Lad os vise vores værdsættelse
Mindehøjtiden holdes den 17. april
1. Hvilken indstilling vil det især være godt at have i tiden omkring mindehøjtiden?
1 Af taknemmelighed for Jehovas store barmhjertighed og mange frelsesgerninger spurgte salmisten: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ (Sl. 116:12) Guds tjenere i dag har endnu større grund til at være taknemmelige. Flere hundrede år efter at disse ord blev nedskrevet, gav Jehova menneskeheden den største gave han nogen sinde har givet — genløsningen. Når vi træffer forberedelser til højtiden til minde om Kristi død, der holdes den 17. april, har vi derfor god grund til at vise os taknemmelige. — Kol. 3:15.
2. Hvilke grunde har vi til at værdsætte genløsningen?
2 Velsignelserne ved genløsningen. Takket være genløsningen er det muligt at få ’tilgivelse for vore synder’. (Kol. 1:13, 14) Det gør at vi kan tilbede Jehova med en ren samvittighed. (Hebr. 9:13, 14) Vi kan frit henvende os til Jehova i bøn. (Hebr. 4:14-16) Og alle der tror på genløsningen, vil endda kunne opnå evigt liv! — Joh. 3:16.
3. Hvordan kan vi vise Jehova at vi værdsætter genløsningen?
3 Hvordan vi kan vise værdsættelse. Vi kan vise hvor meget vi værdsætter genløsningen ved hver dag at følge bibellæseplanen for mindehøjtiden og grunde over det vi har læst. Artiklen „Er du forberedt til årets vigtigste dag?“ i Vagttårnet for 1. februar 2011 er udarbejdet med dette formål. Vi kan også i inderlig bøn fortælle Jehova hvor meget vi værdsætter genløsningen. (1 Thess. 5:17, 18) Det at vi i lydighed mod Jesu befaling er til stede ved mindehøjtiden, er et udtryk for taknemmelighed. (1 Kor. 11:24, 25) Desuden kan vi efterligne Jehovas store kærlighed ved at invitere så mange som muligt til at overvære højtiden sammen med os. — Es. 55:1-3.
4. Hvad må vi være besluttede på?
4 Hvis vi værdsætter det Jehova har gjort for os, vil vi ikke blot betragte mindehøjtiden som endnu et møde. Det er årets vigtigste møde! Lad os derfor i tiden op til mindehøjtiden være besluttede på at have samme indstilling som salmisten, der sagde: „Velsign Jehova, min sjæl, og glem ikke alle hans gerninger.“ — Sl. 103:2.