Tag profeterne som eksempel — Hoseas
1. Hvad har du måske spurgt dig selv om?
1 ’Hvilke ofre er jeg villig til at bringe Jehova?’ Det kan være at du har stillet dig selv det spørgsmål når du grundede over hans overvældende godhed og barmhjertighed. (Sl. 103:2-4; 116:12) Hoseas gjorde villigt det Jehova befalede ham at gøre, selvom det krævede personlige ofre. Hvordan kan vi efterligne Hoseas?
2. Hvordan kan vi efterligne Hoseas’ eksempel med hensyn til at holde ud i forkyndelsen?
2 Forkynd i vanskelige tider. Hoseas’ budskab var hovedsagelig rettet mod tistammeriget Israel, hvor den sande tilbedelse næsten var blevet udryddet. Kong Jeroboam II gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, og han opretholdt den kalvedyrkelse som Jeroboam I havde indført. (2 Kong. 14:23, 24) Under de efterfølgende konger fortsatte tistammerigets åndelige forfald, indtil riget til sidst blev ødelagt i 740 f.v.t. Til trods for den udbredte afgudsdyrkelse tjente Hoseas trofast som profet i mindst 59 år. Er vi også besluttet på at forkynde år efter år, selv når vi møder ligegyldighed eller modstand? — 2 Tim. 4:2.
3. Hvordan var Hoseas’ liv en skildring af Jehovas barmhjertighed?
3 Fokusér på Jehovas barmhjertighed. Jehova sagde til Hoseas at han skulle tage sig „en skøgehustru“. (Hos. 1:2) Hans kone, Gomer, fødte ham en søn, men senere fik hun efter alt at dømme to børn uden for ægteskabet. Hoseas var villig til at tilgive sin kone, hvilket skildrede Jehovas store barmhjertighed over for det frafaldne Israel da folket angrede. (Hos. 3:1; Rom. 9:22-26) Er vi villige til at se bort fra det vi personligt foretrækker, for at kunne gøre Jehovas barmhjertighed kendt for alle slags mennesker? — 1 Kor. 9:19-23.
4. Hvilke ofre kan vi bringe Jehova?
4 Nogle af Jehovas tjenere har ofret en lovende karriere for at kunne bruge mere tid i forkyndelsen. Andre er forblevet ugifte eller barnløse for at kunne hellige sig Rigets interesser. Når vi tænker på Hoseas’ liv, siger vi måske: ’Det kunne jeg aldrig klare!’ Men efterhånden som vores værdsættelse af Jehovas ufortjente godhed vokser og vi styrkes af hans hellige ånd, kan vi blive brugt af ham på måder som vi aldrig havde forestillet os — sådan som Hoseas blev. — Matt. 19:26; Fil. 2:13.