun Jehova en symbolsk tjeneste. De udviste en åbenlys mangel på respekt. (Mal. 1:6) Tilbørlig respekt indebærer fuld lydighed som er grundlagt på kærlighed og værdsættelse af alt hvad Jehova og hans søn har gjort for os. At vise gudsfrygt og ærefrygt betyder at vi har Jehova og Jesus i tanke på alle vore veje. Den kristne menighed bestræber sig for at hjælpe andre til at gøre det samme.
5 En særlig anledning til at vise ære: For Jehovas folk er mindehøjtiden hvert år den mest betydningsfulde begivenhed det samles til. Alle som har et ønske om at tjene og ære Jehova, bør være til stede. (Luk. 22:19) Vi regner med at de 6 millioner aktive Jehovas Vidner samt de interesserede der vil være til stede, vil udgøre over 14 millioner. Det er en god anledning til at vise vor himmelske Fader ære. Selv om opmærksomheden ved mindehøjtiden er rettet mod Jesus, er det han udrettede, et udtryk for ære og respekt for Faderen som sendte ham. — Joh. 5:23.
6 Hvad kan vi gøre for at støtte denne særlige begivenhed? Det vigtigste arbejde for Jesus mens han virkede her på jorden, var forkyndelsen af Guds rige og det at vidne om sandheden. (Luk. 4:43; Joh. 18:37) Dette vigtige arbejde er ikke afsluttet endnu. (Matt. 28:20) Vi viser derfor respekt for Jesus og Jehova og ærer dem ved at udnytte de særlige muligheder som ikke blot mindehøjtidsdagen, men hele april måned giver os for at være optagede af det samme arbejde. Er du det?
7 Vi kan også støtte denne særlige begivenhed ved at hjælpe interesserede til at få udbytte af at overvære mindehøjtiden. Tilskynd dem til at komme, og tilbyd at hente dem hvis der er behov for det. Forklar meningen med foredraget for dem, og sørg for at andre kommer til at hilse på dem. Det de ser og hører, kan animere dem til sammen med os at bringe Jehova ære.
8 Undervurder ikke den virkning mødet har. En universitetsstuderende sagde: „Jeg har overværet nadveren mange gange i kirken, men det her er helt anderledes. Jeg kan se at det er ligesom Bibelen siger, og jeg tror at I har sandheden.“ Han begyndte at komme regelmæssigt til møderne og blev hurtigt døbt.
9 Hjælp interesserede til at gøre fremskridt: Vær opmærksom på nyinteresserede der er til stede ved mindehøjtiden, og besøg dem hurtigt efter for at drøfte foredraget og selve højtiden. Fortæl dem om vore andre møder hvor de kan lære mere om Bibelen. Ved hjælp af kapitel 17 i ’Kundskabsbogen’, „Find tryghed hos Guds folk“, kan man beskrive den række af åndelige måltider menigheden tilvejebringer, og som allerede er tilgængelige for dem. Du kan også anvende nogle af videofilmene så de ved selvsyn kan fornemme hvilken enhed, glæde og nidkærhed der råder blandt Jehovas folk, og samtidig blive styrket i troen på Jehova og hans ord.
10 Når vi værdsætter Jesu offer og det privilegium at måtte tjene som disciple af ham, bringer det Faderen ære og bliver til velsignelse for andre. Jesus gav dette løfte: „Hvis nogen vil tjene mig, vil Faderen ære ham.“ — Joh. 12:26.