Spørgsmålskassen
◼ Hvordan sikrer vi os at møderne bliver holdt inden for den fastsatte tid?
Tiden flyver af sted når venner er sammen om noget godt. Af den grund kan det være svært at holde møderne inden for den tildelte tid. Hvordan sikrer man sig at tiden bliver overholdt?
Begynd til tiden. Når hele menigheden samles, kan det være en god idé at bede tilhørerne indtage deres pladser et eller to minutter før mødets begyndelse så det kan indledes til tiden på velordnet måde. (Præd. 3:1) Når man mødes i mindre grupper, som ved samlinger, skal man ikke vente med at gå i gang for at se om der kommer flere.
God forberedelse. En forudsætning for at kunne holde tiden er god forberedelse. Hav hensigten med indlægget klart for øje. Find frem til hovedpunkterne, og sørg for at fremhæve dem. Pas på at mindre detaljer ikke bringer dig ud på et sidespor. Fremhold stoffet på en enkel måde. Omfatter opgaven demonstrationer eller interviews, så gennemprøv dem forinden. Øv dig højt, og tag tid på dit indlæg, i det omfang det er muligt.
Opdel pensummet. Uanset om du skal holde et foredrag eller lede en drøftelse med tilhørerne, kan det være en hjælp at inddele pensummet i passende afsnit. Fastsæt hvor lang tid du vil bruge på hvert afsnit, og skriv det i margenen af dine papirer. Hold øje med tiden undervejs. Når du drøfter noget med salen, så undgå den faldgrube at bruge for meget tid på indledningen så du må haste gennem det mere vigtige stof der kommer længere fremme. Vagttårnsstudielederen må sørge for at der bliver tid til at gennemgå repetitionsspørgsmålene. Han må også omhyggeligt undgå at bruge af den tid der er sat af til den afsluttende sang og bøn.
Slut til tiden. Hvis et møde består af flere forskellige indlæg, som tilfældet er med tjenestemødet, skal hver taler være meget opmærksom på hvornår hans indlæg skal begynde, og hvornår det skal slutte. Hvad gør man så hvis der er brugt for meget tid? En eller flere af brødrene kan måske spare noget tid ved blot at pege på hovedpunkterne og skære nogle af detaljerne væk. At kunne gøre dette hører med til at være en god lærer.
Tilhørerne i salen kan støtte den der leder indlægget, ved at gøre deres kommentarer korte og præcise. Vi kan derfor alle bidrage til den ’sømmelighed og orden’ der bør kendetegne vore møder. — 1 Kor. 14:40.