Er du forberedt på at forkynde uformelt?
1. Hvilket eksempel viser at uformel forkyndelse kan være virkningsfuld?
1 Uformel forkyndelse kan være meget virkningsfuld. Bibelen indeholder adskillige eksempler på nogle der havde gode resultater med at forkynde uformelt. (Joh. 4:7-15) Hvordan kan vi forberede os på at være med i denne form for forkyndelse?
2. Hvordan kan vores påklædning og soignering hjælpe os til at aflægge et vidnesbyrd?
2 Påklædning og soignering: Hvis vi altid tænker over vores påklædning og soignering, vil vi have lettere ved at fortælle andre om vores tro. (1 Tim. 2:9, 10) Føler vi at vi ikke er passende klædt, vil det højst sandsynligt holde os tilbage fra at forkynde. I modsætning hertil vil et rent og pænt ydre måske i sig selv vække andres nysgerrighed. For eksempel var et velklædt ægtepar, der er Jehovas Vidner, på en rejse hvor de kom til at sidde ved siden af en muslimsk mand. Han lagde mærke til deres påklædning og spurgte om de var kristne. Det førte til en tre timer lang samtale om Bibelen.
3. Hvordan har du ved at efterligne Jesus indledt en samtale?
3 Hvordan vi kommer i gang: Da Jesus mødte den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd, indledte han en samtale med hende blot ved at bede om noget at drikke. Måske kan vi på samme måde indlede en samtale ved at komme med en kort bemærkning eller ved at stille et enkelt spørgsmål. Vi holder os måske nogle gange tilbage, men ved at stole på Jehovas hjælp kan vi ’tage mod til os’ og få en samtale i gang. — 1 Thess. 2:2.
4. Hvordan kan vi forberede os til at forkynde uformelt?
4 Skab muligheder: Mange forkyndere har fundet forskellige måder at udføre uformel forkyndelse på. Overvej dine omstændigheder, og tænk over hvem der er en chance for at du møder i løbet af dagen. Sørg for at have passende litteratur og en lille bibel med. Vær opmærksom, og vis interesse for dem der er omkring dig. Når du i forvejen har tænkt over hvilke situationer der kan opstå i løbet af dagen, vil du sandsynligvis være parat til at aflægge et godt vidnesbyrd. — Fil. 1:12-14; 1 Pet. 3:15.
5. Hvorfor skal vi ikke overlade det at forkynde uformelt til tilfældighederne?
5 Der er to gode grunde til at gøre brug af de muligheder vi har for at forkynde uformelt — kærlighed til Gud og kærlighed til vores næste. (Matt. 22:37-39) I betragtning af at forkyndelsesarbejdet haster, kan vi ikke overlade det at forkynde uformelt til tilfældighederne. Vi må være forberedte på at udnytte enhver passende lejlighed til at give andre del i den gode nyhed mens der endnu er tid. — Rom. 10:13, 14; 2 Tim. 4:2.