Samlingerne
1. Hvorfor ønsker vi at forkyndelsesarbejdet udføres på ordnet vis?
1 Jesus sørgede for at forkyndelsen af Riget blev udført på en organiseret og effektiv måde. Det er et godt eksempel for os. De der har ansvaret for det verdensomspændende forkyndelsesarbejde i dag, er meget interesserede i at dette arbejde bliver udført på lignende måde. I harmoni med dette benytter menighederne over hele jorden samlingerne til at organisere tjenesten for forkynderne. — Matt. 24:45-47; 25:21; Luk. 10:1-7.
2. Hvad er formålet med samlingerne?
2 En god ordning: Formålet med samlingerne er at give dem der skal deltage i forkyndelsen, opmuntring og praktisk vejledning. Det kan man gøre ved kort at drøfte dagens tekst hvis den klart omhandler forkyndelsen. Man kan forberede alle de tilstedeværende til forkyndelsen den dag ved at bruge tanker fra Tjenesten for Riget, ’Ræsonnerebogen’ eller ’Skolehåndbogen’. Man kan også kort vise hvordan den publikation der tilbydes, kan præsenteres i tjenesten. Inden den afsluttende bøn bør alle være klar over hvem de skal arbejde sammen med, og hvor distriktet som skal gennemgås, ligger. Det vil være godt at alle er på vej ud i distriktet kort efter samlingen, der ikke må vare mere end 15 minutter.
3. Hvem har ansvaret for tilrettelæggelsen af samlingerne?
3 Hvordan tilrettelægges de? Tjenestetilsynsmanden har ansvaret for koordineringen af samlingerne. I weekenden skal gruppetilsynsmændene, eller deres assistenter, følges med deres respektive tjenestegrupper. Nogle tilsynsmænd eller menighedstjenere kan måske følges med nogle tjenestegrupper midt på ugen. Gruppetilsynsmændene skal i nært samarbejde med tjenestetilsynsmanden sørge for at deres grupper har tilstrækkeligt med distrikt til weekenden. Tjenestetilsynsmanden vil føre tilsyn med de samlinger der holdes i løbet af ugen.
4-6. (a) Hvilket behov dækker samlingerne i forbindelse med menighedens distrikt? (b) Hvilke forhold kan man overveje for at afgøre behovet for samlinger?
4 Hvor og hvornår skal samlingerne holdes? I stedet for at arrangere at hele menigheden mødes ét sted, er det ofte bedst at tilrettelægge samlingerne på centralt beliggende steder, almindeligvis i private hjem, spredt rundt om i menighedens distrikt så distrikterne kan blive gennemgået effektivt. Man kan også arrangere samlinger i rigssalen. Mange menigheder har tilrettelagt en samling i rigssalen kort efter det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet om søndagen. Så vidt muligt skal man sørge for at samlingen holdes i nærheden af det distrikt der skal gennemgås. Derfor skal samlingsplanerne med jævne mellemrum gennemgås for at sikre at samlingerne holdes på steder der er centralt beliggende så hele distriktet kan gennemarbejdes effektivt.
5 Hvornår og hvor ofte i løbet af en uge eller på en bestemt dag det er bedst at holde samlinger, afhænger af menighedens distrikt. De følgende spørgsmål er en hjælp til at afgøre hvor og hvornår det er bedst at holde samlinger.
6 Hvilke distrikter har særlig brug for at blive gennemarbejdet? Hvilket tidspunkt egner sig bedst til hus til hus-forkyndelse? Er der et tidspunkt om aftenen man kunne sætte af til hus til hus-forkyndelsen eller genbesøgsarbejdet? Alle oplysninger om samlinger bør hænges op på menighedens opslagstavle. Alle forkyndere af Riget ønsker at gennemgå deres tildelte distrikt grundigt så de kan sige ligesom apostelen Paulus: ’Jeg har ikke længere urørt distrikt.’ — Rom. 15:23.
7. Hvilket ansvar hviler på den broder der tager tjenestegruppen med ud i forkyndelsen?
7 Hvordan samlingerne skal ledes: Den der har fået til opgave at lede en samling, viser dyb respekt for denne teokratiske ordning ved at være godt forberedt. En samling skal begynde til tiden, og den skal være lærerig og kort, mellem 10 og 15 minutter. Det er ofte nok at give forkynderne et enkelt forslag til en præsentation. Den der leder samlingen, skal inden samlingen begynder, have distrikt som gruppen kan gå i. Det er ikke nødvendigt at vente på nogle der kommer for sent, efter at samlingen er forbi, men det kan være en hjælp at efterlade en besked om hvor man kan finde gruppen. Alle bør være på vej ud i det tildelte distrikt kort efter at samlingen er forbi. En samling der er velorganiseret og lærerig, vil uden tvivl give alle de tilstedeværende den nødvendige vejledning for at kunne udføre deres tjeneste den dag. — Ordsp. 11:14.
8. Hvordan kan de der overværer samlinger, samarbejde med dem der leder samlingerne?
8 Når vi overværer samlinger: Det har stor betydning at vi samarbejder. (Hebr. 13:17) Når det er muligt, vil den der leder samlingen, hjælpe dem der har brug for en at følges med. Erfarne forkyndere der støtter samlingerne, kan hjælpe til ved at tage sig af nye og mindre erfarne forkyndere. De der er villige til at samarbejde med forskellige forkyndere, når de bliver bedt om det, kan udrette meget godt. (Ordsp. 27:17; Rom. 15:1, 2) Alle bør bestræbe sig på at være punktlige. Af respekt for denne teokratiske ordning og af hensyn til vores kristne brødre og søstre vil vi foretage de ændringer der er nødvendige, for at kunne være det. — 2 Kor. 6:3, 4; Fil. 2:4.
9. På hvilke måder kan pionererne støtte samlingerne?
9 Støtte fra pionererne: Den støtte pionererne kan yde ved samlingerne, er af stor værdi og virker tilskyndende på alle. Pionererne har forståeligt nok en del at se til. Foruden at lede bibelstudier og aflægge genbesøg skal de måske i løbet af dagen også tage sig af familieforpligtelser og passe et arbejde. Pionererne må derfor ikke føle sig forpligtede til at støtte hver eneste samling menigheden tilrettelægger, især hvis der holdes samling hver dag. Men de har højst sandsynligt mulighed for at støtte i det mindste nogle samlinger hver uge, og her er det især vigtigt at fokusere på gruppesamlingerne og på at gå ud sammen med sin gruppe. Ved samlingerne bliver vi undervist og oplært, og pionerernes bibelkundskab og erfaring i tjenesten kan være til stor gavn for andre. De har opnået stor erfaring i forkyndelsen, og den kan de dele med andre. Deres iver i tjenesten og deltagelse ved samlingerne gør dem til eksempler for andre. Og de skal vide at deres deltagelse ved samlingerne er meget værdsat.
10. Hvorfor er det på sin plads at alle forkyndere af Riget helhjertet støtter samlingerne?
10 Som det var tilfældet med Jesus og hans disciple, udfører Jehovas Vidner i dag også en stor del af arbejdet med at forkynde Riget ved at gå fra hus til hus. Samlingerne har det formål at alle skal føle sig opmuntret til at deltage i denne form for forkyndelse, og at de kan gøre det på en effektiv måde. Alle forkyndere af den gode nyhed bør støtte sådanne teokratiske ordninger så meget de kan. (Apg. 5:42; 20:20) Måtte vi alle helhjertet støtte samlingerne. Ved at gøre det kan vi være sikre på at Jehova rigt vil velsigne os, og at det vil glæde Jesus Kristus, idet vi fortsætter med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Matt. 25:34-40; 28:19, 20.