Jeg er tryg fordi jeg stoler på Jehova

HVORDAN JEG LÆRTE JEHOVA AT KENDE OG FIK TILLID TIL HAM

Jeg er født i 1948 i en lille landsby i den sydvestlige del af Nigeria. På det tidspunkt blev min onkel Moustapha, som er min fars lillebror, og Wahabi, min ældste bror, døbt som Jehovas Vidner. Da jeg var ni, døde min far. Jeg var fuldstændigt knust. Wahabi fortalte mig at vi ville kunne se far igen i opstandelsen. Det trøstede mig meget, og derfor begyndte jeg at studere Bibelen. Jeg blev døbt i 1963, og mine tre andre brødre blev også døbt.

I 1965 flyttede jeg til Lagos, hvor min storebror Wilson også boede, og der nød jeg at være sammen med pionererne i Igbobi Menighed. Deres glæde og iver smittede af på mig, og i januar 1968 blev jeg også pioner.

Albert Olugbebi, en bror der tjente på Betel, arrangerede et særligt møde for os unge for at fortælle at der var behov for specialpionerer i den nordlige del af Nigeria. Jeg husker tydeligt bror Olugbebis begejstrede tilskyndelse: “I er unge, og I har mulighed for at bruge jeres tid og energi på Jehova. Der er masser at lave!” Jeg ville gerne være ligesom Esajas, der hurtigt tog imod en opgave, og derfor udfyldte jeg en ansøgning. – Esa. 6:8.

I maj 1968 blev jeg udnævnt som specialpioner og sendt til byen Kano i den nordlige del af Nigeria. Det var under Biafrakrigen (1967-1970). Krigen havde hærget det område inden kampene var rykket til den østlige del af Nigeria. En velmenende bror prøvede at overtale mig til ikke at tage afsted. Men jeg sagde til ham: “Mange tak for din omsorg, men hvis Jehova ønsker at jeg skal påtage mig den her opgave, er jeg ikke det mindste i tvivl om at han vil tage sig af mig.”

TILLID TIL JEHOVA I ET KRIGSHÆRGET OMRÅDE

Det var meget trist at se hvad der var sket i Kano under borgerkrigen. Storbyen var blevet fuldstændigt hærget. Når vi var i tjenesten, så vi nogle gange ligene af folk der var blevet nedslagtet under konflikten. Der havde været mange menigheder i Kano, men de fleste brødre og søstre var flygtet. Der var knap 15 forkyndere tilbage, og de var bange og modløse. Brødrene og søstrene var ovenud lykkelige da vi seks specialpionerer ankom. Vores trøst og opmuntring fik dem til at føle sig bedre tilpas. Vi hjalp dem til igen at holde møder og komme i gang i forkyndelsen og til at sende rapporter og litteraturbestillinger til afdelingskontoret.

Vi specialpionerer begyndte at lære det lokale sprog hausa. Mange lyttede når de hørte budskabet på deres eget sprog. Men vores forkyndelse var ikke populær på grund af den religion de fleste i området havde, og derfor måtte vi være meget forsigtige. På et tidspunkt blev min makker og jeg jagtet af en mand med en kniv! Heldigvis havde vi et forspring, og det lykkedes os at slippe væk. På trods af alle farerne sørgede Jehova for at vi kunne “bo trygt”, og antallet af forkyndere voksede. (Sl. 4:8) I dag er der 11 menigheder i Kano med over 500 forkyndere.

MODSTAND I NIGER

Efter at have været i Kano i bare nogle få måneder blev jeg i august 1968 sammen med to andre specialpionerer sendt til Niamey, der er hovedstaden i Niger. Vi mærkede hurtigt på egen krop at Niger i Vestafrika er et af de varmeste områder på jorden. Samtidig med at vi skulle vænne os til varmen, skulle vi også lære det officielle sprog, fransk. Det var en udfordring, men vi havde tillid til at Jehova ville hjælpe os, og begyndte at forkynde i hovedstaden sammen med den håndfuld forkyndere der boede der. I løbet af kort tid havde næsten alle i Niamey der kunne læse, fået bogen Sandheden der fører til evigt liv. Folk ledte endda efter os for at få en bog!

Vi fandt hurtigt ud af at myndighederne ikke var glade for Jehovas Vidner. I juli 1969 mødtes vi for at holde det første kredsstævne der nogensinde var blevet holdt i landet, og vi var omkring 20 til stede. Vi glædede os meget til at to nye forkyndere skulle døbes. Men på stævnets første dag troppede politiet op og afbrød programmet. De tog specialpionererne og kredstilsynsmanden med på politistationen. Efter at have forhørt os beordrede de os til at møde op igen næste dag. Det var tydeligt at der var problemer under opsejling, så vi holdt dåbsforedraget hjemme hos en af brødrene, og i hemmelighed døbte vi de to nye brødre i en flod.

Efter nogle få uger gav Indenrigsministeriet mig og fem andre specialpionerer ordre om at forlade landet. De gav os en tidsfrist på 48 timer, og vi skulle selv betale alle udgifterne. Vi gjorde som vi blev bedt om, og tog direkte til Afdelingskontoret i Nigeria, hvor vi fik nye opgaver.

Jeg blev sendt til Orisunbare, en landsby i Nigeria. Der havde jeg en skøn tjeneste med den lille gruppe forkyndere der var der. Men efter et halvt år bad afdelingskontoret mig om at tage alene tilbage til Niger. Jeg blev meget overrasket og også temmelig nervøs, men efter at jeg havde fordøjet det, glædede jeg mig virkelig til at se brødrene i Niger igen.

Jeg kom tilbage til Niamey. Dagen efter at jeg var ankommet, lagde en nigeriansk forretningsmand mærke til at jeg var et af Jehovas Vidner, og stillede en masse spørgsmål om Bibelen. Jeg begyndte at studere med ham, og efter at han var holdt op med at ryge og drikke, blev han døbt. Det var en fornøjelse at forkynde sammen med brødre og søstre i forskellige dele af Niger og se hvordan folk efterhånden tog imod sandheden. Da jeg kom til landet, var der 31 forkyndere, og da jeg rejste, var der 69.

“VI VED IKKE RET MEGET OM FORKYNDELSEN I GUINEA”

I slutningen af 1977 kom jeg tilbage til Nigeria for at få oplæring. Da de tre ugers kursus var slut, viste Malcolm Vigo, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg, mig et brev fra Afdelingskontoret i Sierra Leone. Brødrene var på udkig efter en sund og rask pionerbror der kunne være kredstilsynsmand i Guinea. Han skulle være single og kunne tale engelsk og fransk. Bror Vigo fortalte mig at det faktisk var derfor jeg var blevet kaldt ind på kurset. Han understregede at det ikke ville være en let opgave. “Tænk dig godt om før du siger ja,” sagde han. Jeg svarede med det samme: “Det er Jehova der sender mig, så derfor tager jeg afsted.”

Jeg fløj til Sierra Leone og mødtes med brødrene på Betel. En bror der var medlem af Afdelingskontorets Udvalg, sagde: “Vi ved ikke ret meget om forkyndelsen i Guinea.” Afdelingskontoret førte tilsyn med arbejdet i nabolandet Guinea, men det var umuligt at kommunikere med forkynderne i landet på grund af den anspændte politiske situation. Og de havde flere gange forsøgt at sende en bror til Guinea for at besøge forkynderne der, men det var ikke lykkedes. Derfor bad de mig om at rejse til Conakry, hovedstaden i Guinea, og prøve at få opholdstilladelse.

Da jeg kom til Conakry, tog jeg hen på den nigerianske ambassade og mødtes med ambassadøren. Jeg fortalte ham at jeg meget gerne ville forkynde i Guinea. Han frarådede mig at blive i landet fordi jeg kunne risikere at blive arresteret eller det der var værre. “Rejs tilbage til Nigeria og forkynd der,” sagde han. Men jeg svarede: “Jeg er besluttet på at blive.” Så skrev han et brev til den guineanske indenrigsminister hvor han bad ham om at hjælpe mig, og ministeren tog meget venligt imod mig.

Kort tid efter rejste jeg tilbage til Afdelingskontoret i Sierra Leone og fortalte brødrene om min samtale med indenrigsministeren. De råbte af glæde da de hørte at Jehova havde velsignet min rejse, og at jeg havde fået opholdstilladelse i Guinea.

Fra 1978 til 1989 var jeg i kredstjenesten i Guinea og Sierra Leone, og nogle gange var jeg også vikar for en kredstilsynsmand i Liberia. I begyndelsen blev jeg tit syg. Og nogle gange skete det når jeg var i meget isolerede områder. Men brødrene gjorde alt hvad de kunne, for at få mig på hospitalet.

Engang fik jeg en slem omgang malaria samtidig med at jeg fik indvoldsorm. Da jeg endelig kom mig, fandt jeg ud af at brødrene havde talt om hvor de skulle begrave mig! Selvom jeg kom ud for de her livstruende ting, overvejede jeg aldrig at forlade en opgave. Jeg er overbevist om at det kun er Jehova der kan give virkelig beskyttelse, for hvis vi dør, kan han give os livet igen.

TILLID TIL JEHOVA SOM ÆGTEPAR

I 1988 mødte jeg Dorcas – en meget ydmyg og åndeligsindet pionersøster. Vi blev gift, og hun sluttede sig til mig i kredstjenesten. Dorcas er en meget kærlig hustru, og hun har været villig til at bringe mange ofre for Jehova. Nogle gange måtte vi gå 25 kilometer med al vores bagage for at komme frem til en menighed. Når vi skulle besøge en menighed der lå længere væk, brugte vi de transportmidler der var til rådighed, og vejene dertil var mudrede og fyldt med store huller.

Dorcas er også meget modig. Nogle gange skulle vi krydse en flod fyldt med krokodiller. På en femdages rejse skulle vi engang over en flod hvor broen var gået i stykker, og vi blev nødt til at sejle i kano. Da Dorcas skulle ud af kanoen, faldt hun i vandet. Hverken Dorcas eller jeg kunne svømme, og der var krokodiller i floden. Heldigvis var der nogle unge mænd der hoppede i vandet og reddede hende. Vi havde begge to mareridt om episoden i et godt stykke tid, men vi fortsatte i vores opgave.

I starten af 1992 blev vi meget overraskede da vi fandt ud af at Dorcas var gravid. Ville det mon betyde at vi skulle stoppe i heltidstjenesten? Vi tænkte: ‘Jehova har givet os en gave!’ Og derfor gav vi vores datter navnet Jahgift. Fire år efter at vi havde fået Jahgift, fik vi en søn vi kaldte Eric. Begge vores børn har virkelig været gaver fra Jehova. Jahgift tjente i en periode på oversættelseskontoret i Conakry, og Eric er menighedstjener.

Dorcas blev på et tidspunkt nødt til at stoppe som specialpioner, men hun fortsatte som almindelig pioner mens vores børn voksede op. Med Jehovas hjælp havde jeg mulighed for at fortsætte i særlig heltidstjeneste. Da børnene var blevet store, begyndte Dorcas igen som specialpioner. Nu tjener vi begge som missionærer i Conakry.

JEHOVA ER DEN DER GIVER ÆGTE TRYGHED

Jeg er altid taget derhen hvor Jehova har ønsket jeg skulle være. Dorcas og jeg har i mange situationer følt at Jehova har beskyttet og velsignet os. Vi har undgået mange problemer fordi vi har stolet på Jehova og ikke på materielle ting. Vi har personligt erfaret at den der giver ægte tryghed, er “vores frelses Gud”, Jehova. (1. Krøn. 16:35) Jeg er overbevist om at vores liv vil “ligge trygt i livets pose hos Jehova” hvis vi stoler på ham. – 1. Sam. 25:29.